Nu helt uden kamera

Turen fra Sucre til Potosí var efter Bolivianske standarder en smuttur, og vi noed den kun 3 timer lange tur i solskin og med udsigt til smukke bjerge. Potosí er den hoejst beliggende by af sin stoerrelse, og naar der skulle vandres op ad smalle gader med rygsaek, kunne de 3900 m godt maerkes en smule. Da vi ankom, gik vi straks ud for at finde en minetur til naeste dag, og med over 70 operatoerer, er det ikke en saerlig svaer opgave, men samtidig skal man vaere opmaerksom paa kvaliteten - hvilket udstyr er med i prisen, og hvor mange personer er i gruppen. Vi fandt en overordenlig veltalende og soed mand og koebte straks hans tur, hvilket viste sig at vaere helt rigtigt, selvom den kostede 30 bolivianos mere end nogle af de andre.
Naeste morgen gik turen foerst til omklaedningsrummet, hvor vi alle blev udstyret med gummistoevler, overtraeksbukser og -skjorte, pandelampe og hjelm. Vores rygsaekke kunne trygt forlades i huset, forsikrede den ene af vores guides os om - vi er jo i Bolivia, ikke i Peru! Det var selvsagt en nydelig flok, der derefter satte kursen mod Mercado Minero, hvor man koeber gaver til minearbejderne. Man kan frit vaelge, hvor meget man vil bidrage med, og hvad man har lyst til at koebe - cocablade, dynamit, juice eller vand. Vi koebte en flaske vand og en pose cocablade, og derefter tog vi videre til raffinaderiet, hvor soelvet bliver udvundet. Der findes 39 af disse raffinaderier, og det, vi besoegte, kan koere 50 ton sten igennem i doegnet. Herfra bliver der udvundet 400 kilo soelv.

Minearbejderne arbejder i kooperativer, selvom der ogsaa er nogle, der er individuelle - det staar dig altsaa mere eller mindre frit for at dykke ned i minen og soege lykken. Loennen er selvsagt ikke fast, men afhaenger af, hvad man slaeber med op - i faellesskaberne kan der regnes med ca 1 ton pr arbejder pr dag, og man tjener mellem 50 og 150 bolivianos om dagen - mellem 40 og 120 kr for 8 timer i stoev og moerke. Gennemsnitsalderen for en minearbejder er 40 aar, og i Cerro Rico er den yngste ti og den aeldste 65.
Alle guides er tidligere minearbejdere, og der blev hilst hjerteligt paa dem foran indgangen til minen.
Da vi dykkede ned i Candelaria, som vores mine hed, var det med blandede foelelser, og en uvished om, hvad vi skulle forvente. Det blev hurtigt klart, at baade stoevlerne og hjelmene var uundvaerlige, da gangene floed med vand, og loftet ofte var saa lavt, at man skulle gaa noget krumboejet og nogle gange endda kravle. Efter 400 meters gang i minen skulle vi 55 meter ned ad til andet niveau, og det foregik kravlende og rutsjende af en lang, ru, stejl og til tider glat stentunnel. Laengere nede i minen blev det bestemt ikke lettere at traekke vejret, hvilket foregik igennem et toerklaede, og ind i mellem maatte man sluge lidt stoev for at faa en ordenlig mundfuld luft. Jo laengere vi bevaegede os ind i minen, jo varmere blev der, og til sidst endte vi paa en lille afsats, hvor temperaturen naaede de 40 grader, og hvor to storsvedende maend skovlede sten. Det fik vi alle lov til at hjaelpe med, og det var haardt! Selv et par skovlfulde fik sveden til at loebe og hjertet til at banke hurtigere, og man misunder ikke arbejderne, der, efter vi forlod dem, stadig havde 6 timer tilbage den dag - mindst.
Det blev ogsaa hurtig klart, at der var god brug for det vand og juice, vores gruppe havde slaebt med, for hver gang vi stoedte paa arbejdende folk, var det vand de spurgte efter. Cocablade kunne dog ogsaa godt gaa an, og de havde ogsaa altid tid til at sige goddag og spoerge hvordan det gik. Det maa vaere maerkeligt for dem ogsaa, hver dag at stoede paa turister, der pruster og sveder efter bare en time i minen, hvor de opholder sig mange timer dagligt. Vi havde to timer i minen, og det var helt sikkert nok - der var lettelse i gruppen, da vi fik at vide, at nu var vi paa vej ud igen - der manglede kun 400 meter. Og 400 meter er jo normalt ikke saerlig langt, men naar man gaar foroverboejet ad snoede stier og slaar hovedet mod loftet konstant, saa foeles det som lang tid. Paa udvejen stoedte vi paa minearbejdernes alter - her bliver der ofret sprut og cigaretter til Tio - djaevelen, den foerste og sidste fredag i hver maaned. Den foerste for at bede om beskyttelse og den sidste for at takke for, at den sidste maaned er gaaet godt.
Det var bestemt ikke en turistet eller iscenesat mine. Det var raat og haardt, og som Lau sagde, saa var det en rigtig lorteoplevelse. Samtidig var det utrolig interessant og et meget spaendende og tankevaekkende indblik i en masse menneskeskaebner - der er over 200 minearbejdere i Cerro Rico, og det har der vaeret i mange hundrede aar. Man kan ikke undgaa lige at stoppe op et oejeblik, naar man ser ind i oejnene paa en arbejder, der ikke er en dag aeldre end en selv.

Ude igen var vi traette og sultne, og efter frokost satte vi turen mod Tarapaya, en lille landsby uden for Potosí. Her skulle vores nyindkoebte telt staa sin foerste proeve ved bredden af en soe. Vi havde troet, at omraadet var totalt oede, men det viste sig, at der var en lokal mand, der havde faaet den gode idé, at saette et lille hus op og kraeve penge i entré. Selvom der var lidt flere telte og lidt flere turister end vi havde troet, saa var der stadig roligt, og vi noed solen, udsigten og soens varme vand, der er ca 30 grader varmt. En fantastisk maade at slappe af efter en svedig minetur. Det blev en smule overskyet, og vi frygtede regn, da vores telt ikke kan prale af at vaere verdens mest vandtaette, det kan vi sige med sikkerhed, selv uden at have afproevet det, men det holdt toert, og vi froes ikke det mindste. Det var fantastisk at vaagne op til en skyfri himmel og havregroed, og vi var lige ved at blive en dag mere, indtil solen begyndte at varme mere, og vi opdagede, at der ingen skygge var overhovedet. Vi naaede ogsaa begge at faa en flot kuloer - isaer Lau, der de sidste par dage har vaeret sloej pga lidt for meget sol.

Vi satte kursen mod Tupiza tidligt naeste morgen, og inden vi forlod busterminalen var vi en rygsaek fattigere. Jeg havde godt lagt maerke til, at fyren bag mig sad noget uroligt, men at det var fordi han var igang med at traekke min rygsaek ud under saedet bag mig, havde jeg ikke regnet ud. Og da vi opdagede, at tasken manglede, manglede der ogsaa en passager i bussen. Saa nu har vi intet kamera, jeg mangler telefon og ipod, men heldigvis havde jeg memorycard med alle vores billeder i mavebaeltet, saa det er naesten mere irriterende, at min dagbog og notesbog er vaek, samt vores salt og nyerhvervede peber, som det har vist sig, er svaert at erstatte. Heldigvis daekker forsikringen, og vi maa haabe, at vi, naar vi i morgen skal paa 4 dages tur til Salar de Uyuni, ender i en gruppe sammen med nogle, der ejer et kamera, saa vi kan dele billeder. For Tupiza er en dejlig by, men ikke lige stedet at finde et kamera.

Om ikke saa laenge drager vi mod Argentina, og saa er der fra i dag under en maaned til, at jeg skal hjem igen. Det er meget maerkeligt, men heldigvis kan man opleve meget paa en maaned, saa jeg er ikke helt i panik endnu.