Jeg havde en dejlig uge i Huraz' bjerge, men tiden gik nu alligevel en smule langsomt, og da jeg torsdag aften satte mig i natbussen mod Lima, var det med mange sommerfugle i maven, og samtidig var det meget underligt, at den foerste lange del af rejsen, hvor jeg bare var mig i Peru, nu var slut. Men alligevel var det nu endnu dejligere, at Lau endelig kom frem, og det skete heldigvis uden de store problemer - den stoerste gene havde vist vaeret en tyk sidekammerat paa den ene flyvetur, men det skal man jo heller ikke undervurdere paa en 10 timers tur.
Vi satte hurtigt naesen mod Cuzco - 26 timer i bus fra Lima. Vi blev forsinkede mange gange, bl.a. da en lille pige blev syg og maatte koeres paa hospitalet. Hvor hun saa blev behandlet mens hele bussen ventede...
Men vi naaede frem og maatte hurtigt indse, at vi havde sagt farvel til kystens sol, og nu i stedet var i regnvaade bjergomgivelser. Det regnede dog aldrig nok til at oedelaegge vores udflugter, og da vi begge havde medbragt rigeligt goretex, kunne vi bare nyde godt af den rigtige paaklaedning.
Og nu maa jeg saa gaa til bekendelse og indroemme, at vi ikke har besoegt Machu Picchu - Sydamerikas stoerste turistattraktion og en af verdens vidundere har vi altsaa sprunget over, og vi har det faktisk slet ikke skidt med det. Det er nemlig hammerdyrt at besoege stedet, og samtidig er der mere end 2000, der besoeger det hver dag. Et besoeg ville betyde et ordenligt hak i budgettet, hvilket vi nok ville overleve, men efter at have rejst i de mindre turistede dele af landet, kunne jeg simpelthen ikke overskue at rende rundt sammen med 2000 andre farvede regnjakker. Jeg er sikker paa, at Machu Picchu er fantastisk og magisk, men for mig ryger meget af magien naar guider farer paa kryds og tvaers med hver deres hale af turister.
I stedet koebte vi billet til alle de andre ruiner, der ligger i Cuzco og den hellige dal, og de skuffede bestemt ikke. Lau var isaer imponeret af Pisac, der er et kaempe fort hoejt oppe i bjergene - han maatte tage turen alene, da jeg havde faaet en smule influenza, og han kom tilbage fyldt af oplevelyst, og havde endda produceret nogle smaa videoer til mig, saa jeg kunne aergre mig over ikke at vaere med. Om aftenen fejrede vi Lau og hans 23 aar paa en lille restaurant, der gerne serverede kage med lys og foedselsdagssang for en lille fordobling af regningen. Men skidt, han var glad og vi fik oevet den spanske foedselsdagssang.
Et andet hoejdepunkt var i Ollantaytambo, hvor spanierne faktisk tabte et slag mod Inkaerne. I dag er bygningerne stadig imponerende, og en lokal arbejder fortalte os, at alle stenene var blevet bragt fra bjerget paa den modsatte side - det kan man stadig se spor af i dag, da det ikke var alle stenene, der naaede hele vejen, og et spor af "traette sten" som de bliver kaldt, ligger tilbage.
Vi var taget tidligt af sted med rygsaekken pakket, og kunne derfor spise morgenmad paa en inkaterrasse med udsigt over paa endnu flere ruiner paa den modsatte bjergside. Man kan godt forstaa, at Inkaerne har holdt til i den hellige dal - der er helt utrolig smukt med groenne bloede bjerge og vilde floder.
Vi naaede ikke at se alle ruinerne i omraadet, da mit visa ligesaa langsomt rendt ud, og vi derfor maatte rejse videre til Bolivia. Det var noget maerkeligt og vemodigt at skulle sige farvel til Peru, som jeg er kommet til at holde meget af paa trods af alle sine maerkvaerdigheder og utilregneligheder. Men samtidig var det ogsaa tid til at komme videre, da jeg nu langt om laenge faktisk har en flybillet hjem, og uret tikker hurtigere og hurtigere foeles det som. Og med en rejselysten Lau ved min side var det ikke kun trist at sige farvel, men ogsaa spaendende at rejse videre, og efter en direkte bustur, der viste sig ikke at vaere saa direkte alligevel (typisk Peru!) endte vi i Copacabana ved bredden af Titicacasoeen, hvor det hele ligner Peru meget, men saa alligevel ikke, Bolivia er helt sig selv. Vi har tilbragt et par dejlige dage paa Isla del Sol, hvor vi har nydt solen, vandreture og friske oerreder. Flere gange har vi under den straalende sol kigget paa hinanden og sagt "skide regntid", men den er der altsaa regnen, og hver nat har jeg prist mig lykkelig over, at vi ikke laa i et lille telt, naar regnen har styrtet ned, vinden har blaest en halv pelikan og tordenbragene har lydt ud over soeen. Men i dag, paa min foedselsdag, skinner solen fra en skyfri himmel saa baade himlen og soeen er lysende blaa, solen varmer og Lau har en gave med fra Danmark, som han naesten ikke har afsloeret endnu. Saa kan man ikke klage...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar