En regnvejrsdag i junglen og lidt fra Huancayo

Den sidste uge i junglen har der ikke vaeret ret meget at lave. Goedningen er sluppet op, og Juan Carlos, der er ansvarlig for arbejdet, kom ikke tilbage fra sin maanedlange ferie foer i tirsdags. Og saa har det regnet. Saa vi har haft masser af tid til at lave ingenting, og det kan godt vaere svaert for en som mig, der nok elsker at slappe af, men helst ikke for laenge ad gangen. Og saa betyder det at lave ingenting i junglen helt bogstaveligt INGENTING! Jeg har ligget i en haengekoeje og gloet ud i luften i jeg ved ikke hvor mange timer - mere end i resten af mit liv tilsammen tror jeg. Da jeg en dag beklagede mig en lille smule, fik jeg svaret "jamen hvad vil du lave?", og det kunne jeg ikke svare paa, for der var jo ingenting at lave. De andre syntes ikke til at have svaert ved det, og jeg taenkte, at det sikkert var en god oevelse for et vestligt menneske fra et stresset samfund. Og saa naaede vi ogsaa en tur mere til vandfaldet, hvor der blev lavet frokost med friskfangede minikrebs, og der var ogsaa tid til at navngive de to smaa hundehvalpe, der nu hedder Sigge og Odin, ikke saa nemt at udtale for spanske tunger, men de er ved at komme efter det.

Her er min regnvejrsudsigt.

Sigge

To smaa broedre - Odin er den moerke

kakao - ja den kan spises ogsaa uden varm maelk, og smager slet ikke som drikken.

Frokost ved vandfaldet.

Nu er jeg saa rejst videre til Huancayo - byen alle drengene fra junglen bor i til hverdag. Det er en bjergby ca 6 timer fra Pickanaki, og jeg bor hos Ivan fra gaarden, som har tilbudt at vaere min vaert og guide i 4 dage. Det er dejligt at slippe fra fugten i junglen, og Huancayo er en hyggelig by. Og saa er det belejligt at have en taxachauffoer som guide, for han kender halvdelen af alle de andre chauffoerer, saa det er billigt at komme rundt. At vaere taxachauffoer i Huancayo er ikke saa sjovt for tiden - der er nemlig en bande "matataxis", som i loebet af den sidste maaned har stjaalet 13 taxaer og draebt chauffoererne. Saa for Ivans venner, er det ogsaa rart, at de kender dem, de samler op.

I gaar koerte vi en times tid laengere op i bjergene sammen med to af Ivans venner og endte i lidt over 4000 meters hoejde. Herfra gik turen enten stoet eller stejlt op til knap 5000 meters hoejde i et fantastisk landskab. Sneen glitrede fra bjergtoppen og vi passerede tre turkisgroenne laguner. Ud over os fire var der kun en enlig oern og et par andefamilier, der gjorde os selskab, og jeg noed stilheden og naturen. Det var et af de smukkeste landskaber, jeg har set i Peru. Det var dog ogsaa en udfordring at bevaege sig i hoejden. Naar det gik ligeud, var der ingen problemer, men at bevaege sig op ad bare i rolig gang, foeltes som en loebetur i Danmark. Derfor maatte ideen om at naa helt op til sneen, der syntes saa taet paa, men aldrig kom naermere, ogsaa droppes, og vi vendte snuden hjemad. Det var dejligt nemt at komme det meste af vejen tilbage, jeg havde bare glemt, at vi de foerste 1,5 km have gaaet ned ad bakke, saa der var en ordenlig bakke til slutspurten - som jeg ikke vandt! Heldigvis var der ikke forskel paa praemierne, saa vi fik alle fire en stor portion varm suppe paa en lille restaurant, der kun holder aabent, naar der kommer folk, da vi kom tilbage. Jeg tror, de 8 km i bjergene, er noget af det haardeste, jeg nogensinde har proevet, men det var fedt, og heldigvis bliver jeg ikke hoejdesyg, kun hoejdeforpustet.

Faar og lamaer graesser side om side

Paavej hjem. Sidste stykke inden det gaar OP ad!

Lagune nr. 2

Lagune nr. 1

Junglefeber

Der er varmt i junglen. Saa varmt, at naar jeg hviler mig i skyggen, pibler sveden frem paa panden, og efter mindre end 5 minutters gang har toersten meldt sig. Solcreme nytter ikke noget, for det er svedt af inden 10 minutter, og goer blot huden endnu mere fugtig og fedtet. I stedet er jeg blevet den heldige ejer af en groen boellehat! Solen er ubarmhjertig naar den skinner, men det goer den heldigvis ikke hele tiden, for nu begynder regntiden. Et regnskyl hjaelper ikke meget paa fugtigheden, der stadig er ulidelig hoej, men temperaturen falder, og vinden tager til. Naar det regner, stopper alt, for man kan ikke arbejde i regnen. I stedet er der tid til at ligge i haengekoejen og nyde udsigten fra platformen hvor jeg bor.

Jeg er rejst ud i junglen i Peru, hvor jeg i tre uger skal arbejde som frivillig paa en oekolgisk gaard. Det ligner dog ikke rigtig det, vi kender som en gaard i Danmark, da den bestaar af to overdaekkede platforme. Paa oeverste etage er stillet telte op samt to fantastiske haengekoejer, og underetagen er koekken og spiseplads. Den naermeste by ligger en god time herfra - foerst 30 minutters gang og derefter 40 minutter naar man bliver samlet op af den naeste bil. Her er hverken electricitet eller gas, saa al maden laves over et fint lille lerkomfur med braende. Vi spiser ris morgen, middag og aften. "Vi peruanere eeelsker ris" og "Uh, jeg kan slet ikke forestille mig en morgenmad uden ris" er blot nogle af de svar, jeg har faaet, naar jeg har kommenteret risen. En typisk peruansk junglemorgenmad er fx ris med kartofler og kaal. Og portionerne er indrettet efter en haardtarbejdende mand, saa jeg kaemper for at spise op. Sulten melder sig dog hurtigt igen, da ris ikke maetter saerlig laenge. Vi er loebet toer for sukker, som de ynder at putte i al drikkelse i rigelige maengder, og resten af forsyningerne er ogsaa ved at slippe op, saa i gaar spiste vi pasta med kartoffel og te uden sukker til aftensmad - et maaltid uden ris og sukker til aere for danskeren, som de sagde, og i morges var der en kvart avokado til hver. Det er lige foer jeg savner risen, og der skulle vist komme nye forsyninger i dag. Jeg har lovet at lave risengroed en dag, saa vi skal ogsaa have skaffet maelk.

Det er heldigvis ikke kun ris, der er masser af i junglen. Rundt paa grunden vokser bananer, citrusfrugter, mango, avocado og papaya i mange former. Og mindst en gang om dagen gaar vi paa jagt. Tanllelo er blevet min nye yndlingsfrugt. Det er en citrusfrugt som paa mange maader minder om appelsin, bare lidt soedere, og med meget mere saft. Det er en fantastisk forfriskning at skaere toppen af en tanllelo og saa suge frugten tom for saft - det smager bedre end renset vand, og der er mere af det. 
En aften blev der jaget mere end frugt, da der pludselig blev raabt "animal, animal!" fra udkanten af gaarden. Et pindsvin af en art havde taget en kylling, men den matte snart se sig selv som naeste offer i foedkaeden, da piggene trods alt ikke kunne modstaa et machetehug i nakken. Naeste dag var den paa frokostmenuen - koedet smagte udemaerket, men jeg holdt mig til kartoflerne.

Lige nu er det lavsaeson for arbejdet, der primaert ligger i hoesttiden fra april - august. Nu har vi i stedet luget kaffeplantagen med machete, og nu skal der goedes. Kaffemarkerne ligger paa meget stejle skraenter, saa det er haardt arbejde at kaempe sig baade op og ned, og palmer, nedfaldne grene og spindelvaev goer det ikke lettere. I gaar goedede jeg kaffestiklinger, hvilket er et noget mere finmotorisk, men ikke mindre udmattende arbejde. I jorden ved hver stikling skal der laves et hul hvorefter der puttes 5-10 goedningeperler i hullet, som saa lukkes til. Stiklingerne staar i bede med ca 13 paa den ene led og 60 paa den anden. Vi naede igennem 3 i gaar inden ryggene og knaeene beklagede sig for meget, saa nu mangler vi kun 26 bede...

Naar vi ikke arbejder, er der masser af tid til at lave ingenting, og jeg nyder udsigten fra haengekoejen meget. Der er ogsaa masser af tid til at oeve spansk, for jeg bor her sammen med 5 unge peruanske fyre, der holder ferie fra deres taxachauffoerjobs i en by et par timer herfra. Deres danske er snart bedre end deres engelske, og jeg faar virkelig oevet mit spanske. Det er superfedt, for de er rigtig soede og gode til at forklare, hvis jeg ikke lige forstaar foerste gang. Jeg faar stillet mange nysgerrige spoergsmaal om Danmark, og jeg tror snart jeg loeber toer for viden om mit eget land. Jeg faar ogsaa laert om nogle liv, der er meget forskellige fra det, jeg lever i Danmark, og det er rigtig fedt og spaendende.

Solen gaar ned kl 18.30 ca, og derefter bliver der meget moerkt. Aftensmaden (endnu en omgang ris med kartofler) indtages i skaeret fra stearinlys, og da det braendte ud, pandelamper. Uglerne tuder godnat, insekterne summer, og stjernerne blinker om kap med ildfluerne. Man gaar tidligt i seng i junglen, for alt i junglen bider eller stikker og vaerst efter moerkets frembrud. Dagen starter tilsvarende tidligt - kl. halv fem begynder solen og de morgenfriske at staa op, og kl. 5 er hele gruppen vaagen.

Saa blev der lige hentet bananer

En times gang fra gaarden kan man bade i vandfald! Ps, det er lyset der er daarligt, ikke mig der er tyk :p

Congreso para los niños

Aarets hoejdepunkt for boernene i Intiwawa er kongressen i oktober. Det er den eneste gang boernene fra San Isidro, Salinas og Coporaque er samlet, og saa inkluderer det ogsaa aarets eneste tur til stranden!

Optakten til kongressen var dog naesten lidt for spaendende for alle os vesterlaendinge i volontoertruppen. Der er nemlig stor forskel paa, hvordan man forbereder ting, eller hvor forberedt man overhovedet behoever at vaere, i Peru og i, ja fx Danmark. Og sidste aar var bussen Arequipa-Camana brudt sammen baade paa ud- og hjemturen, turen blev forsinket 4 timer hver vej, og volontoererne maatte vente sammen med boerenene paa vejen og proeve at tage den naeste bus, der selvfoelgelig ikke kun var for dem, saa det var ikke alle boern, der kunne faa plads. I det foelgende kan I finde ud af, om I hoerer til danskerne eller peruanerne, naar det kommer til forberedelse.

Der var tilmeldt omkring 60 boern mellem 7 og 17 aar fra tre landsbyer til kongressen, der varer fra fredag aften til soendag eftermiddag. Vi skulle bruge busser fra Coporaque og Salinas til Arequipa, og herfra skulle vi sammen til Camana - en 3 timer lang bustur. Den sidste maaned op til kongressen har vi, ud over vores saedvanlige onsdagsmoede, ogssa haft en moede om mandagen for at planlaegge kongressen. Vi havde spurgt til bussen og til hvem der soergede for billetter gentagne gange, og der var altid et svar om, at "ja ja det skal I ikke bekymre jer om, jeg soerger for det". Men onsdagen inden var der hverken koebt billetter eller fundet et hostel til de ca 30 boern, der kom fra Coporaque og Salinas, som skulle overnatte i Arequipa soendag-mandag. Det var dog ikke noget, vi volontoerer behoevede at bekymre os om, for Edwin havde vaeret forbi stationen og soerget for, at billetterne var klar, Gonzalo (en volontoer) kunne blot hente dem naeste formiddag. Og angaaende sovepladserne, saa ville Rafa (en peruaner) finde det dagen efter.

Torsdag formiddag bruger Gonzalo saa mere end fire timer paa busstationen, fordi der ingen billetter er til bussen fra Coporaque. Og manden bag disken fortaeller ham, at han allerede har fortalt, til en anden fra organisationen, der kom tidligere paa morgenen, at der ingen billetter var. Den anden var Edwin, som saa altsaa ikke havde vaeret der dagen inden, som han havde sagt, men foerst torsdag morgen. Han ringer heller ikke til Gonzalo og fortaeller, at der ingen billetter er. Han ringer foerst engang efter middag og siger, at han er paa vej til Coporaque for at leje tre busser (hvilket organisationen paa ingen maade har raad til). Det bliver han dog talt fra, og Gonzalo ender med at finde billetter til en bus kl. 12.30 fra Chivay taet paa Coporaque, hvilket dog betyder, at boernene skal fritages for de sidste to timer af deres skoledag.
Da jeg kommer hjem torsdag eftermiddag, er der heller ikke fundet et hostel endnu.

Jeg kom foerst til kongressen loerdag eftermiddag, fordi jeg var syg. Det var en svaer beslutning at blive hjemme fredag, fordi jeg netop er blevet hos Intiwawa pga. kongressen, men da jeg ankom loerdag, var jeg utrolig glad for, at jeg var blevet. De var nemlig foerst gaaet til ro kort efter midnat, og saa var alle boernene ellers vaagnet kl. 5 om morgenen, og kl. 6 var der allerede gang i den foerste volleykamp. Da jeg ankom var der dog mere ro paa, og boernene var koncentrede om at dekorere bannere til deres grupper. Min gruppe var Flamencoerne, og de andre var bla. bjoerne, anacondaerne, hajer og lamaer. Eftermiddagen gik med at se boernene optraede med deres lokale danse og klaededragter, og det hele var smadderfint. Vi var dog allerede 1 1/2 time forsinkede i et meget presset program, saa frokosten blev indtaget kl. 18 i stedet for kl. 16.30 og derefter skulle der debateres boernerettigheder - kongressens tema. Boernene var bare utrolig lidt interesserede i at diskutere, og det var meget svaert for dem at koncentrere sig, hvilket jeg godt kunne forstaa, eftersom de havde vaeret i gang i mere end 12 timer.
Da det blev tid til at vise de praesentationer af rettighederne, som de havde lavet - det kunne fx vaere et teater, en historie eller en sketch, der fortalte om en af de ti boernerettigheder, var de yngste saa traette, at de faldt i soevn i deres stole. Der var flere, der bad om lov til at gaa i seng, men det kunne der ikke vaere tale om. Jeg syntes, det var utrolig synd, at de ikke fik lov, de yngste var som sagt 7 aar gamle, og havde vaeret oppe siden kl. 5 om morgenen. Det var desuden ogsaa frustrerende, fordi vi gentagne gange op til kongressen havde sagt, at programmet var alt for fyldt, men hver gang blev vi svaret, at det ikke var noget problem, det var gaaet fint sidste aar, og forsinkelser ville der ikke blive tale om. Efter praesentationerne var der aftensmad, talentshow og baal, men jeg var saa traet og stadig noget sloej, at jeg maatte gaa i seng. Aftenen endte med at slutte omkring midnat endnu engang.

Men saa kom soendag, dagen der reddede hele kongressen. Vi skulle nemlig paa stranden. Det var helt fantastisk at se, hvor meget boernene noed vandet, selvom det var koldt, og boelgerne var saa hoeje, at ingen dansk foraelder ville lade sit barn bade der. Boernene var dog ogsaa forsigtige nok til ikke at gaa for langt ud, og selv naar man bare soppede, kunne man sagtens blive overrasket af en boelge, der naaede en til livet. Det var skoent, og for en gangs skyld vejrede peruanerne luften, foer de satte deres planer igang. Der var nemlig ogsaa programsat en masse til stranden (boernene vil kede sig, som de sagde), men de blev udsat, og vi fik lov til bare at lege i ca to timer. Det var perfekt, foer boernene blev selvfoelgelig traette og kolde i vandet, saa efter et par timer var de helt klar til at lave noget andet. Legene paa stranden var en konkurrence mellem holdene, og legene var tilpas vilde, beskidte og vaade til stranden, hvilket var herligt. Los Flamencos blev nr 3 og vandt en flot chokolademedalje. Efter 5 timer paa stranden var alle godt traette, og vi skulle heller ikke andet end at afslutte kongressen med taler fra nogle af de aeldre boern, og derefter gik turen hjemad igen. Vi var hjemme omkring kl. 23 soendag aften, og boernene fra Salinas og Coporaque endte med at overnatte hos nogle af de peruanske volontoerer.

Det var dejligt at faa en sidste oplevelse sammen med boernene, inden jeg tog videre, og jeg haaber, at boernene bare havde det sjovt, og ikke oplevede al den frustration og forvirring der var i forbindelse med alt det organisatoriske.

Her er et link til en lille video om Intiwawa, der blev lavet op til kongressen. 
 http://www.youtube.com/watch?v=PcG2Jczdj6M