Siden San Ignacio har vi oplevet alt for meget til at saette det under samme overskrift, saa her kommer lige tre dele.
Vi havde nogle rigtig dejlige dage i Puerto Iguazu, hvor hoejdepunktet selvfoelgelig var at besoege nationalparken og vandfaldene. Da vi satte os i bussen, der koerer fra Puerto Iguazu til Las Cataratas (vandfaldene) som de hedder lokalt, sagde Lau, at han havde det lidt som et barn, der var paa vej i forlystelsespark, og den stemning var faktisk gaeldende for hele dagen. Parque Nacional de Iguazu er det mest organiserede sted vi har vaeret i Sydamerika og det var faktisk helt maerkeligt at vaere et sted, hvor der var saa god styr paa tingene. Vi ankom med en af de foerste busser om morgenen, og efter at have ventet paa at de 20 kasser aabnede, saa vi kunne koebe indgangsbillet, stroeg vi igennem lugerne, og vi kunne prale af at vaere de allerfoerste i parken, og vi noed de faa minutter, hvor der ingen andre mennesker var.
Vi startede besoeget med at gaa en af de lidt afsides stier, hvor der er god mulighed for at se dyreliv, da der ikke er saa meget larm fra mennesker. Vi gik naesten alene paa stien, og naaede som de foerste ud til et lille vandfald med bademulighed og fik en hurtig dukkert i meget koldt vand. Vi fik ogsaa set en masse aber, fugle, store edderkopper og myrer samt et lille marsvineagtigt dyr, der vist nok hedder aguti eller noget i den retning. Der var meget fredeligt paa stien, og vi taenkte "er der virkelig 2 millioner besoegende om aaret - det virker ikke saadan", men saa snart vi kom ind paa de stoerre stier i parken aendrede billedet sig, og vi var tilbage i forlystelsesparken.
Alle parkens stier er enten asfalterede, belagt med sten eller bygget som broer hen over skovbunden. Der er skiltning over alt, og pile viser vej til de naermeste vandfald eller indikerer, hvilken vej, du nu skal foelge. Og for at saette prikken over iet, er der et lille tog, der kan koere dig fra indgangen og til de forskellige vandfald.
Det er det mest turistede sted, vi har vaeret, og det var underligt, at staa i koe for at faa taget et billede af vandfaldene eller for bare at faa et godt udsigtspunkt, men vi var heldige, at der ikke var saa mange mennesker igen, og heldigvis var vi paa egen haand og ikke med en ivrig guide og 20 andre mennesker.
Vi maa ogsaa indroemme, at vi godt forstaar, hvorfor de andre mennesker, var taget derud, for der var helt fantastisk smukt. Vi startede med de mindste vandfald, og arbejdede os derefter gennem parken og det ene smukke vandfald efter det andet, ind til vi som det sidste saa "Garganta del Diablo" - Djaevelens gab. Allerede paa stien derud kunne man hoere larmen fra vandmasserne, og snart kunne man ogsaa ane, hvor vandfaldet begyndte, men man skal helt taet paa, foer man ser, hvor stort det egentlig er. Og det er STORT! Vi havde set det paa afstand, og jeg taenkte, hvor meget anderledes, det mon ville blive at komme taet paa, men jeg maa sige, at al min tvivl blev gjort til skamme, for det var fuldstaendig overvaeldende at staa og kigge ned i de enorme vandmasser, der fossede ud over kanten uafbrudt. Vi blev noedt til at blive der et stykke tid og bare se og se og se...
Vi brugte 8 timer paa den argentinske side, og da vi sad hjem i bussen var det igen med "kender du den der foelelse, naar man har vaeret i Faarup sommerland hele dagen?" i kroppen, og vi tog en hel dag til at slappe af i solen og lave ingenting, inden vi tog til den brasilianske side. Vi havde hoert en del forskellige meninger om den brasilianske side i forhold til den argentinske, men vi ville se den, nu vi var saa taet paa, og selvom vi foerst var lidt skeptiske, da entreprisen er naesten den samme selvom der kun er en sti, man kan gaa gratis (alle de andre stier koster lige 300 kr oveni), saa blev vi slet ikke skuffede. For udsigten fra Brasilien var fantastisk - vi kunne se vandfald saa langt oejet rakte, og der var endda vandfald, vi ikke kunne se fra Argentina. Derudover var der bygget en bro ud i vandet, saa man kunne komme helt taet paa Garganta del Diablo og andre store vandfald, og det var saa smukt saa smukt...
Vi havde fire dage med solskin og godt humoer i Puerto Iguazu, og da vi satte os i bussen torsdag aften mod Buenos Aires, begyndte det at regne, saa vi var glade for, at vi ikke skulle andet end at drikke roedvin og champagne i bussen..
...
Nu er vi saa i Buenos Aires, hvor vi bor midt inde i centrum. Her larmer en smule, men det er dejlig bekvemt i forhold til at se alle de forskellige kvarterer rundt om i byen. Loerdag moedtes vi med Maartje og Joke, som jeg arbejdede med i Arequipa, og det var rigtig hyggeligt at se dem igen. De har vaeret i BA i et par uger, og kunne fortaelle om, hvordan her er rigtig mange lomme- og tricktyverier. Vi fik set et eksempel, da vi skulle med Subte - undergrundsbanen, og et par piger med rygsaekke paa var blevet dekoreret med "duelort". Tricket er saa, at der kommer en, for at hjaelpe dig med at toerre det af, samtidig med at en anden snupper de ting, du ikke lige holder oeje med. Pigerne her, havde heldigvis ikke faaet taget noget, og vi gav dem en advarsel om at passe godt paa, steg paa det naeste tog, steg af igen og 3 minutter senere, var Laus penge vaek.
Heldigvis havde han pungen til at sidde fast i bukserne, men det var alligevel lykkedes dem at faa pungen op, lynet lynlaasen op og fisket pengene ud paa ca 10 sekunder. Endnu heldigere var det, at en pige paa trappen fandt hans dankort, der var roeget ud sammen med pengene, og afleverede det tilbage. Det var et grimt chok, men heldigvis havde han ikke haft saa mange kontanter paa sig, og dankortet havde de jo ikke faaet fat i, saa han kunne haeve penge til aftenen saa snart, vi var i Palermo.
Det var derfor noget af et chok, da vi i gaar ville haeve igen paa vej til marked i San Telmo. Der kom nemlig ingen penge ud af maskinen. I stedet kom der en besked om at "du ikke har nok penge paa din konto til at udfoere denne handling". Hjertet floej op i halsen paa os begge to, og vi taenkte, at det simpelthen var loegn - de havde ikke kunnet naa at faa kortoplysningerne fra kortet saa hurtigt, for derefter bare at smide det fra sig. Vi skyndte os tilbage til hotellet for at faa spaerret kortet, men deres telefon virkede ikke uden for Argentina, saa vi matte ud og finde en internetcafe at ringe fra, men da det var soendag, var de foerste fire vi kom til lukkede, og dermed naaede vi foerst frem efter bankernes lukketid i Danmark. Lau fik dog ringet til PBS med nerverne paa hoejkant, og skyndte sig at faa kortet spaerret, selvom bankmanden var lidt mere rolig end Lau. Han kunne nemlig fortaelle, at Lau dagen inden havde haevet kl. 00.06 dansk tid, og derfor, med endnu et forsoeg paa at haeve 1000 pesos, havde overskredet graensen for, hvor meget han kunne haeve.
Det var virkelig en lettelse, men efter at have vaeret mere end bare nervoese i over en time, tog det os noget tid at falde til ro igen. Det hjalp heldigvis at se tango paa gaden og spise "picadas" paa en lille cafe. Og i dag har Lau snakket med banken, og det var heldigvis bare en slem forskraekkelse.
...
I Buenos Aires er priserne hoejere og temperaturen lavere, saa paa den maade kan det maaske goere overgangen til danske vilkaar lidt blidere. Det er meget maerkeligt, at jeg om under 48 timer sidder i et fly paa vej til den anden side af jorden - paa vej hjem. Det er ligesaa underligt at skulle hjem efter saa lang tid ude, som dengang jeg skulle af sted, og ikke havde den fjerneste anelse om, hvad der ventede mig. Det har bestemt ikke vaeret skuffende - jeg er kommet til at holde meget af Sydamerika, og egentlig foeler jeg ikke, at jeg er saa langt vaek. Naar man er vaek saa laenge, saa begynder man at foele sig hjemme, og det naaede jeg helt bestemt til i Peru. Syv en halv maaned er lang tid, og jeg kan godt slutte fred med, at jeg nu skal hjem, men selvom jeg nu naermest kan taelle timer, foeles Danmark stadig langt langt vaek. Jeg tror ikke helt, jeg indser, hvor meget, der egentlig er sket hernede, foer jeg kommer hjem og faar tid til at lade det hele falde paa plads.
Det er lige til at blive roerstroemsk af at sidde og taenke tilbage paa det hele, og det egner sig ikke saa godt til en netcafe. Heldigvis er der stadig to dage tilbage, hvor jeg kan lytte til spansk, spise boeffer og fantastisk is, mens Buenos Aires' efteraarssol kigger frem engang imellem. Dagene er ved at blive maerkbart kortere hernede, saa det er nok det rigtige tidspunkt at vende hjem paa.
mandag den 23. april 2012
fredag den 13. april 2012
Vi nyder livet...
Og vores sidste uge paa farten, for om allerede en uge skal vi vaere i Buenos Aires, hvor fem dages byliv afslutter vores faelles tur. Men lige nu holder vi ferie i naturskoenne omgivelser, og vi har faaet luftet vores telt, som har tjent os godt - og soerget for, vi ikke bragte sysaet forgaeves hertil. Nu er teltet dog pakket sammen, for vejrudsigten lover regnvejr i nat.
Vi rejste fra Salta til Cafayate loerdag i paaskeferien, hvilket betoed, at der var mange biler paa vejene, men ogsaa, at de fleste af dem var fyldt op med familier, og der derfor ikke var plads til et par traette tomlere. Det tog os 12 timer at rejse de knap 200 km til Cafayate, men solen skinnede mens vi ventede, og endelig, efter to korte lift, der var endt i ingenting, blev vi samlet op af et soedt aegtepar, der kunne koere os hele vejen, mens de oeste ud af deres Argentinatips.
Da vi kom til Cafayate, blev vi en smule overvaeldede over paasketravlheden - folk stod i koe paa turistkontoret, for at finde steder at bo, og da parret foran mig fik et "vores sidste vaerelse" til 450 (560 kr ca) pesos, krydsede jeg fingre for, at den campingplads, vi ikke havde kunnet finde foer, fandtes et andet sted. Det gjorde den heldigvis, og efter at have slaaet telt op i moerke, glaedede vi os naeste morgen over at finde ud af, at vi havde faaet masser af skyggeplads.
De eneste planer vi havde i Cafayate, var at drikke vin og slappe af, og da bodegaerne - det er stedet, de fremstiller vin, og hvor man ogsaa kan smage dem - havde lukket baade loerdag og soendag, kunne vi bruge de to foerste dage paa at slappe af med god samvittighed. Vi spiste is fra det lokale "heladeria", der bl.a. fremstillede skoen hvidvinssorbet, og om aftenen grillede Lau store boeffer til os. Mandag tog vi saa paa vintur, og vi besoegte en oekologisk af slagsen, der fremstillede fremragende vin, og et andet sted fik vi stor rundvisning og fik set hele processen fra drue til flaske. Det var rigtig hyggeligt at gaa rundt og smage paa vin, selvom det nogle af stederne virkede til, at de var en smule traette af turister, hvilket ogsaa var forstaaeligt nok efter paasken. 2. paaskedag er ikke en helligdag i Argentina, saa vi var naermest de eneste tilbage mandag, og vi fik en fornemmelse af, hvordan Cafayate ser ud til hverdag, og vi opdagede flere restauranter, der pludselig var en smule billigere.
Nu er vi rejst videre mod Iguazu, men inden vi skal se paa vandfald, har vi taget et stop i den lille landsby San Ignacio. Her er der ruiner fra jesuitterne samt masser af smuk natur. Vi skulle have vaeret paa en smuttur til Paraguay i dag, da de et par endnu mere imponerende ruiner end dem i San Ignacio, men da baaden, der skulle have transporteret os over floden til Paraguay, var gaaet i stykker, maatte vi finde paa noget andet, saa i stedet lejede vi et par cykler og cyklede ud i en naerliggende nationalpark. Her var der helt utrolig flot udsigt over flod og skov, og da vi naermest er i troperne, er det et meget anderledes landskab og bevoksning, end vi har vaeret vant til fra Nordvestargentina. En smule historie, blev der ogsaa plads til, da resterne af Martin Bormans hus ligger midt i parken.
I morgen regner vi med at skulle se ruiner og paa matefabrik. Mate er argentinas nationaldrik - en urtete, der drikkes fra et saerligt krus til formaalet og med sugeroer. Det er et meget staerkt socialt ritual hernede ogsaa, og naermest alle unge eller voksne argentinere render rundt med deres matekrus og termokande. Saadan et krus, har der staaet i en vindueskarm hjemme paa Sdr. Villavej hele min barndom, og nu har jeg endelig set det i funktion, samt afproevet, at det er okay at drikke varm te gennem et sugeroer. Saa til slut en lille hilsen til far - hvis du savner mate, saa kan jeg stadig naa at koebe noget med hjem.
Vi rejste fra Salta til Cafayate loerdag i paaskeferien, hvilket betoed, at der var mange biler paa vejene, men ogsaa, at de fleste af dem var fyldt op med familier, og der derfor ikke var plads til et par traette tomlere. Det tog os 12 timer at rejse de knap 200 km til Cafayate, men solen skinnede mens vi ventede, og endelig, efter to korte lift, der var endt i ingenting, blev vi samlet op af et soedt aegtepar, der kunne koere os hele vejen, mens de oeste ud af deres Argentinatips.
Da vi kom til Cafayate, blev vi en smule overvaeldede over paasketravlheden - folk stod i koe paa turistkontoret, for at finde steder at bo, og da parret foran mig fik et "vores sidste vaerelse" til 450 (560 kr ca) pesos, krydsede jeg fingre for, at den campingplads, vi ikke havde kunnet finde foer, fandtes et andet sted. Det gjorde den heldigvis, og efter at have slaaet telt op i moerke, glaedede vi os naeste morgen over at finde ud af, at vi havde faaet masser af skyggeplads.
De eneste planer vi havde i Cafayate, var at drikke vin og slappe af, og da bodegaerne - det er stedet, de fremstiller vin, og hvor man ogsaa kan smage dem - havde lukket baade loerdag og soendag, kunne vi bruge de to foerste dage paa at slappe af med god samvittighed. Vi spiste is fra det lokale "heladeria", der bl.a. fremstillede skoen hvidvinssorbet, og om aftenen grillede Lau store boeffer til os. Mandag tog vi saa paa vintur, og vi besoegte en oekologisk af slagsen, der fremstillede fremragende vin, og et andet sted fik vi stor rundvisning og fik set hele processen fra drue til flaske. Det var rigtig hyggeligt at gaa rundt og smage paa vin, selvom det nogle af stederne virkede til, at de var en smule traette af turister, hvilket ogsaa var forstaaeligt nok efter paasken. 2. paaskedag er ikke en helligdag i Argentina, saa vi var naermest de eneste tilbage mandag, og vi fik en fornemmelse af, hvordan Cafayate ser ud til hverdag, og vi opdagede flere restauranter, der pludselig var en smule billigere.
Nu er vi rejst videre mod Iguazu, men inden vi skal se paa vandfald, har vi taget et stop i den lille landsby San Ignacio. Her er der ruiner fra jesuitterne samt masser af smuk natur. Vi skulle have vaeret paa en smuttur til Paraguay i dag, da de et par endnu mere imponerende ruiner end dem i San Ignacio, men da baaden, der skulle have transporteret os over floden til Paraguay, var gaaet i stykker, maatte vi finde paa noget andet, saa i stedet lejede vi et par cykler og cyklede ud i en naerliggende nationalpark. Her var der helt utrolig flot udsigt over flod og skov, og da vi naermest er i troperne, er det et meget anderledes landskab og bevoksning, end vi har vaeret vant til fra Nordvestargentina. En smule historie, blev der ogsaa plads til, da resterne af Martin Bormans hus ligger midt i parken.
I morgen regner vi med at skulle se ruiner og paa matefabrik. Mate er argentinas nationaldrik - en urtete, der drikkes fra et saerligt krus til formaalet og med sugeroer. Det er et meget staerkt socialt ritual hernede ogsaa, og naermest alle unge eller voksne argentinere render rundt med deres matekrus og termokande. Saadan et krus, har der staaet i en vindueskarm hjemme paa Sdr. Villavej hele min barndom, og nu har jeg endelig set det i funktion, samt afproevet, at det er okay at drikke varm te gennem et sugeroer. Saa til slut en lille hilsen til far - hvis du savner mate, saa kan jeg stadig naa at koebe noget med hjem.
onsdag den 4. april 2012
ARGENTINA
Siden sidst er der sket en hel masse, saa I maa lige forberede jer paa en ordenlig smoere. For at tage det fra begyndelsen, saa drog vi for 10 dage siden paa tur til saltsletterne i Uyuni. Det var en 4 dages tur, og vi havde valgt at tage turen fra Tupiza, selvom det er naesten dobbelt saa dyrt som fra Uyuni, men til gengaeld skulle kvaliteten ogsaa vaere bedre, og man skulle se en del mere. Vi endte heldigvis i en jeep med et par, der havde et kamera, og de lovede os, at vi sagtens kunne dele billeder - saa var den del i hvert fald sikret.
Og for at starte med alt det gode, saa var sceneriet hele vejen FANTASTISK! Vi koerte igennem en kaempe nationalpark med den ene spejlblanke lagune efter den anden - foerst den groenne, saa den hvide, saa den roede. Alle steder med store flokke af flamingoer. Vi saa vulkaner og vilde vicuñaer, maerkelige klippeformationer og oede sletter. Vi badede i varme kilder og blev sandet til i knaldroedt sand. Alt i mens vi bumlede af sted i bilen til lyden af enten boliviansk pop eller 80'er hits. Lau konkluderede, at Bolivia er fantastisk uden mennesker, og det var bare helt utrolig smukt. Loreta og Brandon med kameraet udbroed ofte "this camera is AMAZING", saa vi glaedede os til at se billederne ogsaa, samtidig med at vi kunne nyde sceneriet nu uden at taenke for meget paa fotos. Stemningen i gruppen var god og solen skinnede.
Den sidste morgen, som var dagen, hvor vi skulle til saltsletterne, blev det hele dog en smule maerkeligt. Salten er lige nu for vaad, til at man kan koere inde paa midten, som er hovedruten, men vi havde faaet at vide, at vi ville koere ca. 25 km ind paa salten, saa vi skulle nok faa nok at se. Vi skulle af sted tidligt om morgenen og se solopgang, derefter til et salthotel og spise morgenmad og saa tilbage ud paa sletterne og bruge et par timer paa bare at vaere der. Efter solopgangen (hvor vi kun var naaet et par km ind paa sletten) virkede det dog paa vores guide og vores kok som om, at det var det hele, og vi nu ville spise morgenmad og saa koere ud igen. Vi sagde, at vi havde faaet noget andet at vide, baade af dem i dagene op til, og af turbureauet, da vi bookede turen. Deres argument var, at hvis de koerte tilbage til hotellet, for saa derefter at koere ud igen, ville de ikke have nok benzin til at koere tilbage til Tupiza. Det syntes vi, var meget maerkeligt, for der er masser af tankstationer i Uyuni, hvor de kunne tanke op, og eftersom vi har betalt en god slat penge for turen, skulle der nok vaere raad til, at vi koerte en del laengere. Desuden var tankene paa begge jeeps helt fulde, saa vi ville i hvert fald ikke blive fanget derinde. Vi maatte virkelig overtale dem til at fortsaette turen, og de blev ved med at komme med argumenter som "jamen det hele er bare salt, det ser ens ud" osv, uden tanke for, at vi alle er der for foerste gang, har betalt mange penge for turen, er rejst langt for at se det, har glaedet os osv. Naa men vi kom et par km laengere ind, og fik lov at vaere der et par timer, mens vores guider surmulede lidt. Vi noed sceneriet og stemningen var god, da vi vendte tilbage for at spise frokost, og derefter afslutte turen. De andre blev i Uyuni, men Lau og jeg skulle med tilbage til Tupiza. Vi skulle udfylde et evalueringsskema, som vores guide havde bedt os om kun at udfylde med topkarakterer, da han ellers ikke ville faa mere arbejde, men det havde vi ikke gjort, da servicen ikke havde vaeret specielt god, og isaer havde maden vaeret mangelfuld - en aften havde de glemt, at vi var meldt til som vegetarer, saa der havde naesten ikke vaeret noget mad, og to ud af tre aftener, havde folk stadig vaeret sultne, naar de sidste fade var toemt. Desuden kunne vi se, hvad de andre grupper fik serveret, og det saa noget bedre ud (alle betalte samme pris). Altsaa havde vi kun givet en middelkarakter, men ogsaa en forklaring. Da vores chauffoer saa dette, stoppede han bilen og begyndte at spoerge til, hvorfor vi ikke havde givet ti det ene og det andet sted. Han spurgte ogsaa, om maden havde vaeret daarlig, og vi svarede ham med samme forklaring som vi havde givet i skemaet. Til dette svarede han kun "nej nej, det er MEGET skidt, at I ikke har givet mere", jeg fortalte igen hvorfor, men grunden interesserede ham slet ikke, det gik kun ud paa, at der ikke stod 10 i alle felter. Derefter tog han sin seddel frem og sagde, at der jo forresten ikke stod noget om, at vi skulle tilbage til Tupiza. Jeg sagde, at det havde vi altsaa booket hos bureauet, og vi havde ogsaa fortalt ham det allerede den foerste dag, hvor det ikke var et problem. Han svarede, at han ikke behoevede at koere nogen tilbage, naar det ikke stod i hans papirer, og at chauffoererne normalt efterlod folk i Uyuni. Heldigvis havde jeg vores kvittering, hvor der stod "retorno" under bemaerkninger, og da han saa den, maatte han jo give efter, og saa havde vi ellers 6 timer tilbage til Tupiza. Hvilken fest.
Da vi kom tilbage, spiste vi en stor pizza og delte en oel mens vi fik luft for vores frustrationer over Bolivia (der er mere, men det vil jeg ikke traette jer med nu), og vi blev enige om at droppe Tarija og tage direkte til Argentina. Vi satte kursen mod graensen og kom efter bolivianske standarder naesten smertefrit dertil ("service! asfalt! service! asfalt!" som Lau sang paa vejen). Derefter var der 4 timers koe til paskontrollen, en bustur med politikontrol og andre forsinkelser men efter 12 timer paa vejen var vi i Tilcara, en lille argentinsk by.
For lige at runde Bolivia af, saa er vi ret sikre paa, at vi simpelthen har vaeret utrolig uheldige. Vi har haft rigtig mange dejlige oplevelser, men vi har vaeret rigtig uheldige med de mennesker vi har stoedt paa. Det har vaeret anstrengende naesten aldrig at moede venlighed og i bedste fald at skulle forvente ligegyldighed. Det har slet ikke levet op til det billede, jeg havde faaet tegnet i hovedet, efter at have hoert rejsehistorier fra andre, der havde rost Bolivia til skyerne, saa vi er sikre paa, at alle de soede mennesker sikkert er et sted derude, vi har bare ikke moedt dem. Men nu er vi i Argentina, og det er en helt anden historie..
Vi kom som sagt til Tilcara, og var smaddersultne efter den lange tur. Kl var 22, men det er slet ikke sent efter Argentinsk standard, saa der var heldigvis masser af muligheder, og vi ville ogsaa gerne fejre, at vi endelig var kommet frem, saa vi endte paa en lokal peña, hvor vi spiste stegt gedekid og drak oel, mens der blev spillet argentinsk folkemusik til den store guldmedalje. Aftenens stjerne var den ca. 12-aarige trommeslager, der, trods hans ringe stoerrelse, sagtens kunne spille op til de store maend ved hans side. Efter et par numre gik alle de gamle maend paa dansegulvet og fyrede op for nogle trin, der kan faa de fleste danske maend til at krumme taer og kvinder til at sukke. Vi noed det og kunne naesten ikke lade vaere med at grine, fordi forandringen var saa stor - det var virkelig en lettelse, at vaere et sted, hvor folk var glade. Tilcara viste sig at vaere en skoen lille landsby, og vi noed et par dage med vandreture og vin.
I gaar rejste vi videre sydpaa, foerst med stop i Purmamarca for at se "bjerget med de syv farver" - en fantastisk frokostudsigt. Derefter gik turen til Jujuy, hvor vi tilbragte natten og nu er vi saa i Salta, som vi haaber paa kan forsyne os med et nyt kamera. Vi er tomlet hele vejen fra Tilcara, og jeg kan berolige eventuelle nervoese slaegtninge med, at det er ret normalt i Argentina og meget nemt. Vi har indtil nu hoejst ventet i 25 minutter, og vi har kun moedt soede og hjaelpsomme mennesker. Transport i Argentina er dyrt, saa det er ogsaa en dejlig maade at spare penge paa, saa vi har lidt ekstra til de lange busture. Naar vi er faerdige med Salta, saetter vi kursen mod Cafayate og drikker vin, og derefter skal vi hele vejen til Iguazu - maaske med nogle stop undervejs.
Vi har det godt, og den stoerste fare ved Argentina lige nu er nok, at vi kommer hjem et par kilo tungere..
Og for at starte med alt det gode, saa var sceneriet hele vejen FANTASTISK! Vi koerte igennem en kaempe nationalpark med den ene spejlblanke lagune efter den anden - foerst den groenne, saa den hvide, saa den roede. Alle steder med store flokke af flamingoer. Vi saa vulkaner og vilde vicuñaer, maerkelige klippeformationer og oede sletter. Vi badede i varme kilder og blev sandet til i knaldroedt sand. Alt i mens vi bumlede af sted i bilen til lyden af enten boliviansk pop eller 80'er hits. Lau konkluderede, at Bolivia er fantastisk uden mennesker, og det var bare helt utrolig smukt. Loreta og Brandon med kameraet udbroed ofte "this camera is AMAZING", saa vi glaedede os til at se billederne ogsaa, samtidig med at vi kunne nyde sceneriet nu uden at taenke for meget paa fotos. Stemningen i gruppen var god og solen skinnede.
Den sidste morgen, som var dagen, hvor vi skulle til saltsletterne, blev det hele dog en smule maerkeligt. Salten er lige nu for vaad, til at man kan koere inde paa midten, som er hovedruten, men vi havde faaet at vide, at vi ville koere ca. 25 km ind paa salten, saa vi skulle nok faa nok at se. Vi skulle af sted tidligt om morgenen og se solopgang, derefter til et salthotel og spise morgenmad og saa tilbage ud paa sletterne og bruge et par timer paa bare at vaere der. Efter solopgangen (hvor vi kun var naaet et par km ind paa sletten) virkede det dog paa vores guide og vores kok som om, at det var det hele, og vi nu ville spise morgenmad og saa koere ud igen. Vi sagde, at vi havde faaet noget andet at vide, baade af dem i dagene op til, og af turbureauet, da vi bookede turen. Deres argument var, at hvis de koerte tilbage til hotellet, for saa derefter at koere ud igen, ville de ikke have nok benzin til at koere tilbage til Tupiza. Det syntes vi, var meget maerkeligt, for der er masser af tankstationer i Uyuni, hvor de kunne tanke op, og eftersom vi har betalt en god slat penge for turen, skulle der nok vaere raad til, at vi koerte en del laengere. Desuden var tankene paa begge jeeps helt fulde, saa vi ville i hvert fald ikke blive fanget derinde. Vi maatte virkelig overtale dem til at fortsaette turen, og de blev ved med at komme med argumenter som "jamen det hele er bare salt, det ser ens ud" osv, uden tanke for, at vi alle er der for foerste gang, har betalt mange penge for turen, er rejst langt for at se det, har glaedet os osv. Naa men vi kom et par km laengere ind, og fik lov at vaere der et par timer, mens vores guider surmulede lidt. Vi noed sceneriet og stemningen var god, da vi vendte tilbage for at spise frokost, og derefter afslutte turen. De andre blev i Uyuni, men Lau og jeg skulle med tilbage til Tupiza. Vi skulle udfylde et evalueringsskema, som vores guide havde bedt os om kun at udfylde med topkarakterer, da han ellers ikke ville faa mere arbejde, men det havde vi ikke gjort, da servicen ikke havde vaeret specielt god, og isaer havde maden vaeret mangelfuld - en aften havde de glemt, at vi var meldt til som vegetarer, saa der havde naesten ikke vaeret noget mad, og to ud af tre aftener, havde folk stadig vaeret sultne, naar de sidste fade var toemt. Desuden kunne vi se, hvad de andre grupper fik serveret, og det saa noget bedre ud (alle betalte samme pris). Altsaa havde vi kun givet en middelkarakter, men ogsaa en forklaring. Da vores chauffoer saa dette, stoppede han bilen og begyndte at spoerge til, hvorfor vi ikke havde givet ti det ene og det andet sted. Han spurgte ogsaa, om maden havde vaeret daarlig, og vi svarede ham med samme forklaring som vi havde givet i skemaet. Til dette svarede han kun "nej nej, det er MEGET skidt, at I ikke har givet mere", jeg fortalte igen hvorfor, men grunden interesserede ham slet ikke, det gik kun ud paa, at der ikke stod 10 i alle felter. Derefter tog han sin seddel frem og sagde, at der jo forresten ikke stod noget om, at vi skulle tilbage til Tupiza. Jeg sagde, at det havde vi altsaa booket hos bureauet, og vi havde ogsaa fortalt ham det allerede den foerste dag, hvor det ikke var et problem. Han svarede, at han ikke behoevede at koere nogen tilbage, naar det ikke stod i hans papirer, og at chauffoererne normalt efterlod folk i Uyuni. Heldigvis havde jeg vores kvittering, hvor der stod "retorno" under bemaerkninger, og da han saa den, maatte han jo give efter, og saa havde vi ellers 6 timer tilbage til Tupiza. Hvilken fest.
Da vi kom tilbage, spiste vi en stor pizza og delte en oel mens vi fik luft for vores frustrationer over Bolivia (der er mere, men det vil jeg ikke traette jer med nu), og vi blev enige om at droppe Tarija og tage direkte til Argentina. Vi satte kursen mod graensen og kom efter bolivianske standarder naesten smertefrit dertil ("service! asfalt! service! asfalt!" som Lau sang paa vejen). Derefter var der 4 timers koe til paskontrollen, en bustur med politikontrol og andre forsinkelser men efter 12 timer paa vejen var vi i Tilcara, en lille argentinsk by.
For lige at runde Bolivia af, saa er vi ret sikre paa, at vi simpelthen har vaeret utrolig uheldige. Vi har haft rigtig mange dejlige oplevelser, men vi har vaeret rigtig uheldige med de mennesker vi har stoedt paa. Det har vaeret anstrengende naesten aldrig at moede venlighed og i bedste fald at skulle forvente ligegyldighed. Det har slet ikke levet op til det billede, jeg havde faaet tegnet i hovedet, efter at have hoert rejsehistorier fra andre, der havde rost Bolivia til skyerne, saa vi er sikre paa, at alle de soede mennesker sikkert er et sted derude, vi har bare ikke moedt dem. Men nu er vi i Argentina, og det er en helt anden historie..
Vi kom som sagt til Tilcara, og var smaddersultne efter den lange tur. Kl var 22, men det er slet ikke sent efter Argentinsk standard, saa der var heldigvis masser af muligheder, og vi ville ogsaa gerne fejre, at vi endelig var kommet frem, saa vi endte paa en lokal peña, hvor vi spiste stegt gedekid og drak oel, mens der blev spillet argentinsk folkemusik til den store guldmedalje. Aftenens stjerne var den ca. 12-aarige trommeslager, der, trods hans ringe stoerrelse, sagtens kunne spille op til de store maend ved hans side. Efter et par numre gik alle de gamle maend paa dansegulvet og fyrede op for nogle trin, der kan faa de fleste danske maend til at krumme taer og kvinder til at sukke. Vi noed det og kunne naesten ikke lade vaere med at grine, fordi forandringen var saa stor - det var virkelig en lettelse, at vaere et sted, hvor folk var glade. Tilcara viste sig at vaere en skoen lille landsby, og vi noed et par dage med vandreture og vin.
I gaar rejste vi videre sydpaa, foerst med stop i Purmamarca for at se "bjerget med de syv farver" - en fantastisk frokostudsigt. Derefter gik turen til Jujuy, hvor vi tilbragte natten og nu er vi saa i Salta, som vi haaber paa kan forsyne os med et nyt kamera. Vi er tomlet hele vejen fra Tilcara, og jeg kan berolige eventuelle nervoese slaegtninge med, at det er ret normalt i Argentina og meget nemt. Vi har indtil nu hoejst ventet i 25 minutter, og vi har kun moedt soede og hjaelpsomme mennesker. Transport i Argentina er dyrt, saa det er ogsaa en dejlig maade at spare penge paa, saa vi har lidt ekstra til de lange busture. Naar vi er faerdige med Salta, saetter vi kursen mod Cafayate og drikker vin, og derefter skal vi hele vejen til Iguazu - maaske med nogle stop undervejs.
Vi har det godt, og den stoerste fare ved Argentina lige nu er nok, at vi kommer hjem et par kilo tungere..
Abonner på:
Kommentarer (Atom)