Siden San Ignacio har vi oplevet alt for meget til at saette det under samme overskrift, saa her kommer lige tre dele.
Vi havde nogle rigtig dejlige dage i Puerto Iguazu, hvor hoejdepunktet selvfoelgelig var at besoege nationalparken og vandfaldene. Da vi satte os i bussen, der koerer fra Puerto Iguazu til Las Cataratas (vandfaldene) som de hedder lokalt, sagde Lau, at han havde det lidt som et barn, der var paa vej i forlystelsespark, og den stemning var faktisk gaeldende for hele dagen. Parque Nacional de Iguazu er det mest organiserede sted vi har vaeret i Sydamerika og det var faktisk helt maerkeligt at vaere et sted, hvor der var saa god styr paa tingene. Vi ankom med en af de foerste busser om morgenen, og efter at have ventet paa at de 20 kasser aabnede, saa vi kunne koebe indgangsbillet, stroeg vi igennem lugerne, og vi kunne prale af at vaere de allerfoerste i parken, og vi noed de faa minutter, hvor der ingen andre mennesker var.
Vi startede besoeget med at gaa en af de lidt afsides stier, hvor der er god mulighed for at se dyreliv, da der ikke er saa meget larm fra mennesker. Vi gik naesten alene paa stien, og naaede som de foerste ud til et lille vandfald med bademulighed og fik en hurtig dukkert i meget koldt vand. Vi fik ogsaa set en masse aber, fugle, store edderkopper og myrer samt et lille marsvineagtigt dyr, der vist nok hedder aguti eller noget i den retning. Der var meget fredeligt paa stien, og vi taenkte "er der virkelig 2 millioner besoegende om aaret - det virker ikke saadan", men saa snart vi kom ind paa de stoerre stier i parken aendrede billedet sig, og vi var tilbage i forlystelsesparken.
Alle parkens stier er enten asfalterede, belagt med sten eller bygget som broer hen over skovbunden. Der er skiltning over alt, og pile viser vej til de naermeste vandfald eller indikerer, hvilken vej, du nu skal foelge. Og for at saette prikken over iet, er der et lille tog, der kan koere dig fra indgangen og til de forskellige vandfald.
Det er det mest turistede sted, vi har vaeret, og det var underligt, at staa i koe for at faa taget et billede af vandfaldene eller for bare at faa et godt udsigtspunkt, men vi var heldige, at der ikke var saa mange mennesker igen, og heldigvis var vi paa egen haand og ikke med en ivrig guide og 20 andre mennesker.
Vi maa ogsaa indroemme, at vi godt forstaar, hvorfor de andre mennesker, var taget derud, for der var helt fantastisk smukt. Vi startede med de mindste vandfald, og arbejdede os derefter gennem parken og det ene smukke vandfald efter det andet, ind til vi som det sidste saa "Garganta del Diablo" - Djaevelens gab. Allerede paa stien derud kunne man hoere larmen fra vandmasserne, og snart kunne man ogsaa ane, hvor vandfaldet begyndte, men man skal helt taet paa, foer man ser, hvor stort det egentlig er. Og det er STORT! Vi havde set det paa afstand, og jeg taenkte, hvor meget anderledes, det mon ville blive at komme taet paa, men jeg maa sige, at al min tvivl blev gjort til skamme, for det var fuldstaendig overvaeldende at staa og kigge ned i de enorme vandmasser, der fossede ud over kanten uafbrudt. Vi blev noedt til at blive der et stykke tid og bare se og se og se...
Vi brugte 8 timer paa den argentinske side, og da vi sad hjem i bussen var det igen med "kender du den der foelelse, naar man har vaeret i Faarup sommerland hele dagen?" i kroppen, og vi tog en hel dag til at slappe af i solen og lave ingenting, inden vi tog til den brasilianske side. Vi havde hoert en del forskellige meninger om den brasilianske side i forhold til den argentinske, men vi ville se den, nu vi var saa taet paa, og selvom vi foerst var lidt skeptiske, da entreprisen er naesten den samme selvom der kun er en sti, man kan gaa gratis (alle de andre stier koster lige 300 kr oveni), saa blev vi slet ikke skuffede. For udsigten fra Brasilien var fantastisk - vi kunne se vandfald saa langt oejet rakte, og der var endda vandfald, vi ikke kunne se fra Argentina. Derudover var der bygget en bro ud i vandet, saa man kunne komme helt taet paa Garganta del Diablo og andre store vandfald, og det var saa smukt saa smukt...
Vi havde fire dage med solskin og godt humoer i Puerto Iguazu, og da vi satte os i bussen torsdag aften mod Buenos Aires, begyndte det at regne, saa vi var glade for, at vi ikke skulle andet end at drikke roedvin og champagne i bussen..
...
Nu er vi saa i Buenos Aires, hvor vi bor midt inde i centrum. Her larmer en smule, men det er dejlig bekvemt i forhold til at se alle de forskellige kvarterer rundt om i byen. Loerdag moedtes vi med Maartje og Joke, som jeg arbejdede med i Arequipa, og det var rigtig hyggeligt at se dem igen. De har vaeret i BA i et par uger, og kunne fortaelle om, hvordan her er rigtig mange lomme- og tricktyverier. Vi fik set et eksempel, da vi skulle med Subte - undergrundsbanen, og et par piger med rygsaekke paa var blevet dekoreret med "duelort". Tricket er saa, at der kommer en, for at hjaelpe dig med at toerre det af, samtidig med at en anden snupper de ting, du ikke lige holder oeje med. Pigerne her, havde heldigvis ikke faaet taget noget, og vi gav dem en advarsel om at passe godt paa, steg paa det naeste tog, steg af igen og 3 minutter senere, var Laus penge vaek.
Heldigvis havde han pungen til at sidde fast i bukserne, men det var alligevel lykkedes dem at faa pungen op, lynet lynlaasen op og fisket pengene ud paa ca 10 sekunder. Endnu heldigere var det, at en pige paa trappen fandt hans dankort, der var roeget ud sammen med pengene, og afleverede det tilbage. Det var et grimt chok, men heldigvis havde han ikke haft saa mange kontanter paa sig, og dankortet havde de jo ikke faaet fat i, saa han kunne haeve penge til aftenen saa snart, vi var i Palermo.
Det var derfor noget af et chok, da vi i gaar ville haeve igen paa vej til marked i San Telmo. Der kom nemlig ingen penge ud af maskinen. I stedet kom der en besked om at "du ikke har nok penge paa din konto til at udfoere denne handling". Hjertet floej op i halsen paa os begge to, og vi taenkte, at det simpelthen var loegn - de havde ikke kunnet naa at faa kortoplysningerne fra kortet saa hurtigt, for derefter bare at smide det fra sig. Vi skyndte os tilbage til hotellet for at faa spaerret kortet, men deres telefon virkede ikke uden for Argentina, saa vi matte ud og finde en internetcafe at ringe fra, men da det var soendag, var de foerste fire vi kom til lukkede, og dermed naaede vi foerst frem efter bankernes lukketid i Danmark. Lau fik dog ringet til PBS med nerverne paa hoejkant, og skyndte sig at faa kortet spaerret, selvom bankmanden var lidt mere rolig end Lau. Han kunne nemlig fortaelle, at Lau dagen inden havde haevet kl. 00.06 dansk tid, og derfor, med endnu et forsoeg paa at haeve 1000 pesos, havde overskredet graensen for, hvor meget han kunne haeve.
Det var virkelig en lettelse, men efter at have vaeret mere end bare nervoese i over en time, tog det os noget tid at falde til ro igen. Det hjalp heldigvis at se tango paa gaden og spise "picadas" paa en lille cafe. Og i dag har Lau snakket med banken, og det var heldigvis bare en slem forskraekkelse.
...
I Buenos Aires er priserne hoejere og temperaturen lavere, saa paa den maade kan det maaske goere overgangen til danske vilkaar lidt blidere. Det er meget maerkeligt, at jeg om under 48 timer sidder i et fly paa vej til den anden side af jorden - paa vej hjem. Det er ligesaa underligt at skulle hjem efter saa lang tid ude, som dengang jeg skulle af sted, og ikke havde den fjerneste anelse om, hvad der ventede mig. Det har bestemt ikke vaeret skuffende - jeg er kommet til at holde meget af Sydamerika, og egentlig foeler jeg ikke, at jeg er saa langt vaek. Naar man er vaek saa laenge, saa begynder man at foele sig hjemme, og det naaede jeg helt bestemt til i Peru. Syv en halv maaned er lang tid, og jeg kan godt slutte fred med, at jeg nu skal hjem, men selvom jeg nu naermest kan taelle timer, foeles Danmark stadig langt langt vaek. Jeg tror ikke helt, jeg indser, hvor meget, der egentlig er sket hernede, foer jeg kommer hjem og faar tid til at lade det hele falde paa plads.
Det er lige til at blive roerstroemsk af at sidde og taenke tilbage paa det hele, og det egner sig ikke saa godt til en netcafe. Heldigvis er der stadig to dage tilbage, hvor jeg kan lytte til spansk, spise boeffer og fantastisk is, mens Buenos Aires' efteraarssol kigger frem engang imellem. Dagene er ved at blive maerkbart kortere hernede, saa det er nok det rigtige tidspunkt at vende hjem paa.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar