Denne weekend har jeg vaeret i Coporaque, som er en af de landsbyer, vi har projekter i, sammen med fem andre volontoerer, og det var en blandet oplevelse. Vi boede hos en lokal familie "la Chocolate", hvilket var helt fantastisk. De var saa soede og gaestfri, og det var utrolig naturligt at bo hos dem. Det foeltes ikke, som om vi var en flok turister, der bare kom forbi, nej vi foelte os utrolig velkomne, og de var ogsaa meget interesserede i at dele deres kultur og historie med os. Alle maaltider blev indtaget sammen med hele familien, og soendag hjalp Arran og jeg moderen med at lave frokost, og hun laerte os at lave quinoa paa peruansk. Familien bestod af far Chocolate, mor Rocio, Christian paa 16, Antonella 11, Shamira 7 og Ruhbit paa 3. Christian var noget teenagegenert, men de tre piger var saa soede og charmerende, og de vandt mit hjerte med det samme. Fredag da vi ankom slappede vi af i et par timer pga af hoejden (3600 m), og derefter tog vi med Chocolate og Antonella ned til nogle varme kilder i naerheden og det var ren terapi, selvom stedet bar praeg af at blive brugt som badekar af den lokale befokning. Loerdag var vi paa en 5 timers vandretur rundt om Cooraque, der ligger i Colca Canyon, men et stykke fra de turistede steder som fx Cruz del Condor. Coporaque har dog andet at byde paa, nemlig nogle aeldgamle grave fra da spanierne invaderede Peru og slog den lokale befolkning ihjel. Og saa er der ogsaa nogle praeinkalandsby kalde Uyo Uyo. Chocolate var en vildt god guide og selvom turen var noget haard pga af hoejden - vi bevaegede os stoet op ad, saa noed jeg turen. I Coporaque bruger de stadig inkaernes terrasser til at dyrke jorden, saa vi moedtes med resten af familien til frokost paa deres terrasse. Efter vandreturen var vi godt traette, saa vi noed, at Rocio lige miksede os et par piscococktails med kaktusfrugt. Over cocktailene laerte vi lidt quecha, som var baade Rocios og Chocolates modersmaal - de laerte spansk i skolen. Vi spurgte til hans kaelenavn Chocolate, fordi han fortalte, at det var det, alle kendte ham som, med et smil. Historien bag var dog noget mere trist, da det var fordi han plejede at arbejde i minen, og de kaldte dynamitten for "chocolate", fordi det var ligesom chokoladebarer. Jeg synes, det var helt fantastisk at bo hos familien, og jeg skal helt sikkert tilbage og besoege dem.
Soendag var ikke en helt saa god dag. Hver soendag har Intiwawa 5 timer med de lokale boern, hvor der bliver afholdt engelsktimer, computerundervisning, leg og spisning. Det er en af de peruanske frivillige, der ogsaa er vicepraesident i Intiwawa, der staar for projektet i Coporaque, og han skuffede mig helt utrolig meget. For det foerste kom han en halv time for sent, som vi kunne bruge paa at staa og vente sammen med 15 utaalmodige boern, da han saa endelig kom havde han ingen noegle, og vi maatte flytte undervisningen. Alt i alt var det bare et stort rod. Han proevede ikke paa noget tidspunkt at kommunikere med os, saa i computertimen sad vi 3 volontoerer og kiggede paa, at han koerte sit show, uden at vaerdige os et blik. Men det var ikke det, der virkelig oproerte mig. Om tre uger har Intiwawa en stor kongress med boernene fra de tre landsbyer, vi arbejder i. Det er den eneste gang paa aaret alle boernene moedes, og for de fleste af boernene er det ogsaa den eneste gang paa aaret, de rejser. Derfor er alle boernene naturligvis enormt spaendte, og vi er lige nu igang med en masse praktisk, der i blandt at uddele tilmeldingsskemaer til boernene. Til kongressen skal boernene fra de tre landsbyer optraede med en dans fra deres omraade, og det brugte de 20 min paa inden maden. Pludselig ser vi en af drengene sidde og graede, og vi spoerger ham, hvad der er galt. Edwin, den peruanske volontoer, har aabenbart taget hans tilmeldingsskema, fordi han ikke vil vaere med i dansen. Det synes vi, er noget drastisk, og to af os gaar ind for at snakke med Edwin. Han er dog ikke saerlig snakkesalig, og svarer blot, at saadan er livet, og det er vigtigt, at boernene laerer disciplin. Jeg fortalte ham, at jeg ikke syntes, det var disciplin, men udelukkende straf, og at han da i det mindste kunne tale med drengen. Han sagde, at hvis et barn ikke ville deltage, kunne det ikke komme med. Efter at have forklaret ham, at han nok bare var genert, og om det ikke var muligt, at finde en anden rolle til ham, endte han med at sige, at han ville taenke over det, men han gjorde fortsat ingenting, og paa det tidspunkt havde Rafael graedt i over en halv time. Da vi gik tilbage til Rafael, fandt vi ud af, at grunden ikke var, at han ikke ville danse, men at han ikke havde det rigtige toej til dansen, kun det rigtige toej til at holde flaget, men den rolle var gaaet til en anden. Det var saa trist, at han skulle vaere saa ulykkelig, og at han blev behandlet saa uretfaerdigt. Vi proevede at troeste ham og sige, at Intiwawa nok skulle finde toej til ham, og at vi skulle soerge for, at han kom med, men han var utroestelig. Han var saa ked af det, at han ikke ville spise sammen med de andre boern (der for laengst var begyndt at kalde ham tudefjaes o.lign), saa heldigvis tilboed koekkendamen, at han kunne spise i koekkenet. Under middagen forklarede Edwin de andre boern situationen, og sagde endnu gang at ville man ikke deltage, kunne man ikke komme med, og at det i sidste ende var deres eget valg, hvorvidt de ville med eller ej. Derefter legede han demokrat ved at goere spoergsmaalet til en gruppebeslutning med sporgsmaal som "er det godt eller skidt ikke at hoere efter?" "skidt" svarede boernene i kor. "Er det godt eller skidt ikke at ville deltage?", "Er det godt eller skidt at komme til Intiwawas program hver soendag?" og saa videre, og til sidst sagde han, at alle, der ville have Rafael med, skulle raekke haanden op. Heldigvis rakte de fleste af boernene haanden op, og med seks stemmer fra vores side hjalp vi godt til med at traekke beslutningen til den rigtige side. Derefter skulle boernene kalde paa ham i kor, og stakkels Rafael kom graedende ud fra koekkenet og fik et kaempe knus af Edwin. Det var saa forfaerdeligt at se paa, det var ren ydmygelse af drengen, og vi var alle enige om, at vi skulle bringe situationen op paa vores naeste moede. Jeg er saa skuffet over, at en af Intiwawas volontoerer opfoerer sig paa den her maade. Havde han vaeret skolelaerer eller lignende ville jeg blive mindre overrasket, da jeg ikke regner med, at boerneopdragelse i Peru ligner den i Danmark, men det er jo netop det, man skal hjaelpe med som organisation, eller det troede jeg i hvert fald. Jeg havde virkelig ikke regnet med, at man som volontoer i Intiwawa havde saadan en indstilling til boern, og det er virkelig utrolig skuffende.
I gaar havde vi saa moede med Edwin, men det hjalp ingenting. Han mener ikke, at han paa nogen maade har gjort noget forkert i situationen med Edwin, og inden moedet, da en af de andre volontoerer Julie, konfronterede ham med sagen igen, svarede han, at han var vicepraesident i Intiwawa, saa han kunne goere, som han ville - det var hans beslutning. Jeg overvejer meget kraftigt at finde noget andet at lave hernede, for jeg har virkelig ikke lyst til at arbejde for en organisation, hvor tingene foregaar paa denne maade.
Jeg er ogsaa skuffet over vores koordinator for de frivillige, der, selvom han bor i huset og var her i gaar, ikke havde tid til at deltage i vores moede. Saa ja, lige nu er jeg noget splittet, da jeg synes det er trist at skulle forlade boernene, og ogsaa synes, at projekterne virkelig har sin ret, men samtidig slet ikke har lyst til at skulle samarbejde med folk som Edwin, og dermed give mit samtykke til, at saadan nogle ting sker igen.
For lige at afslutte med noget helt andet, saa har der vaeret et 4,5 jordskaelv taet paa Arequipa her til morgen, og jeg var selvfoelgelig den eneste i huset, der slet ikke lagde maerke til det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar