Siden San Ignacio har vi oplevet alt for meget til at saette det under samme overskrift, saa her kommer lige tre dele.
Vi havde nogle rigtig dejlige dage i Puerto Iguazu, hvor hoejdepunktet selvfoelgelig var at besoege nationalparken og vandfaldene. Da vi satte os i bussen, der koerer fra Puerto Iguazu til Las Cataratas (vandfaldene) som de hedder lokalt, sagde Lau, at han havde det lidt som et barn, der var paa vej i forlystelsespark, og den stemning var faktisk gaeldende for hele dagen. Parque Nacional de Iguazu er det mest organiserede sted vi har vaeret i Sydamerika og det var faktisk helt maerkeligt at vaere et sted, hvor der var saa god styr paa tingene. Vi ankom med en af de foerste busser om morgenen, og efter at have ventet paa at de 20 kasser aabnede, saa vi kunne koebe indgangsbillet, stroeg vi igennem lugerne, og vi kunne prale af at vaere de allerfoerste i parken, og vi noed de faa minutter, hvor der ingen andre mennesker var.
Vi startede besoeget med at gaa en af de lidt afsides stier, hvor der er god mulighed for at se dyreliv, da der ikke er saa meget larm fra mennesker. Vi gik naesten alene paa stien, og naaede som de foerste ud til et lille vandfald med bademulighed og fik en hurtig dukkert i meget koldt vand. Vi fik ogsaa set en masse aber, fugle, store edderkopper og myrer samt et lille marsvineagtigt dyr, der vist nok hedder aguti eller noget i den retning. Der var meget fredeligt paa stien, og vi taenkte "er der virkelig 2 millioner besoegende om aaret - det virker ikke saadan", men saa snart vi kom ind paa de stoerre stier i parken aendrede billedet sig, og vi var tilbage i forlystelsesparken.
Alle parkens stier er enten asfalterede, belagt med sten eller bygget som broer hen over skovbunden. Der er skiltning over alt, og pile viser vej til de naermeste vandfald eller indikerer, hvilken vej, du nu skal foelge. Og for at saette prikken over iet, er der et lille tog, der kan koere dig fra indgangen og til de forskellige vandfald.
Det er det mest turistede sted, vi har vaeret, og det var underligt, at staa i koe for at faa taget et billede af vandfaldene eller for bare at faa et godt udsigtspunkt, men vi var heldige, at der ikke var saa mange mennesker igen, og heldigvis var vi paa egen haand og ikke med en ivrig guide og 20 andre mennesker.
Vi maa ogsaa indroemme, at vi godt forstaar, hvorfor de andre mennesker, var taget derud, for der var helt fantastisk smukt. Vi startede med de mindste vandfald, og arbejdede os derefter gennem parken og det ene smukke vandfald efter det andet, ind til vi som det sidste saa "Garganta del Diablo" - Djaevelens gab. Allerede paa stien derud kunne man hoere larmen fra vandmasserne, og snart kunne man ogsaa ane, hvor vandfaldet begyndte, men man skal helt taet paa, foer man ser, hvor stort det egentlig er. Og det er STORT! Vi havde set det paa afstand, og jeg taenkte, hvor meget anderledes, det mon ville blive at komme taet paa, men jeg maa sige, at al min tvivl blev gjort til skamme, for det var fuldstaendig overvaeldende at staa og kigge ned i de enorme vandmasser, der fossede ud over kanten uafbrudt. Vi blev noedt til at blive der et stykke tid og bare se og se og se...
Vi brugte 8 timer paa den argentinske side, og da vi sad hjem i bussen var det igen med "kender du den der foelelse, naar man har vaeret i Faarup sommerland hele dagen?" i kroppen, og vi tog en hel dag til at slappe af i solen og lave ingenting, inden vi tog til den brasilianske side. Vi havde hoert en del forskellige meninger om den brasilianske side i forhold til den argentinske, men vi ville se den, nu vi var saa taet paa, og selvom vi foerst var lidt skeptiske, da entreprisen er naesten den samme selvom der kun er en sti, man kan gaa gratis (alle de andre stier koster lige 300 kr oveni), saa blev vi slet ikke skuffede. For udsigten fra Brasilien var fantastisk - vi kunne se vandfald saa langt oejet rakte, og der var endda vandfald, vi ikke kunne se fra Argentina. Derudover var der bygget en bro ud i vandet, saa man kunne komme helt taet paa Garganta del Diablo og andre store vandfald, og det var saa smukt saa smukt...
Vi havde fire dage med solskin og godt humoer i Puerto Iguazu, og da vi satte os i bussen torsdag aften mod Buenos Aires, begyndte det at regne, saa vi var glade for, at vi ikke skulle andet end at drikke roedvin og champagne i bussen..
...
Nu er vi saa i Buenos Aires, hvor vi bor midt inde i centrum. Her larmer en smule, men det er dejlig bekvemt i forhold til at se alle de forskellige kvarterer rundt om i byen. Loerdag moedtes vi med Maartje og Joke, som jeg arbejdede med i Arequipa, og det var rigtig hyggeligt at se dem igen. De har vaeret i BA i et par uger, og kunne fortaelle om, hvordan her er rigtig mange lomme- og tricktyverier. Vi fik set et eksempel, da vi skulle med Subte - undergrundsbanen, og et par piger med rygsaekke paa var blevet dekoreret med "duelort". Tricket er saa, at der kommer en, for at hjaelpe dig med at toerre det af, samtidig med at en anden snupper de ting, du ikke lige holder oeje med. Pigerne her, havde heldigvis ikke faaet taget noget, og vi gav dem en advarsel om at passe godt paa, steg paa det naeste tog, steg af igen og 3 minutter senere, var Laus penge vaek.
Heldigvis havde han pungen til at sidde fast i bukserne, men det var alligevel lykkedes dem at faa pungen op, lynet lynlaasen op og fisket pengene ud paa ca 10 sekunder. Endnu heldigere var det, at en pige paa trappen fandt hans dankort, der var roeget ud sammen med pengene, og afleverede det tilbage. Det var et grimt chok, men heldigvis havde han ikke haft saa mange kontanter paa sig, og dankortet havde de jo ikke faaet fat i, saa han kunne haeve penge til aftenen saa snart, vi var i Palermo.
Det var derfor noget af et chok, da vi i gaar ville haeve igen paa vej til marked i San Telmo. Der kom nemlig ingen penge ud af maskinen. I stedet kom der en besked om at "du ikke har nok penge paa din konto til at udfoere denne handling". Hjertet floej op i halsen paa os begge to, og vi taenkte, at det simpelthen var loegn - de havde ikke kunnet naa at faa kortoplysningerne fra kortet saa hurtigt, for derefter bare at smide det fra sig. Vi skyndte os tilbage til hotellet for at faa spaerret kortet, men deres telefon virkede ikke uden for Argentina, saa vi matte ud og finde en internetcafe at ringe fra, men da det var soendag, var de foerste fire vi kom til lukkede, og dermed naaede vi foerst frem efter bankernes lukketid i Danmark. Lau fik dog ringet til PBS med nerverne paa hoejkant, og skyndte sig at faa kortet spaerret, selvom bankmanden var lidt mere rolig end Lau. Han kunne nemlig fortaelle, at Lau dagen inden havde haevet kl. 00.06 dansk tid, og derfor, med endnu et forsoeg paa at haeve 1000 pesos, havde overskredet graensen for, hvor meget han kunne haeve.
Det var virkelig en lettelse, men efter at have vaeret mere end bare nervoese i over en time, tog det os noget tid at falde til ro igen. Det hjalp heldigvis at se tango paa gaden og spise "picadas" paa en lille cafe. Og i dag har Lau snakket med banken, og det var heldigvis bare en slem forskraekkelse.
...
I Buenos Aires er priserne hoejere og temperaturen lavere, saa paa den maade kan det maaske goere overgangen til danske vilkaar lidt blidere. Det er meget maerkeligt, at jeg om under 48 timer sidder i et fly paa vej til den anden side af jorden - paa vej hjem. Det er ligesaa underligt at skulle hjem efter saa lang tid ude, som dengang jeg skulle af sted, og ikke havde den fjerneste anelse om, hvad der ventede mig. Det har bestemt ikke vaeret skuffende - jeg er kommet til at holde meget af Sydamerika, og egentlig foeler jeg ikke, at jeg er saa langt vaek. Naar man er vaek saa laenge, saa begynder man at foele sig hjemme, og det naaede jeg helt bestemt til i Peru. Syv en halv maaned er lang tid, og jeg kan godt slutte fred med, at jeg nu skal hjem, men selvom jeg nu naermest kan taelle timer, foeles Danmark stadig langt langt vaek. Jeg tror ikke helt, jeg indser, hvor meget, der egentlig er sket hernede, foer jeg kommer hjem og faar tid til at lade det hele falde paa plads.
Det er lige til at blive roerstroemsk af at sidde og taenke tilbage paa det hele, og det egner sig ikke saa godt til en netcafe. Heldigvis er der stadig to dage tilbage, hvor jeg kan lytte til spansk, spise boeffer og fantastisk is, mens Buenos Aires' efteraarssol kigger frem engang imellem. Dagene er ved at blive maerkbart kortere hernede, saa det er nok det rigtige tidspunkt at vende hjem paa.
mandag den 23. april 2012
fredag den 13. april 2012
Vi nyder livet...
Og vores sidste uge paa farten, for om allerede en uge skal vi vaere i Buenos Aires, hvor fem dages byliv afslutter vores faelles tur. Men lige nu holder vi ferie i naturskoenne omgivelser, og vi har faaet luftet vores telt, som har tjent os godt - og soerget for, vi ikke bragte sysaet forgaeves hertil. Nu er teltet dog pakket sammen, for vejrudsigten lover regnvejr i nat.
Vi rejste fra Salta til Cafayate loerdag i paaskeferien, hvilket betoed, at der var mange biler paa vejene, men ogsaa, at de fleste af dem var fyldt op med familier, og der derfor ikke var plads til et par traette tomlere. Det tog os 12 timer at rejse de knap 200 km til Cafayate, men solen skinnede mens vi ventede, og endelig, efter to korte lift, der var endt i ingenting, blev vi samlet op af et soedt aegtepar, der kunne koere os hele vejen, mens de oeste ud af deres Argentinatips.
Da vi kom til Cafayate, blev vi en smule overvaeldede over paasketravlheden - folk stod i koe paa turistkontoret, for at finde steder at bo, og da parret foran mig fik et "vores sidste vaerelse" til 450 (560 kr ca) pesos, krydsede jeg fingre for, at den campingplads, vi ikke havde kunnet finde foer, fandtes et andet sted. Det gjorde den heldigvis, og efter at have slaaet telt op i moerke, glaedede vi os naeste morgen over at finde ud af, at vi havde faaet masser af skyggeplads.
De eneste planer vi havde i Cafayate, var at drikke vin og slappe af, og da bodegaerne - det er stedet, de fremstiller vin, og hvor man ogsaa kan smage dem - havde lukket baade loerdag og soendag, kunne vi bruge de to foerste dage paa at slappe af med god samvittighed. Vi spiste is fra det lokale "heladeria", der bl.a. fremstillede skoen hvidvinssorbet, og om aftenen grillede Lau store boeffer til os. Mandag tog vi saa paa vintur, og vi besoegte en oekologisk af slagsen, der fremstillede fremragende vin, og et andet sted fik vi stor rundvisning og fik set hele processen fra drue til flaske. Det var rigtig hyggeligt at gaa rundt og smage paa vin, selvom det nogle af stederne virkede til, at de var en smule traette af turister, hvilket ogsaa var forstaaeligt nok efter paasken. 2. paaskedag er ikke en helligdag i Argentina, saa vi var naermest de eneste tilbage mandag, og vi fik en fornemmelse af, hvordan Cafayate ser ud til hverdag, og vi opdagede flere restauranter, der pludselig var en smule billigere.
Nu er vi rejst videre mod Iguazu, men inden vi skal se paa vandfald, har vi taget et stop i den lille landsby San Ignacio. Her er der ruiner fra jesuitterne samt masser af smuk natur. Vi skulle have vaeret paa en smuttur til Paraguay i dag, da de et par endnu mere imponerende ruiner end dem i San Ignacio, men da baaden, der skulle have transporteret os over floden til Paraguay, var gaaet i stykker, maatte vi finde paa noget andet, saa i stedet lejede vi et par cykler og cyklede ud i en naerliggende nationalpark. Her var der helt utrolig flot udsigt over flod og skov, og da vi naermest er i troperne, er det et meget anderledes landskab og bevoksning, end vi har vaeret vant til fra Nordvestargentina. En smule historie, blev der ogsaa plads til, da resterne af Martin Bormans hus ligger midt i parken.
I morgen regner vi med at skulle se ruiner og paa matefabrik. Mate er argentinas nationaldrik - en urtete, der drikkes fra et saerligt krus til formaalet og med sugeroer. Det er et meget staerkt socialt ritual hernede ogsaa, og naermest alle unge eller voksne argentinere render rundt med deres matekrus og termokande. Saadan et krus, har der staaet i en vindueskarm hjemme paa Sdr. Villavej hele min barndom, og nu har jeg endelig set det i funktion, samt afproevet, at det er okay at drikke varm te gennem et sugeroer. Saa til slut en lille hilsen til far - hvis du savner mate, saa kan jeg stadig naa at koebe noget med hjem.
Vi rejste fra Salta til Cafayate loerdag i paaskeferien, hvilket betoed, at der var mange biler paa vejene, men ogsaa, at de fleste af dem var fyldt op med familier, og der derfor ikke var plads til et par traette tomlere. Det tog os 12 timer at rejse de knap 200 km til Cafayate, men solen skinnede mens vi ventede, og endelig, efter to korte lift, der var endt i ingenting, blev vi samlet op af et soedt aegtepar, der kunne koere os hele vejen, mens de oeste ud af deres Argentinatips.
Da vi kom til Cafayate, blev vi en smule overvaeldede over paasketravlheden - folk stod i koe paa turistkontoret, for at finde steder at bo, og da parret foran mig fik et "vores sidste vaerelse" til 450 (560 kr ca) pesos, krydsede jeg fingre for, at den campingplads, vi ikke havde kunnet finde foer, fandtes et andet sted. Det gjorde den heldigvis, og efter at have slaaet telt op i moerke, glaedede vi os naeste morgen over at finde ud af, at vi havde faaet masser af skyggeplads.
De eneste planer vi havde i Cafayate, var at drikke vin og slappe af, og da bodegaerne - det er stedet, de fremstiller vin, og hvor man ogsaa kan smage dem - havde lukket baade loerdag og soendag, kunne vi bruge de to foerste dage paa at slappe af med god samvittighed. Vi spiste is fra det lokale "heladeria", der bl.a. fremstillede skoen hvidvinssorbet, og om aftenen grillede Lau store boeffer til os. Mandag tog vi saa paa vintur, og vi besoegte en oekologisk af slagsen, der fremstillede fremragende vin, og et andet sted fik vi stor rundvisning og fik set hele processen fra drue til flaske. Det var rigtig hyggeligt at gaa rundt og smage paa vin, selvom det nogle af stederne virkede til, at de var en smule traette af turister, hvilket ogsaa var forstaaeligt nok efter paasken. 2. paaskedag er ikke en helligdag i Argentina, saa vi var naermest de eneste tilbage mandag, og vi fik en fornemmelse af, hvordan Cafayate ser ud til hverdag, og vi opdagede flere restauranter, der pludselig var en smule billigere.
Nu er vi rejst videre mod Iguazu, men inden vi skal se paa vandfald, har vi taget et stop i den lille landsby San Ignacio. Her er der ruiner fra jesuitterne samt masser af smuk natur. Vi skulle have vaeret paa en smuttur til Paraguay i dag, da de et par endnu mere imponerende ruiner end dem i San Ignacio, men da baaden, der skulle have transporteret os over floden til Paraguay, var gaaet i stykker, maatte vi finde paa noget andet, saa i stedet lejede vi et par cykler og cyklede ud i en naerliggende nationalpark. Her var der helt utrolig flot udsigt over flod og skov, og da vi naermest er i troperne, er det et meget anderledes landskab og bevoksning, end vi har vaeret vant til fra Nordvestargentina. En smule historie, blev der ogsaa plads til, da resterne af Martin Bormans hus ligger midt i parken.
I morgen regner vi med at skulle se ruiner og paa matefabrik. Mate er argentinas nationaldrik - en urtete, der drikkes fra et saerligt krus til formaalet og med sugeroer. Det er et meget staerkt socialt ritual hernede ogsaa, og naermest alle unge eller voksne argentinere render rundt med deres matekrus og termokande. Saadan et krus, har der staaet i en vindueskarm hjemme paa Sdr. Villavej hele min barndom, og nu har jeg endelig set det i funktion, samt afproevet, at det er okay at drikke varm te gennem et sugeroer. Saa til slut en lille hilsen til far - hvis du savner mate, saa kan jeg stadig naa at koebe noget med hjem.
onsdag den 4. april 2012
ARGENTINA
Siden sidst er der sket en hel masse, saa I maa lige forberede jer paa en ordenlig smoere. For at tage det fra begyndelsen, saa drog vi for 10 dage siden paa tur til saltsletterne i Uyuni. Det var en 4 dages tur, og vi havde valgt at tage turen fra Tupiza, selvom det er naesten dobbelt saa dyrt som fra Uyuni, men til gengaeld skulle kvaliteten ogsaa vaere bedre, og man skulle se en del mere. Vi endte heldigvis i en jeep med et par, der havde et kamera, og de lovede os, at vi sagtens kunne dele billeder - saa var den del i hvert fald sikret.
Og for at starte med alt det gode, saa var sceneriet hele vejen FANTASTISK! Vi koerte igennem en kaempe nationalpark med den ene spejlblanke lagune efter den anden - foerst den groenne, saa den hvide, saa den roede. Alle steder med store flokke af flamingoer. Vi saa vulkaner og vilde vicuñaer, maerkelige klippeformationer og oede sletter. Vi badede i varme kilder og blev sandet til i knaldroedt sand. Alt i mens vi bumlede af sted i bilen til lyden af enten boliviansk pop eller 80'er hits. Lau konkluderede, at Bolivia er fantastisk uden mennesker, og det var bare helt utrolig smukt. Loreta og Brandon med kameraet udbroed ofte "this camera is AMAZING", saa vi glaedede os til at se billederne ogsaa, samtidig med at vi kunne nyde sceneriet nu uden at taenke for meget paa fotos. Stemningen i gruppen var god og solen skinnede.
Den sidste morgen, som var dagen, hvor vi skulle til saltsletterne, blev det hele dog en smule maerkeligt. Salten er lige nu for vaad, til at man kan koere inde paa midten, som er hovedruten, men vi havde faaet at vide, at vi ville koere ca. 25 km ind paa salten, saa vi skulle nok faa nok at se. Vi skulle af sted tidligt om morgenen og se solopgang, derefter til et salthotel og spise morgenmad og saa tilbage ud paa sletterne og bruge et par timer paa bare at vaere der. Efter solopgangen (hvor vi kun var naaet et par km ind paa sletten) virkede det dog paa vores guide og vores kok som om, at det var det hele, og vi nu ville spise morgenmad og saa koere ud igen. Vi sagde, at vi havde faaet noget andet at vide, baade af dem i dagene op til, og af turbureauet, da vi bookede turen. Deres argument var, at hvis de koerte tilbage til hotellet, for saa derefter at koere ud igen, ville de ikke have nok benzin til at koere tilbage til Tupiza. Det syntes vi, var meget maerkeligt, for der er masser af tankstationer i Uyuni, hvor de kunne tanke op, og eftersom vi har betalt en god slat penge for turen, skulle der nok vaere raad til, at vi koerte en del laengere. Desuden var tankene paa begge jeeps helt fulde, saa vi ville i hvert fald ikke blive fanget derinde. Vi maatte virkelig overtale dem til at fortsaette turen, og de blev ved med at komme med argumenter som "jamen det hele er bare salt, det ser ens ud" osv, uden tanke for, at vi alle er der for foerste gang, har betalt mange penge for turen, er rejst langt for at se det, har glaedet os osv. Naa men vi kom et par km laengere ind, og fik lov at vaere der et par timer, mens vores guider surmulede lidt. Vi noed sceneriet og stemningen var god, da vi vendte tilbage for at spise frokost, og derefter afslutte turen. De andre blev i Uyuni, men Lau og jeg skulle med tilbage til Tupiza. Vi skulle udfylde et evalueringsskema, som vores guide havde bedt os om kun at udfylde med topkarakterer, da han ellers ikke ville faa mere arbejde, men det havde vi ikke gjort, da servicen ikke havde vaeret specielt god, og isaer havde maden vaeret mangelfuld - en aften havde de glemt, at vi var meldt til som vegetarer, saa der havde naesten ikke vaeret noget mad, og to ud af tre aftener, havde folk stadig vaeret sultne, naar de sidste fade var toemt. Desuden kunne vi se, hvad de andre grupper fik serveret, og det saa noget bedre ud (alle betalte samme pris). Altsaa havde vi kun givet en middelkarakter, men ogsaa en forklaring. Da vores chauffoer saa dette, stoppede han bilen og begyndte at spoerge til, hvorfor vi ikke havde givet ti det ene og det andet sted. Han spurgte ogsaa, om maden havde vaeret daarlig, og vi svarede ham med samme forklaring som vi havde givet i skemaet. Til dette svarede han kun "nej nej, det er MEGET skidt, at I ikke har givet mere", jeg fortalte igen hvorfor, men grunden interesserede ham slet ikke, det gik kun ud paa, at der ikke stod 10 i alle felter. Derefter tog han sin seddel frem og sagde, at der jo forresten ikke stod noget om, at vi skulle tilbage til Tupiza. Jeg sagde, at det havde vi altsaa booket hos bureauet, og vi havde ogsaa fortalt ham det allerede den foerste dag, hvor det ikke var et problem. Han svarede, at han ikke behoevede at koere nogen tilbage, naar det ikke stod i hans papirer, og at chauffoererne normalt efterlod folk i Uyuni. Heldigvis havde jeg vores kvittering, hvor der stod "retorno" under bemaerkninger, og da han saa den, maatte han jo give efter, og saa havde vi ellers 6 timer tilbage til Tupiza. Hvilken fest.
Da vi kom tilbage, spiste vi en stor pizza og delte en oel mens vi fik luft for vores frustrationer over Bolivia (der er mere, men det vil jeg ikke traette jer med nu), og vi blev enige om at droppe Tarija og tage direkte til Argentina. Vi satte kursen mod graensen og kom efter bolivianske standarder naesten smertefrit dertil ("service! asfalt! service! asfalt!" som Lau sang paa vejen). Derefter var der 4 timers koe til paskontrollen, en bustur med politikontrol og andre forsinkelser men efter 12 timer paa vejen var vi i Tilcara, en lille argentinsk by.
For lige at runde Bolivia af, saa er vi ret sikre paa, at vi simpelthen har vaeret utrolig uheldige. Vi har haft rigtig mange dejlige oplevelser, men vi har vaeret rigtig uheldige med de mennesker vi har stoedt paa. Det har vaeret anstrengende naesten aldrig at moede venlighed og i bedste fald at skulle forvente ligegyldighed. Det har slet ikke levet op til det billede, jeg havde faaet tegnet i hovedet, efter at have hoert rejsehistorier fra andre, der havde rost Bolivia til skyerne, saa vi er sikre paa, at alle de soede mennesker sikkert er et sted derude, vi har bare ikke moedt dem. Men nu er vi i Argentina, og det er en helt anden historie..
Vi kom som sagt til Tilcara, og var smaddersultne efter den lange tur. Kl var 22, men det er slet ikke sent efter Argentinsk standard, saa der var heldigvis masser af muligheder, og vi ville ogsaa gerne fejre, at vi endelig var kommet frem, saa vi endte paa en lokal peña, hvor vi spiste stegt gedekid og drak oel, mens der blev spillet argentinsk folkemusik til den store guldmedalje. Aftenens stjerne var den ca. 12-aarige trommeslager, der, trods hans ringe stoerrelse, sagtens kunne spille op til de store maend ved hans side. Efter et par numre gik alle de gamle maend paa dansegulvet og fyrede op for nogle trin, der kan faa de fleste danske maend til at krumme taer og kvinder til at sukke. Vi noed det og kunne naesten ikke lade vaere med at grine, fordi forandringen var saa stor - det var virkelig en lettelse, at vaere et sted, hvor folk var glade. Tilcara viste sig at vaere en skoen lille landsby, og vi noed et par dage med vandreture og vin.
I gaar rejste vi videre sydpaa, foerst med stop i Purmamarca for at se "bjerget med de syv farver" - en fantastisk frokostudsigt. Derefter gik turen til Jujuy, hvor vi tilbragte natten og nu er vi saa i Salta, som vi haaber paa kan forsyne os med et nyt kamera. Vi er tomlet hele vejen fra Tilcara, og jeg kan berolige eventuelle nervoese slaegtninge med, at det er ret normalt i Argentina og meget nemt. Vi har indtil nu hoejst ventet i 25 minutter, og vi har kun moedt soede og hjaelpsomme mennesker. Transport i Argentina er dyrt, saa det er ogsaa en dejlig maade at spare penge paa, saa vi har lidt ekstra til de lange busture. Naar vi er faerdige med Salta, saetter vi kursen mod Cafayate og drikker vin, og derefter skal vi hele vejen til Iguazu - maaske med nogle stop undervejs.
Vi har det godt, og den stoerste fare ved Argentina lige nu er nok, at vi kommer hjem et par kilo tungere..
Og for at starte med alt det gode, saa var sceneriet hele vejen FANTASTISK! Vi koerte igennem en kaempe nationalpark med den ene spejlblanke lagune efter den anden - foerst den groenne, saa den hvide, saa den roede. Alle steder med store flokke af flamingoer. Vi saa vulkaner og vilde vicuñaer, maerkelige klippeformationer og oede sletter. Vi badede i varme kilder og blev sandet til i knaldroedt sand. Alt i mens vi bumlede af sted i bilen til lyden af enten boliviansk pop eller 80'er hits. Lau konkluderede, at Bolivia er fantastisk uden mennesker, og det var bare helt utrolig smukt. Loreta og Brandon med kameraet udbroed ofte "this camera is AMAZING", saa vi glaedede os til at se billederne ogsaa, samtidig med at vi kunne nyde sceneriet nu uden at taenke for meget paa fotos. Stemningen i gruppen var god og solen skinnede.
Den sidste morgen, som var dagen, hvor vi skulle til saltsletterne, blev det hele dog en smule maerkeligt. Salten er lige nu for vaad, til at man kan koere inde paa midten, som er hovedruten, men vi havde faaet at vide, at vi ville koere ca. 25 km ind paa salten, saa vi skulle nok faa nok at se. Vi skulle af sted tidligt om morgenen og se solopgang, derefter til et salthotel og spise morgenmad og saa tilbage ud paa sletterne og bruge et par timer paa bare at vaere der. Efter solopgangen (hvor vi kun var naaet et par km ind paa sletten) virkede det dog paa vores guide og vores kok som om, at det var det hele, og vi nu ville spise morgenmad og saa koere ud igen. Vi sagde, at vi havde faaet noget andet at vide, baade af dem i dagene op til, og af turbureauet, da vi bookede turen. Deres argument var, at hvis de koerte tilbage til hotellet, for saa derefter at koere ud igen, ville de ikke have nok benzin til at koere tilbage til Tupiza. Det syntes vi, var meget maerkeligt, for der er masser af tankstationer i Uyuni, hvor de kunne tanke op, og eftersom vi har betalt en god slat penge for turen, skulle der nok vaere raad til, at vi koerte en del laengere. Desuden var tankene paa begge jeeps helt fulde, saa vi ville i hvert fald ikke blive fanget derinde. Vi maatte virkelig overtale dem til at fortsaette turen, og de blev ved med at komme med argumenter som "jamen det hele er bare salt, det ser ens ud" osv, uden tanke for, at vi alle er der for foerste gang, har betalt mange penge for turen, er rejst langt for at se det, har glaedet os osv. Naa men vi kom et par km laengere ind, og fik lov at vaere der et par timer, mens vores guider surmulede lidt. Vi noed sceneriet og stemningen var god, da vi vendte tilbage for at spise frokost, og derefter afslutte turen. De andre blev i Uyuni, men Lau og jeg skulle med tilbage til Tupiza. Vi skulle udfylde et evalueringsskema, som vores guide havde bedt os om kun at udfylde med topkarakterer, da han ellers ikke ville faa mere arbejde, men det havde vi ikke gjort, da servicen ikke havde vaeret specielt god, og isaer havde maden vaeret mangelfuld - en aften havde de glemt, at vi var meldt til som vegetarer, saa der havde naesten ikke vaeret noget mad, og to ud af tre aftener, havde folk stadig vaeret sultne, naar de sidste fade var toemt. Desuden kunne vi se, hvad de andre grupper fik serveret, og det saa noget bedre ud (alle betalte samme pris). Altsaa havde vi kun givet en middelkarakter, men ogsaa en forklaring. Da vores chauffoer saa dette, stoppede han bilen og begyndte at spoerge til, hvorfor vi ikke havde givet ti det ene og det andet sted. Han spurgte ogsaa, om maden havde vaeret daarlig, og vi svarede ham med samme forklaring som vi havde givet i skemaet. Til dette svarede han kun "nej nej, det er MEGET skidt, at I ikke har givet mere", jeg fortalte igen hvorfor, men grunden interesserede ham slet ikke, det gik kun ud paa, at der ikke stod 10 i alle felter. Derefter tog han sin seddel frem og sagde, at der jo forresten ikke stod noget om, at vi skulle tilbage til Tupiza. Jeg sagde, at det havde vi altsaa booket hos bureauet, og vi havde ogsaa fortalt ham det allerede den foerste dag, hvor det ikke var et problem. Han svarede, at han ikke behoevede at koere nogen tilbage, naar det ikke stod i hans papirer, og at chauffoererne normalt efterlod folk i Uyuni. Heldigvis havde jeg vores kvittering, hvor der stod "retorno" under bemaerkninger, og da han saa den, maatte han jo give efter, og saa havde vi ellers 6 timer tilbage til Tupiza. Hvilken fest.
Da vi kom tilbage, spiste vi en stor pizza og delte en oel mens vi fik luft for vores frustrationer over Bolivia (der er mere, men det vil jeg ikke traette jer med nu), og vi blev enige om at droppe Tarija og tage direkte til Argentina. Vi satte kursen mod graensen og kom efter bolivianske standarder naesten smertefrit dertil ("service! asfalt! service! asfalt!" som Lau sang paa vejen). Derefter var der 4 timers koe til paskontrollen, en bustur med politikontrol og andre forsinkelser men efter 12 timer paa vejen var vi i Tilcara, en lille argentinsk by.
For lige at runde Bolivia af, saa er vi ret sikre paa, at vi simpelthen har vaeret utrolig uheldige. Vi har haft rigtig mange dejlige oplevelser, men vi har vaeret rigtig uheldige med de mennesker vi har stoedt paa. Det har vaeret anstrengende naesten aldrig at moede venlighed og i bedste fald at skulle forvente ligegyldighed. Det har slet ikke levet op til det billede, jeg havde faaet tegnet i hovedet, efter at have hoert rejsehistorier fra andre, der havde rost Bolivia til skyerne, saa vi er sikre paa, at alle de soede mennesker sikkert er et sted derude, vi har bare ikke moedt dem. Men nu er vi i Argentina, og det er en helt anden historie..
Vi kom som sagt til Tilcara, og var smaddersultne efter den lange tur. Kl var 22, men det er slet ikke sent efter Argentinsk standard, saa der var heldigvis masser af muligheder, og vi ville ogsaa gerne fejre, at vi endelig var kommet frem, saa vi endte paa en lokal peña, hvor vi spiste stegt gedekid og drak oel, mens der blev spillet argentinsk folkemusik til den store guldmedalje. Aftenens stjerne var den ca. 12-aarige trommeslager, der, trods hans ringe stoerrelse, sagtens kunne spille op til de store maend ved hans side. Efter et par numre gik alle de gamle maend paa dansegulvet og fyrede op for nogle trin, der kan faa de fleste danske maend til at krumme taer og kvinder til at sukke. Vi noed det og kunne naesten ikke lade vaere med at grine, fordi forandringen var saa stor - det var virkelig en lettelse, at vaere et sted, hvor folk var glade. Tilcara viste sig at vaere en skoen lille landsby, og vi noed et par dage med vandreture og vin.
I gaar rejste vi videre sydpaa, foerst med stop i Purmamarca for at se "bjerget med de syv farver" - en fantastisk frokostudsigt. Derefter gik turen til Jujuy, hvor vi tilbragte natten og nu er vi saa i Salta, som vi haaber paa kan forsyne os med et nyt kamera. Vi er tomlet hele vejen fra Tilcara, og jeg kan berolige eventuelle nervoese slaegtninge med, at det er ret normalt i Argentina og meget nemt. Vi har indtil nu hoejst ventet i 25 minutter, og vi har kun moedt soede og hjaelpsomme mennesker. Transport i Argentina er dyrt, saa det er ogsaa en dejlig maade at spare penge paa, saa vi har lidt ekstra til de lange busture. Naar vi er faerdige med Salta, saetter vi kursen mod Cafayate og drikker vin, og derefter skal vi hele vejen til Iguazu - maaske med nogle stop undervejs.
Vi har det godt, og den stoerste fare ved Argentina lige nu er nok, at vi kommer hjem et par kilo tungere..
søndag den 25. marts 2012
Nu helt uden kamera
Turen fra Sucre til Potosí var efter Bolivianske standarder en smuttur, og vi noed den kun 3 timer lange tur i solskin og med udsigt til smukke bjerge. Potosí er den hoejst beliggende by af sin stoerrelse, og naar der skulle vandres op ad smalle gader med rygsaek, kunne de 3900 m godt maerkes en smule. Da vi ankom, gik vi straks ud for at finde en minetur til naeste dag, og med over 70 operatoerer, er det ikke en saerlig svaer opgave, men samtidig skal man vaere opmaerksom paa kvaliteten - hvilket udstyr er med i prisen, og hvor mange personer er i gruppen. Vi fandt en overordenlig veltalende og soed mand og koebte straks hans tur, hvilket viste sig at vaere helt rigtigt, selvom den kostede 30 bolivianos mere end nogle af de andre.
Naeste morgen gik turen foerst til omklaedningsrummet, hvor vi alle blev udstyret med gummistoevler, overtraeksbukser og -skjorte, pandelampe og hjelm. Vores rygsaekke kunne trygt forlades i huset, forsikrede den ene af vores guides os om - vi er jo i Bolivia, ikke i Peru! Det var selvsagt en nydelig flok, der derefter satte kursen mod Mercado Minero, hvor man koeber gaver til minearbejderne. Man kan frit vaelge, hvor meget man vil bidrage med, og hvad man har lyst til at koebe - cocablade, dynamit, juice eller vand. Vi koebte en flaske vand og en pose cocablade, og derefter tog vi videre til raffinaderiet, hvor soelvet bliver udvundet. Der findes 39 af disse raffinaderier, og det, vi besoegte, kan koere 50 ton sten igennem i doegnet. Herfra bliver der udvundet 400 kilo soelv.
Minearbejderne arbejder i kooperativer, selvom der ogsaa er nogle, der er individuelle - det staar dig altsaa mere eller mindre frit for at dykke ned i minen og soege lykken. Loennen er selvsagt ikke fast, men afhaenger af, hvad man slaeber med op - i faellesskaberne kan der regnes med ca 1 ton pr arbejder pr dag, og man tjener mellem 50 og 150 bolivianos om dagen - mellem 40 og 120 kr for 8 timer i stoev og moerke. Gennemsnitsalderen for en minearbejder er 40 aar, og i Cerro Rico er den yngste ti og den aeldste 65.
Alle guides er tidligere minearbejdere, og der blev hilst hjerteligt paa dem foran indgangen til minen.
Da vi dykkede ned i Candelaria, som vores mine hed, var det med blandede foelelser, og en uvished om, hvad vi skulle forvente. Det blev hurtigt klart, at baade stoevlerne og hjelmene var uundvaerlige, da gangene floed med vand, og loftet ofte var saa lavt, at man skulle gaa noget krumboejet og nogle gange endda kravle. Efter 400 meters gang i minen skulle vi 55 meter ned ad til andet niveau, og det foregik kravlende og rutsjende af en lang, ru, stejl og til tider glat stentunnel. Laengere nede i minen blev det bestemt ikke lettere at traekke vejret, hvilket foregik igennem et toerklaede, og ind i mellem maatte man sluge lidt stoev for at faa en ordenlig mundfuld luft. Jo laengere vi bevaegede os ind i minen, jo varmere blev der, og til sidst endte vi paa en lille afsats, hvor temperaturen naaede de 40 grader, og hvor to storsvedende maend skovlede sten. Det fik vi alle lov til at hjaelpe med, og det var haardt! Selv et par skovlfulde fik sveden til at loebe og hjertet til at banke hurtigere, og man misunder ikke arbejderne, der, efter vi forlod dem, stadig havde 6 timer tilbage den dag - mindst.
Det blev ogsaa hurtig klart, at der var god brug for det vand og juice, vores gruppe havde slaebt med, for hver gang vi stoedte paa arbejdende folk, var det vand de spurgte efter. Cocablade kunne dog ogsaa godt gaa an, og de havde ogsaa altid tid til at sige goddag og spoerge hvordan det gik. Det maa vaere maerkeligt for dem ogsaa, hver dag at stoede paa turister, der pruster og sveder efter bare en time i minen, hvor de opholder sig mange timer dagligt. Vi havde to timer i minen, og det var helt sikkert nok - der var lettelse i gruppen, da vi fik at vide, at nu var vi paa vej ud igen - der manglede kun 400 meter. Og 400 meter er jo normalt ikke saerlig langt, men naar man gaar foroverboejet ad snoede stier og slaar hovedet mod loftet konstant, saa foeles det som lang tid. Paa udvejen stoedte vi paa minearbejdernes alter - her bliver der ofret sprut og cigaretter til Tio - djaevelen, den foerste og sidste fredag i hver maaned. Den foerste for at bede om beskyttelse og den sidste for at takke for, at den sidste maaned er gaaet godt.
Det var bestemt ikke en turistet eller iscenesat mine. Det var raat og haardt, og som Lau sagde, saa var det en rigtig lorteoplevelse. Samtidig var det utrolig interessant og et meget spaendende og tankevaekkende indblik i en masse menneskeskaebner - der er over 200 minearbejdere i Cerro Rico, og det har der vaeret i mange hundrede aar. Man kan ikke undgaa lige at stoppe op et oejeblik, naar man ser ind i oejnene paa en arbejder, der ikke er en dag aeldre end en selv.
Ude igen var vi traette og sultne, og efter frokost satte vi turen mod Tarapaya, en lille landsby uden for Potosí. Her skulle vores nyindkoebte telt staa sin foerste proeve ved bredden af en soe. Vi havde troet, at omraadet var totalt oede, men det viste sig, at der var en lokal mand, der havde faaet den gode idé, at saette et lille hus op og kraeve penge i entré. Selvom der var lidt flere telte og lidt flere turister end vi havde troet, saa var der stadig roligt, og vi noed solen, udsigten og soens varme vand, der er ca 30 grader varmt. En fantastisk maade at slappe af efter en svedig minetur. Det blev en smule overskyet, og vi frygtede regn, da vores telt ikke kan prale af at vaere verdens mest vandtaette, det kan vi sige med sikkerhed, selv uden at have afproevet det, men det holdt toert, og vi froes ikke det mindste. Det var fantastisk at vaagne op til en skyfri himmel og havregroed, og vi var lige ved at blive en dag mere, indtil solen begyndte at varme mere, og vi opdagede, at der ingen skygge var overhovedet. Vi naaede ogsaa begge at faa en flot kuloer - isaer Lau, der de sidste par dage har vaeret sloej pga lidt for meget sol.
Vi satte kursen mod Tupiza tidligt naeste morgen, og inden vi forlod busterminalen var vi en rygsaek fattigere. Jeg havde godt lagt maerke til, at fyren bag mig sad noget uroligt, men at det var fordi han var igang med at traekke min rygsaek ud under saedet bag mig, havde jeg ikke regnet ud. Og da vi opdagede, at tasken manglede, manglede der ogsaa en passager i bussen. Saa nu har vi intet kamera, jeg mangler telefon og ipod, men heldigvis havde jeg memorycard med alle vores billeder i mavebaeltet, saa det er naesten mere irriterende, at min dagbog og notesbog er vaek, samt vores salt og nyerhvervede peber, som det har vist sig, er svaert at erstatte. Heldigvis daekker forsikringen, og vi maa haabe, at vi, naar vi i morgen skal paa 4 dages tur til Salar de Uyuni, ender i en gruppe sammen med nogle, der ejer et kamera, saa vi kan dele billeder. For Tupiza er en dejlig by, men ikke lige stedet at finde et kamera.
Om ikke saa laenge drager vi mod Argentina, og saa er der fra i dag under en maaned til, at jeg skal hjem igen. Det er meget maerkeligt, men heldigvis kan man opleve meget paa en maaned, saa jeg er ikke helt i panik endnu.
Naeste morgen gik turen foerst til omklaedningsrummet, hvor vi alle blev udstyret med gummistoevler, overtraeksbukser og -skjorte, pandelampe og hjelm. Vores rygsaekke kunne trygt forlades i huset, forsikrede den ene af vores guides os om - vi er jo i Bolivia, ikke i Peru! Det var selvsagt en nydelig flok, der derefter satte kursen mod Mercado Minero, hvor man koeber gaver til minearbejderne. Man kan frit vaelge, hvor meget man vil bidrage med, og hvad man har lyst til at koebe - cocablade, dynamit, juice eller vand. Vi koebte en flaske vand og en pose cocablade, og derefter tog vi videre til raffinaderiet, hvor soelvet bliver udvundet. Der findes 39 af disse raffinaderier, og det, vi besoegte, kan koere 50 ton sten igennem i doegnet. Herfra bliver der udvundet 400 kilo soelv.
Minearbejderne arbejder i kooperativer, selvom der ogsaa er nogle, der er individuelle - det staar dig altsaa mere eller mindre frit for at dykke ned i minen og soege lykken. Loennen er selvsagt ikke fast, men afhaenger af, hvad man slaeber med op - i faellesskaberne kan der regnes med ca 1 ton pr arbejder pr dag, og man tjener mellem 50 og 150 bolivianos om dagen - mellem 40 og 120 kr for 8 timer i stoev og moerke. Gennemsnitsalderen for en minearbejder er 40 aar, og i Cerro Rico er den yngste ti og den aeldste 65.
Alle guides er tidligere minearbejdere, og der blev hilst hjerteligt paa dem foran indgangen til minen.
Da vi dykkede ned i Candelaria, som vores mine hed, var det med blandede foelelser, og en uvished om, hvad vi skulle forvente. Det blev hurtigt klart, at baade stoevlerne og hjelmene var uundvaerlige, da gangene floed med vand, og loftet ofte var saa lavt, at man skulle gaa noget krumboejet og nogle gange endda kravle. Efter 400 meters gang i minen skulle vi 55 meter ned ad til andet niveau, og det foregik kravlende og rutsjende af en lang, ru, stejl og til tider glat stentunnel. Laengere nede i minen blev det bestemt ikke lettere at traekke vejret, hvilket foregik igennem et toerklaede, og ind i mellem maatte man sluge lidt stoev for at faa en ordenlig mundfuld luft. Jo laengere vi bevaegede os ind i minen, jo varmere blev der, og til sidst endte vi paa en lille afsats, hvor temperaturen naaede de 40 grader, og hvor to storsvedende maend skovlede sten. Det fik vi alle lov til at hjaelpe med, og det var haardt! Selv et par skovlfulde fik sveden til at loebe og hjertet til at banke hurtigere, og man misunder ikke arbejderne, der, efter vi forlod dem, stadig havde 6 timer tilbage den dag - mindst.
Det blev ogsaa hurtig klart, at der var god brug for det vand og juice, vores gruppe havde slaebt med, for hver gang vi stoedte paa arbejdende folk, var det vand de spurgte efter. Cocablade kunne dog ogsaa godt gaa an, og de havde ogsaa altid tid til at sige goddag og spoerge hvordan det gik. Det maa vaere maerkeligt for dem ogsaa, hver dag at stoede paa turister, der pruster og sveder efter bare en time i minen, hvor de opholder sig mange timer dagligt. Vi havde to timer i minen, og det var helt sikkert nok - der var lettelse i gruppen, da vi fik at vide, at nu var vi paa vej ud igen - der manglede kun 400 meter. Og 400 meter er jo normalt ikke saerlig langt, men naar man gaar foroverboejet ad snoede stier og slaar hovedet mod loftet konstant, saa foeles det som lang tid. Paa udvejen stoedte vi paa minearbejdernes alter - her bliver der ofret sprut og cigaretter til Tio - djaevelen, den foerste og sidste fredag i hver maaned. Den foerste for at bede om beskyttelse og den sidste for at takke for, at den sidste maaned er gaaet godt.
Det var bestemt ikke en turistet eller iscenesat mine. Det var raat og haardt, og som Lau sagde, saa var det en rigtig lorteoplevelse. Samtidig var det utrolig interessant og et meget spaendende og tankevaekkende indblik i en masse menneskeskaebner - der er over 200 minearbejdere i Cerro Rico, og det har der vaeret i mange hundrede aar. Man kan ikke undgaa lige at stoppe op et oejeblik, naar man ser ind i oejnene paa en arbejder, der ikke er en dag aeldre end en selv.
Ude igen var vi traette og sultne, og efter frokost satte vi turen mod Tarapaya, en lille landsby uden for Potosí. Her skulle vores nyindkoebte telt staa sin foerste proeve ved bredden af en soe. Vi havde troet, at omraadet var totalt oede, men det viste sig, at der var en lokal mand, der havde faaet den gode idé, at saette et lille hus op og kraeve penge i entré. Selvom der var lidt flere telte og lidt flere turister end vi havde troet, saa var der stadig roligt, og vi noed solen, udsigten og soens varme vand, der er ca 30 grader varmt. En fantastisk maade at slappe af efter en svedig minetur. Det blev en smule overskyet, og vi frygtede regn, da vores telt ikke kan prale af at vaere verdens mest vandtaette, det kan vi sige med sikkerhed, selv uden at have afproevet det, men det holdt toert, og vi froes ikke det mindste. Det var fantastisk at vaagne op til en skyfri himmel og havregroed, og vi var lige ved at blive en dag mere, indtil solen begyndte at varme mere, og vi opdagede, at der ingen skygge var overhovedet. Vi naaede ogsaa begge at faa en flot kuloer - isaer Lau, der de sidste par dage har vaeret sloej pga lidt for meget sol.
Vi satte kursen mod Tupiza tidligt naeste morgen, og inden vi forlod busterminalen var vi en rygsaek fattigere. Jeg havde godt lagt maerke til, at fyren bag mig sad noget uroligt, men at det var fordi han var igang med at traekke min rygsaek ud under saedet bag mig, havde jeg ikke regnet ud. Og da vi opdagede, at tasken manglede, manglede der ogsaa en passager i bussen. Saa nu har vi intet kamera, jeg mangler telefon og ipod, men heldigvis havde jeg memorycard med alle vores billeder i mavebaeltet, saa det er naesten mere irriterende, at min dagbog og notesbog er vaek, samt vores salt og nyerhvervede peber, som det har vist sig, er svaert at erstatte. Heldigvis daekker forsikringen, og vi maa haabe, at vi, naar vi i morgen skal paa 4 dages tur til Salar de Uyuni, ender i en gruppe sammen med nogle, der ejer et kamera, saa vi kan dele billeder. For Tupiza er en dejlig by, men ikke lige stedet at finde et kamera.
Om ikke saa laenge drager vi mod Argentina, og saa er der fra i dag under en maaned til, at jeg skal hjem igen. Det er meget maerkeligt, men heldigvis kan man opleve meget paa en maaned, saa jeg er ikke helt i panik endnu.
mandag den 19. marts 2012
Et stk Bolivia med det hele
Vi er kommet godt ind under huden paa Bolivia og det har vaeret en lidt blandet oplevelse ind til videre, og jeg maa indroemme, at jeg savner Peru en smule en gang i mellem. Men man kan ikke klage over, at Bolivia byder paa hoej sol og skyfri himmel hver eneste dag og at man kan koebe frisk papaya- og jordbaersmoothie for 4 danske kroner.
Ca. ti minutter efter sidste blog-indlaeg fik Lau stjaalet sit kamera, saa det maatte vi lige bruge lidt tid paa at aergre os over, men heldigvis er vi af sted med et kamera hver, og facebook havde naaet at redde 6 billeder... Vi havde planer om at saette kurs mod La Paz naeste dag, da vi ikke var helt vildt fascinerede af Copacabana, som er, blev vi enige om, en meget ligeglad by. Her var hovedsageligt tre typer: Turister, der var ligeglade med at betale en masse penge for meget turistede ting, "hippier", der syntes, det bare var fedt at vaere ved soeen og "you guys should come drink and smoke with us and listen to music" og sidst men ikke mindst, lokale, der ikke gad snakke med turister, men gerne saette markedspriserne en smule op for dem. Med et kamera mindre i tasken var lysten til at komme videre ikke blevet mindre, og vi landede i La Paz naeste eftermiddag og blev overvaeldet af kaos. La Paz er verdens hoejeste regeringssaede (Bolivias officielle hovedstad er Sucre), og den er omgivet af endnu hoejere forstaeder, saa naar man staar midt i det, foeles det, som om biler, busser og bygninger kommer vaeltende ned mod en. Mest af alt var det bare et storbykaos, men vi naaede ogsaa at blive fanget i en boliviansk folkefest - fodboldkampen soendag eftermiddag. Stadion ligger lige ved siden af turistpolitiet, hvor vi skulle melde kameraet stjaalet, og der var helt sikkert mere festligt ude paa pladsen end hos politiet, der skiftedes til at sove paa sofaen i kontoret. Udenfor blandede duften af nypoppede popcorn sig med duften af grillkul og store boeffer, og pladsen var et virvar af henholdsvis lyseblaa og hvide og sorte og gule. Vi saa endda et kaerestepar der ogsaa havde iklaedt deres bulldog en lyseblaa t-shirt. Skulle man have glemt troejen, kunne man for en billig penge blive malet i ansigtet, og hvis oplevelsen skulle vaere endnu mere fuldendt, kunne man koebe en flamingoplade at sidde paa.
Efter La Paz' bylarm var det utroligt fredfyldt af flygte til landsbyen Coroico, der ligger 3 timer nord for La Paz i en suptropisk dal kaldet Las Yungas. Lau sprang paa cyklen derud, og jeg tog bussen. Vi naaede begge helskindet frem og kunne nyde et par dage omgivet af groent. Fra landsbyen, der var en smule turistet, men ret charmerende, gik mange vandreruter, og vi brugte en dag paa at gaa ud til tre vandfald. Her moedte vi et fransk soeskendepar, der spurgte, om vi havde lagt maerke til alle bilerne og al pynten i byen. Der var nemlig fint besoeg den dag - Evo Morales, Bolivias praesident skulle spille fodbold i Coroico om eftermiddagen. Saa endnu engang befandt vi os midt i en boliviansk festlighed og da vi kom tilbage til Coroico maatte vi mase os vej gennem menneskerne for at kunne faa udsigtspladser til stadium, hvor kampen stadig var i gang. Da vi spurgte en forbipasserende, hvem praesidenten var, fik vi at vide, at han sad paa baenken. Han blev dog skiftet ind igen, og vi holdt noeje oeje med nr 10. Evo Morales er den foerste praesident af indiansk oprindelse i Bolivia og er populaer i hoejlandet hos de fattige, og jeg tror ikke, at kampens dommer er blevet doemt efterfoelgende for at give ham et gult kort.
Hvis vi syntes, La Paz var kaotisk, var det intet i mod, hvad der moedte os i Cochabamba. Her koerer gamle skolebusser rundt som bybusser med en intern konkurrence om, hvem der har pyntet sin bus flottest. Det er derfor ikke unormalt at stoede paa en bus med teksten "beijing tours" samt et mindre lysshow paa taget. Man blev helt nervoes for, om chauffoererne overhovedet kunne se ud af forruden. Flere gange aergrede jeg mig over, at jeg havde ladet kameraet blive hjemme paa vaerelset, da vi jo ikke skulle noget saerligt, for gang paa gang stoedte man paa syn, der fik en til at traekke paa smilebaandet. For det foerste er der trafikken. Den er et virvar af busser, taxaer, pick up-trucks, motorcykler, knallerter.. der alle dytter om kap og tager det saa som saa med trafiklysene. Bevaeger man sig ned i markedsomraadet, der er et af de stoerste i Bolivia, kan man tilfoeje fodgaengere paa baade fortov og vej til billedet ovenfor. Midt i alt dette bliver der saa solgt alt mellem himmel og jord - fx var der tre unge fyre med et helt bagagerum fyldt af hvide tennissko, en trailer laesset med kaempe laenestole i fire etager, alle Pink Floyds album for B$10 (8kr), friske ferskner, en pige der tilbyder at veje dig for 1 kr, ammende moedre, der saelger haarelastikker, gamle damer saa smaa som boern der saelger sandwich og en dvaerg der danser og spiller mundharpe. Bolivia er intens.
Vi har nydt at spise frokost paa markederne, da det er superbilligt (B$7-10) og samtidig er det, de lokale goer. Foerst skal man vaelge stedet - det er oftest en lang gang paa markedet, der er fyldt med smaabitte koekkener, og naar man gaar forbi lyder det fra et helt kor af kokke "pasa amiga, pasa amiga, hay almuerzo", "que estas buscando - hay sopa, hay lentejas, hay lomito hay milanesa...." Det er bare med at vaelge, for de serverer naesten det samme allesammen, og det er for det meste godt. Naar man saa har valgt, sidder man baenket side om side med alle de andre, der spiser samme sted, og der bliver oensket god appetit hen over bordene.
Grunden til, vi var taget til Cochabamba, der ligger lidt uden for den normale "gringo" vej, var, at der derfra er adgang til en nationalpark, hvor man kan se dinosaurfodspor. Vi taenkte, at det var et oplagt sted at soege lidt fred fra byerne, og samtidig se en masse flot natur, som er det, vi nyder mest. Vi havde snakket med et turistkontor i Cochabamba, som havde informeret os om, at det var nemt at tage dertil selv uden en organiseret tur, og samtidig havde de et kort, der viste, at der var adskillige spaendende steder derude. Foruden fodsporene var der vandfald, grotter, stalakitter, hulemalerier og mange andre ting. Vi tog derud med en god portion oplevelyst og havde givet vandreskoene en ekstra omgang goretex, men vi blev slemt skuffede, da vi kom derud. Vi blev inviteret med paa en tur af tre israelere, da de gerne ville have en guide, og han kostede det samme uanset stoerrelsen paa gruppen, saa paa denne maade kunne vi goere det lidt billigere, og samtidig naa en af ruterne samme eftermiddag som vi ankom. Egentlig ville vi hellere af sted uden guide, men det var alligevel et godt tilbud, og vi traengte til at roere os. Og selvom det betoed, at vi havde tre lidt sloeve israelere, der hoerte musik hele vejen paa deres mobiltelefon og snakkede i munden paa guiden, saa det var det enormt heldigt, at vi var med. Det viste sig nemlig, at man skulle have en guide med paa alle turene, og han kostede B$200 pr dag. Det var vi virkelig skuffede over, da guiden ikke var saerlig meget mere end en mand, der gik foran for at vise vejen, og desuden er B$200 hele vores dagsbudget. Vi havde glaedet os til bare at gaa af sted selv med vores nyerhvervede telt og godt med mad i rygsaekken, men det kunne vi godt glemme alt om igen. Der er en bus fra Torotoro til Cochabamba, og den gaar kl. 6 om morgenen, og den gaar ikke hver dag, saa vi havde en dag til at surmule lidt. Det blev ikke bedre af, at det var den mest ugaestfri lokalbefolkning vi har moedt indtil nu - man skulle vaere heldig, hvis de gad dukke op i deres butik for at tage i mod betaling. Vi fik spillet en masse kort og grinet lidt af hvor aandssvagt det hele var. Vi var glade for den tur vi fik, men overvejede ogsaa, om det havde vaeret 12 timers bus vaerd.
Nu er vi i Sucre, som sammenlignet med Cochabamba, er utrolig rolig og paen. Jeg har gaaet med mit kamera hele tiden, men der har ikke vaeret noget saerlig bemaerkelsesvaerdigt. I dag har byen fejret fars dag, saa der er blevet solgt lagkager til den store guldmedalje. Vi har nydt solen og spist is, vandret gade op og gade ned mellem store gamle hvide bygninger, og nu laver Lau (igen igen) pasta med tomatsovs til aftensmad. I morgen saetter vi kursen mod Potosi - engang Sydamerikas stoerste by og paa den tid stoerre end baade London og Paris. Hjemsted for en kaempe soelvmine, som spanierne udnyttede groft sammen med den lokale befolkning. I dag en by med fattige minearbejdere. Vi skal paa minetur, saa der bliver sikkert meget at fortaelle om senere, hvis vi kommer op igen.
Ca. ti minutter efter sidste blog-indlaeg fik Lau stjaalet sit kamera, saa det maatte vi lige bruge lidt tid paa at aergre os over, men heldigvis er vi af sted med et kamera hver, og facebook havde naaet at redde 6 billeder... Vi havde planer om at saette kurs mod La Paz naeste dag, da vi ikke var helt vildt fascinerede af Copacabana, som er, blev vi enige om, en meget ligeglad by. Her var hovedsageligt tre typer: Turister, der var ligeglade med at betale en masse penge for meget turistede ting, "hippier", der syntes, det bare var fedt at vaere ved soeen og "you guys should come drink and smoke with us and listen to music" og sidst men ikke mindst, lokale, der ikke gad snakke med turister, men gerne saette markedspriserne en smule op for dem. Med et kamera mindre i tasken var lysten til at komme videre ikke blevet mindre, og vi landede i La Paz naeste eftermiddag og blev overvaeldet af kaos. La Paz er verdens hoejeste regeringssaede (Bolivias officielle hovedstad er Sucre), og den er omgivet af endnu hoejere forstaeder, saa naar man staar midt i det, foeles det, som om biler, busser og bygninger kommer vaeltende ned mod en. Mest af alt var det bare et storbykaos, men vi naaede ogsaa at blive fanget i en boliviansk folkefest - fodboldkampen soendag eftermiddag. Stadion ligger lige ved siden af turistpolitiet, hvor vi skulle melde kameraet stjaalet, og der var helt sikkert mere festligt ude paa pladsen end hos politiet, der skiftedes til at sove paa sofaen i kontoret. Udenfor blandede duften af nypoppede popcorn sig med duften af grillkul og store boeffer, og pladsen var et virvar af henholdsvis lyseblaa og hvide og sorte og gule. Vi saa endda et kaerestepar der ogsaa havde iklaedt deres bulldog en lyseblaa t-shirt. Skulle man have glemt troejen, kunne man for en billig penge blive malet i ansigtet, og hvis oplevelsen skulle vaere endnu mere fuldendt, kunne man koebe en flamingoplade at sidde paa.
Efter La Paz' bylarm var det utroligt fredfyldt af flygte til landsbyen Coroico, der ligger 3 timer nord for La Paz i en suptropisk dal kaldet Las Yungas. Lau sprang paa cyklen derud, og jeg tog bussen. Vi naaede begge helskindet frem og kunne nyde et par dage omgivet af groent. Fra landsbyen, der var en smule turistet, men ret charmerende, gik mange vandreruter, og vi brugte en dag paa at gaa ud til tre vandfald. Her moedte vi et fransk soeskendepar, der spurgte, om vi havde lagt maerke til alle bilerne og al pynten i byen. Der var nemlig fint besoeg den dag - Evo Morales, Bolivias praesident skulle spille fodbold i Coroico om eftermiddagen. Saa endnu engang befandt vi os midt i en boliviansk festlighed og da vi kom tilbage til Coroico maatte vi mase os vej gennem menneskerne for at kunne faa udsigtspladser til stadium, hvor kampen stadig var i gang. Da vi spurgte en forbipasserende, hvem praesidenten var, fik vi at vide, at han sad paa baenken. Han blev dog skiftet ind igen, og vi holdt noeje oeje med nr 10. Evo Morales er den foerste praesident af indiansk oprindelse i Bolivia og er populaer i hoejlandet hos de fattige, og jeg tror ikke, at kampens dommer er blevet doemt efterfoelgende for at give ham et gult kort.
Hvis vi syntes, La Paz var kaotisk, var det intet i mod, hvad der moedte os i Cochabamba. Her koerer gamle skolebusser rundt som bybusser med en intern konkurrence om, hvem der har pyntet sin bus flottest. Det er derfor ikke unormalt at stoede paa en bus med teksten "beijing tours" samt et mindre lysshow paa taget. Man blev helt nervoes for, om chauffoererne overhovedet kunne se ud af forruden. Flere gange aergrede jeg mig over, at jeg havde ladet kameraet blive hjemme paa vaerelset, da vi jo ikke skulle noget saerligt, for gang paa gang stoedte man paa syn, der fik en til at traekke paa smilebaandet. For det foerste er der trafikken. Den er et virvar af busser, taxaer, pick up-trucks, motorcykler, knallerter.. der alle dytter om kap og tager det saa som saa med trafiklysene. Bevaeger man sig ned i markedsomraadet, der er et af de stoerste i Bolivia, kan man tilfoeje fodgaengere paa baade fortov og vej til billedet ovenfor. Midt i alt dette bliver der saa solgt alt mellem himmel og jord - fx var der tre unge fyre med et helt bagagerum fyldt af hvide tennissko, en trailer laesset med kaempe laenestole i fire etager, alle Pink Floyds album for B$10 (8kr), friske ferskner, en pige der tilbyder at veje dig for 1 kr, ammende moedre, der saelger haarelastikker, gamle damer saa smaa som boern der saelger sandwich og en dvaerg der danser og spiller mundharpe. Bolivia er intens.
Vi har nydt at spise frokost paa markederne, da det er superbilligt (B$7-10) og samtidig er det, de lokale goer. Foerst skal man vaelge stedet - det er oftest en lang gang paa markedet, der er fyldt med smaabitte koekkener, og naar man gaar forbi lyder det fra et helt kor af kokke "pasa amiga, pasa amiga, hay almuerzo", "que estas buscando - hay sopa, hay lentejas, hay lomito hay milanesa...." Det er bare med at vaelge, for de serverer naesten det samme allesammen, og det er for det meste godt. Naar man saa har valgt, sidder man baenket side om side med alle de andre, der spiser samme sted, og der bliver oensket god appetit hen over bordene.
Grunden til, vi var taget til Cochabamba, der ligger lidt uden for den normale "gringo" vej, var, at der derfra er adgang til en nationalpark, hvor man kan se dinosaurfodspor. Vi taenkte, at det var et oplagt sted at soege lidt fred fra byerne, og samtidig se en masse flot natur, som er det, vi nyder mest. Vi havde snakket med et turistkontor i Cochabamba, som havde informeret os om, at det var nemt at tage dertil selv uden en organiseret tur, og samtidig havde de et kort, der viste, at der var adskillige spaendende steder derude. Foruden fodsporene var der vandfald, grotter, stalakitter, hulemalerier og mange andre ting. Vi tog derud med en god portion oplevelyst og havde givet vandreskoene en ekstra omgang goretex, men vi blev slemt skuffede, da vi kom derud. Vi blev inviteret med paa en tur af tre israelere, da de gerne ville have en guide, og han kostede det samme uanset stoerrelsen paa gruppen, saa paa denne maade kunne vi goere det lidt billigere, og samtidig naa en af ruterne samme eftermiddag som vi ankom. Egentlig ville vi hellere af sted uden guide, men det var alligevel et godt tilbud, og vi traengte til at roere os. Og selvom det betoed, at vi havde tre lidt sloeve israelere, der hoerte musik hele vejen paa deres mobiltelefon og snakkede i munden paa guiden, saa det var det enormt heldigt, at vi var med. Det viste sig nemlig, at man skulle have en guide med paa alle turene, og han kostede B$200 pr dag. Det var vi virkelig skuffede over, da guiden ikke var saerlig meget mere end en mand, der gik foran for at vise vejen, og desuden er B$200 hele vores dagsbudget. Vi havde glaedet os til bare at gaa af sted selv med vores nyerhvervede telt og godt med mad i rygsaekken, men det kunne vi godt glemme alt om igen. Der er en bus fra Torotoro til Cochabamba, og den gaar kl. 6 om morgenen, og den gaar ikke hver dag, saa vi havde en dag til at surmule lidt. Det blev ikke bedre af, at det var den mest ugaestfri lokalbefolkning vi har moedt indtil nu - man skulle vaere heldig, hvis de gad dukke op i deres butik for at tage i mod betaling. Vi fik spillet en masse kort og grinet lidt af hvor aandssvagt det hele var. Vi var glade for den tur vi fik, men overvejede ogsaa, om det havde vaeret 12 timers bus vaerd.
Nu er vi i Sucre, som sammenlignet med Cochabamba, er utrolig rolig og paen. Jeg har gaaet med mit kamera hele tiden, men der har ikke vaeret noget saerlig bemaerkelsesvaerdigt. I dag har byen fejret fars dag, saa der er blevet solgt lagkager til den store guldmedalje. Vi har nydt solen og spist is, vandret gade op og gade ned mellem store gamle hvide bygninger, og nu laver Lau (igen igen) pasta med tomatsovs til aftensmad. I morgen saetter vi kursen mod Potosi - engang Sydamerikas stoerste by og paa den tid stoerre end baade London og Paris. Hjemsted for en kaempe soelvmine, som spanierne udnyttede groft sammen med den lokale befolkning. I dag en by med fattige minearbejdere. Vi skal paa minetur, saa der bliver sikkert meget at fortaelle om senere, hvis vi kommer op igen.
mandag den 5. marts 2012
Et glaedeligt gensyn, et vemodigt farvel og et nyt bekendtskab
Jeg havde en dejlig uge i Huraz' bjerge, men tiden gik nu alligevel en smule langsomt, og da jeg torsdag aften satte mig i natbussen mod Lima, var det med mange sommerfugle i maven, og samtidig var det meget underligt, at den foerste lange del af rejsen, hvor jeg bare var mig i Peru, nu var slut. Men alligevel var det nu endnu dejligere, at Lau endelig kom frem, og det skete heldigvis uden de store problemer - den stoerste gene havde vist vaeret en tyk sidekammerat paa den ene flyvetur, men det skal man jo heller ikke undervurdere paa en 10 timers tur.
Vi satte hurtigt naesen mod Cuzco - 26 timer i bus fra Lima. Vi blev forsinkede mange gange, bl.a. da en lille pige blev syg og maatte koeres paa hospitalet. Hvor hun saa blev behandlet mens hele bussen ventede...
Men vi naaede frem og maatte hurtigt indse, at vi havde sagt farvel til kystens sol, og nu i stedet var i regnvaade bjergomgivelser. Det regnede dog aldrig nok til at oedelaegge vores udflugter, og da vi begge havde medbragt rigeligt goretex, kunne vi bare nyde godt af den rigtige paaklaedning.
Og nu maa jeg saa gaa til bekendelse og indroemme, at vi ikke har besoegt Machu Picchu - Sydamerikas stoerste turistattraktion og en af verdens vidundere har vi altsaa sprunget over, og vi har det faktisk slet ikke skidt med det. Det er nemlig hammerdyrt at besoege stedet, og samtidig er der mere end 2000, der besoeger det hver dag. Et besoeg ville betyde et ordenligt hak i budgettet, hvilket vi nok ville overleve, men efter at have rejst i de mindre turistede dele af landet, kunne jeg simpelthen ikke overskue at rende rundt sammen med 2000 andre farvede regnjakker. Jeg er sikker paa, at Machu Picchu er fantastisk og magisk, men for mig ryger meget af magien naar guider farer paa kryds og tvaers med hver deres hale af turister.
I stedet koebte vi billet til alle de andre ruiner, der ligger i Cuzco og den hellige dal, og de skuffede bestemt ikke. Lau var isaer imponeret af Pisac, der er et kaempe fort hoejt oppe i bjergene - han maatte tage turen alene, da jeg havde faaet en smule influenza, og han kom tilbage fyldt af oplevelyst, og havde endda produceret nogle smaa videoer til mig, saa jeg kunne aergre mig over ikke at vaere med. Om aftenen fejrede vi Lau og hans 23 aar paa en lille restaurant, der gerne serverede kage med lys og foedselsdagssang for en lille fordobling af regningen. Men skidt, han var glad og vi fik oevet den spanske foedselsdagssang.
Et andet hoejdepunkt var i Ollantaytambo, hvor spanierne faktisk tabte et slag mod Inkaerne. I dag er bygningerne stadig imponerende, og en lokal arbejder fortalte os, at alle stenene var blevet bragt fra bjerget paa den modsatte side - det kan man stadig se spor af i dag, da det ikke var alle stenene, der naaede hele vejen, og et spor af "traette sten" som de bliver kaldt, ligger tilbage.
Vi var taget tidligt af sted med rygsaekken pakket, og kunne derfor spise morgenmad paa en inkaterrasse med udsigt over paa endnu flere ruiner paa den modsatte bjergside. Man kan godt forstaa, at Inkaerne har holdt til i den hellige dal - der er helt utrolig smukt med groenne bloede bjerge og vilde floder.
Vi naaede ikke at se alle ruinerne i omraadet, da mit visa ligesaa langsomt rendt ud, og vi derfor maatte rejse videre til Bolivia. Det var noget maerkeligt og vemodigt at skulle sige farvel til Peru, som jeg er kommet til at holde meget af paa trods af alle sine maerkvaerdigheder og utilregneligheder. Men samtidig var det ogsaa tid til at komme videre, da jeg nu langt om laenge faktisk har en flybillet hjem, og uret tikker hurtigere og hurtigere foeles det som. Og med en rejselysten Lau ved min side var det ikke kun trist at sige farvel, men ogsaa spaendende at rejse videre, og efter en direkte bustur, der viste sig ikke at vaere saa direkte alligevel (typisk Peru!) endte vi i Copacabana ved bredden af Titicacasoeen, hvor det hele ligner Peru meget, men saa alligevel ikke, Bolivia er helt sig selv. Vi har tilbragt et par dejlige dage paa Isla del Sol, hvor vi har nydt solen, vandreture og friske oerreder. Flere gange har vi under den straalende sol kigget paa hinanden og sagt "skide regntid", men den er der altsaa regnen, og hver nat har jeg prist mig lykkelig over, at vi ikke laa i et lille telt, naar regnen har styrtet ned, vinden har blaest en halv pelikan og tordenbragene har lydt ud over soeen. Men i dag, paa min foedselsdag, skinner solen fra en skyfri himmel saa baade himlen og soeen er lysende blaa, solen varmer og Lau har en gave med fra Danmark, som han naesten ikke har afsloeret endnu. Saa kan man ikke klage...
Vi satte hurtigt naesen mod Cuzco - 26 timer i bus fra Lima. Vi blev forsinkede mange gange, bl.a. da en lille pige blev syg og maatte koeres paa hospitalet. Hvor hun saa blev behandlet mens hele bussen ventede...
Men vi naaede frem og maatte hurtigt indse, at vi havde sagt farvel til kystens sol, og nu i stedet var i regnvaade bjergomgivelser. Det regnede dog aldrig nok til at oedelaegge vores udflugter, og da vi begge havde medbragt rigeligt goretex, kunne vi bare nyde godt af den rigtige paaklaedning.
Og nu maa jeg saa gaa til bekendelse og indroemme, at vi ikke har besoegt Machu Picchu - Sydamerikas stoerste turistattraktion og en af verdens vidundere har vi altsaa sprunget over, og vi har det faktisk slet ikke skidt med det. Det er nemlig hammerdyrt at besoege stedet, og samtidig er der mere end 2000, der besoeger det hver dag. Et besoeg ville betyde et ordenligt hak i budgettet, hvilket vi nok ville overleve, men efter at have rejst i de mindre turistede dele af landet, kunne jeg simpelthen ikke overskue at rende rundt sammen med 2000 andre farvede regnjakker. Jeg er sikker paa, at Machu Picchu er fantastisk og magisk, men for mig ryger meget af magien naar guider farer paa kryds og tvaers med hver deres hale af turister.
I stedet koebte vi billet til alle de andre ruiner, der ligger i Cuzco og den hellige dal, og de skuffede bestemt ikke. Lau var isaer imponeret af Pisac, der er et kaempe fort hoejt oppe i bjergene - han maatte tage turen alene, da jeg havde faaet en smule influenza, og han kom tilbage fyldt af oplevelyst, og havde endda produceret nogle smaa videoer til mig, saa jeg kunne aergre mig over ikke at vaere med. Om aftenen fejrede vi Lau og hans 23 aar paa en lille restaurant, der gerne serverede kage med lys og foedselsdagssang for en lille fordobling af regningen. Men skidt, han var glad og vi fik oevet den spanske foedselsdagssang.
Et andet hoejdepunkt var i Ollantaytambo, hvor spanierne faktisk tabte et slag mod Inkaerne. I dag er bygningerne stadig imponerende, og en lokal arbejder fortalte os, at alle stenene var blevet bragt fra bjerget paa den modsatte side - det kan man stadig se spor af i dag, da det ikke var alle stenene, der naaede hele vejen, og et spor af "traette sten" som de bliver kaldt, ligger tilbage.
Vi var taget tidligt af sted med rygsaekken pakket, og kunne derfor spise morgenmad paa en inkaterrasse med udsigt over paa endnu flere ruiner paa den modsatte bjergside. Man kan godt forstaa, at Inkaerne har holdt til i den hellige dal - der er helt utrolig smukt med groenne bloede bjerge og vilde floder.
Vi naaede ikke at se alle ruinerne i omraadet, da mit visa ligesaa langsomt rendt ud, og vi derfor maatte rejse videre til Bolivia. Det var noget maerkeligt og vemodigt at skulle sige farvel til Peru, som jeg er kommet til at holde meget af paa trods af alle sine maerkvaerdigheder og utilregneligheder. Men samtidig var det ogsaa tid til at komme videre, da jeg nu langt om laenge faktisk har en flybillet hjem, og uret tikker hurtigere og hurtigere foeles det som. Og med en rejselysten Lau ved min side var det ikke kun trist at sige farvel, men ogsaa spaendende at rejse videre, og efter en direkte bustur, der viste sig ikke at vaere saa direkte alligevel (typisk Peru!) endte vi i Copacabana ved bredden af Titicacasoeen, hvor det hele ligner Peru meget, men saa alligevel ikke, Bolivia er helt sig selv. Vi har tilbragt et par dejlige dage paa Isla del Sol, hvor vi har nydt solen, vandreture og friske oerreder. Flere gange har vi under den straalende sol kigget paa hinanden og sagt "skide regntid", men den er der altsaa regnen, og hver nat har jeg prist mig lykkelig over, at vi ikke laa i et lille telt, naar regnen har styrtet ned, vinden har blaest en halv pelikan og tordenbragene har lydt ud over soeen. Men i dag, paa min foedselsdag, skinner solen fra en skyfri himmel saa baade himlen og soeen er lysende blaa, solen varmer og Lau har en gave med fra Danmark, som han naesten ikke har afsloeret endnu. Saa kan man ikke klage...
fredag den 10. februar 2012
Paa tur mellem sandslotte, bjergruiner, vandfald og hoeje boelger
I de tre uger, Kåre og jeg rejste rundt naaede vi at daekke en paen del af det nordlige Peru. Efter et par dage i Lima med tidstilvaenning, storbylyde og en hurtigt voksende lyst til at komme ud af metropolen drog vi mod Trujillo Perus 3. stoerste by otte timer nord for Lima. Her var der sydamerikansk sommerstemning med palmer og solskin paa byens Plaza de Armas, og vi fandt et skoent hostel med haengekoejer og en haarloes vagthund. Tidligere blev disse haarloese hunde, der er en peruansk race ikke at forveksle med den kinesiske, brugt som varmedunke for gigtramte folk. Heldigvis var temperaturen i Trujillo saa tilpas lun, at vi kunne klare os uden, da hundens hud mest foeltes som ru ubarberet laeder.
Trujillo var udgangspunktet for at udforske nogle af de mange ruiner, der ligger rundt omkring byen. Foerst tog vi til Chan Chan, der engang var Sydamerikas stoerste by med et sted mellem 10.000 og 60.000 indbyggere alt efter kilden. Byen er bygget i adobeler, og meget er derfor regnet vaek med tiden, men der staar stadig nogle imponerende bymure og vidner om fordums storhed, og bebyggelsen indvendig er en stor labyrint af pladser og gange. Desvaerre var en del af komplekset lukket, da vi besoegte det, saa vi kunne ikke se hele omraadet.
Dagen efter gik turen til Huaca del Sol y de la Luna - soltemplet og maanetemplet. To store pyramider, der rejser sig i oerkenen. Huaca del Sol er den stoerste, der maalte mere end 30 m, men nu er slidt ned til noget mindre, og bag den er lillesoesteren med sine 20 m noget bedre bevaret.
Mellem de to pyramider skimtes spor efter den landsby, der voksede mellem pyramiderne, og udgravningerne er stadig i gang. Om en 20 aar skulle der saaledes vaere mulighed for at se begge pyramider. Templerne bestaar af en 4-5 etager og er bygget af flere omgange. Saaledes blev den foerste etage bygget under en praest, og da han saa doede, fyldte man hele denne etage op med mursten og byggede en ny osv. Det goer, at udsmykningerne i templet er utrolig godt bevaret, fordi de gamle Mochefolk gjorde sig den umage at goere rummene naesten lufttaette med mursten.
Naeste stop paa turen var Chiclayo, der ogsaa byder paa masser af praeinkaruiner fra forskellige kulturer. I Chiclayo fandt vi et cellelignende vaerelse med meget ildelugtende tolietter, men hoejt til loftet og en vaegmaling, der skallede af i flotte moenstre og figurer. Chiclayo har et af Perus stoerste markeder, og vi forsynede os dagligt med frisk frugt og avokado - godt og billigt, hvilket vi foelte os noedsagede til efter en aften i vild kaadhed at havde delt en boef, drukket oel OG spist kage. Det resulterede i en regning der naesten rundede de 200 kr i alt. Vild luksus.
Rundt om Chiclayo ligger to store kongegrave - Sican og Sipan hedder de to kulturer, der vidste, hvilken begravelse, der var en konge vaerdig. Den ene fik ikke mindre end 22 foelgesvende med sig i graven, samtidig med, at han selv fik hugget hovedet af og derefter placeret paa hovedet i graven med sit afhuggede hoved stirrende fremad. Brutale kulture, der faar en til at taenke meget over deres menneske- og livssyn. Var man saa fyldt af aerefoelelse ved at blive udvalgt til at foelge kongen, at man slet ikke taenkte paa doeden eller ofringsritualet? Guld, soelv og aedelstene blev der heller ikke sparet paa, og det er vildt imponerende at se den rigdom, de har vaeret i besiddelse af.
Uden for Chiclayo ligger en af verdens stoerste tropiske toerskove - jeg ved ikke, om det hedder saadan paa dansk, men det er mit bedste bud, og toert var det i hvert fald! Vi tog to dage paa hesteryg for at udforske skoven, der har sine egne 4 pyramider. Imponerende at se disse kaempe sandbanker, der ikke ligner noget paa afstand, men bare glider i et med landskabet med sine toerre farver. Og saa rejser de sig alligevel som kaempehoeje i en skov og et omraade, der generelt bare er fladt, fladt, fladt. Den ene af pyramiderne var under udgravning, men man maatte gerne gaa ind paa omraadet, bare man fulgte stierne, og det gjorde vi saa, naesten i hvert fald, og foelte os, som var vi med i en actionfilm eller computerspil, mens vi gik rundt helt alene i disse ruiner.
Chiclayo var sidste stop paa kysten inden vi bevaegede os ind i bjergene til Chachapoyas. En hyggelig bjergby med indtil flere cafeer med god kaffe, hvilket var et stort plus paa vores liste. Herfra tog vi en dag til Gocta-vandfaldet, der, i foelge nogen, er verdens 3. hoejeste vandfald, i foelge andre er det nr. 14 eller 15, men det aendrer ikke paa, at det er hoejt! Turen dertil var en to timer lang og meget smuk vandretur gennem jungle, og det regnede naesten ikke. Til gengaeld blev vi vaede, da vi naaede vandfaldet, da blaesten sendte kaskader af vanddamp lige mod os.
Men hojdepunktet omkring Chachapoyas var Kuelap. En ruin gemt i bjerge og jungle og stadig tilpas vild og ukendt, isaer sammenlignet med Macchu Pichu. Vi ankom tidlig morgen til Maria, en lille landsby 10 km fra Kuelap, og efter en times ekstra soevn var vi klar til at tage paa eventyr. Vandreturen var let, da den foregik paa landevej hele tiden, men med mange smukke udsigter, og vi var helt enige om, at det bestemt var vaerd at gaa til ruinen selv fremfor at tage en guidet tur fra Chachapoyas. Dette blev kun bekraeftet, da vi omkring middag ankom til en fuldstaendig oede ruin. Bortset fra en guide og to damer, der solgte sodavand, var vi de eneste i omraadet. Efter en times tid ankom de foerste guider med en ti-tyve turister paa slaeb, og hvor var vi bare glade for ikke at vaere en del af det.
Kuelap var imponerende. Med mure, der er 12 m hoeje og kun 3 smalle indgange, har det ikke vaeret en faestning, der var let at indtage. Inden for murene er ruiner af huse, som junglen naesten har overtaget med vild bevoksning. Et par graessende lamaer moedte vi ogsaa, mens vi noed de storslaaede udsigter og solen, der skinnede noget staerkere, end vi lige var forberedt paa. Saaledes kom vi tilbage til Maria med vabler og solskoldninger, men det var bestemt hele turen vaerd.
Infrastrukturen i bjergene er ikke helt saa effektiv og velorganiseret som paa kysten, hvilket resulterede i, at vi brugte en hel dag paa at komme til Leymebamba, der kun ligger 3 timers koersel fra Maria. Men ventetiden blev slaaet ihjel med kortspil og snak med nysgerrige boern og en mor, der var helt forbloeffet over at se blaa oejne.
I Leymebamba saa vi mumier og kolibrier. Ikke langt fra Leymebamba i Laguna de los Condores, har man fundet ikke mindre end 216 mumier, der nu er til udstilling paa museum. Imponerende, og utroligt velbevaret, og saa kunne vi ikke undgaa at sende en venlig tanke hjem til Danmark, da vores egen Tollundmand - eller El Hombre de Tollund, var naevnt paa en planche over andre af verdens mumier. Derefter slappede vi af med god kaffe og udsigt til sukkerspisende kolibrier.
Den sidste bjergby, der blev besoegt var Cajamarca, og her holdt vi ferie. Vi saa lige Inkaen Atahualpas fangekammer, som er den eneste inkabygning tilbage i byen, men det var saa ogsaa det paa den kulturelle side. Til gengaeld spillede vi en masse kort, spiste is og en aften delte vi endda en flaske roedvin.
Derefter gik turen tilbage til kysten til en lille by uden for Trujillo, der hedder Huanchaco. Huanchaco er et populaert surfingsted, hvilket ogsaa betyder turister. Det var lidt af et chok for os at komme fra det turistforladte hoejland, til denne badeby med hvide hoteller og for os helt vanvittige priser. Taenkt at betale mere end 10 soles (20 kr) for et aftensmaaltid! Men vi fandt et dejligt hostel, moedte nogle andre soede rejsende og fik surfet lidt, inden vi tog til Trujillo for at markere vores sidste aften med en koedfest paa en af byens bedste grillrestauranter. Mere koedmaette end vi havde troet muligt vendte vi tilbage til vores hostel. Dog kunne chauffoeren ikke koere hele vejen, da plazaen var spaerret af og en folkemaengde, der naesten kunne matche et dansk kongebrullyp var samlet foran kirken. Det var ogsaa en dronning der blev gift viste det sig - en tidligere Miss Peru og siden Miss World med trujilliansk afstamning. Saa fik man ogsaa det med.
Det var skoent at have besoeg fra Danmark, og det var foerst rigtig her, det gik op for mig, at jeg efterhaanden har vaeret vaek ret laenge. Det var sjovt at opleve Kåre blive overrasket over eller laegge maerke til ting, jeg for laengst har optaget som en del af min hverdag. Og saa var det saa let at forklare, fortaelle og tale om ting. Aldrig manglede der ord, eller lange forklaringer var noedvendige.
Efter at have sagt farvel til Kåre, tog jeg tilbage til EcoTruly, men jeg kunne hurtigt maerke, at jeg var lidt for utaalmodig til bare at vente der, indtil Lau kommer. Saa nu er jeg rejst til Huaraz, der ligger i Perus hoejeste bjerge, og i morgen tager jeg ud til en bjerghytte, hvor jeg kan arbejde frivilligt i en lille uges tid, inden turen gaar tilbage til Lima for at hente Lau. Jeg kan naesten ikke vente..
Trujillo var udgangspunktet for at udforske nogle af de mange ruiner, der ligger rundt omkring byen. Foerst tog vi til Chan Chan, der engang var Sydamerikas stoerste by med et sted mellem 10.000 og 60.000 indbyggere alt efter kilden. Byen er bygget i adobeler, og meget er derfor regnet vaek med tiden, men der staar stadig nogle imponerende bymure og vidner om fordums storhed, og bebyggelsen indvendig er en stor labyrint af pladser og gange. Desvaerre var en del af komplekset lukket, da vi besoegte det, saa vi kunne ikke se hele omraadet.
Dagen efter gik turen til Huaca del Sol y de la Luna - soltemplet og maanetemplet. To store pyramider, der rejser sig i oerkenen. Huaca del Sol er den stoerste, der maalte mere end 30 m, men nu er slidt ned til noget mindre, og bag den er lillesoesteren med sine 20 m noget bedre bevaret.
Mellem de to pyramider skimtes spor efter den landsby, der voksede mellem pyramiderne, og udgravningerne er stadig i gang. Om en 20 aar skulle der saaledes vaere mulighed for at se begge pyramider. Templerne bestaar af en 4-5 etager og er bygget af flere omgange. Saaledes blev den foerste etage bygget under en praest, og da han saa doede, fyldte man hele denne etage op med mursten og byggede en ny osv. Det goer, at udsmykningerne i templet er utrolig godt bevaret, fordi de gamle Mochefolk gjorde sig den umage at goere rummene naesten lufttaette med mursten.
Naeste stop paa turen var Chiclayo, der ogsaa byder paa masser af praeinkaruiner fra forskellige kulturer. I Chiclayo fandt vi et cellelignende vaerelse med meget ildelugtende tolietter, men hoejt til loftet og en vaegmaling, der skallede af i flotte moenstre og figurer. Chiclayo har et af Perus stoerste markeder, og vi forsynede os dagligt med frisk frugt og avokado - godt og billigt, hvilket vi foelte os noedsagede til efter en aften i vild kaadhed at havde delt en boef, drukket oel OG spist kage. Det resulterede i en regning der naesten rundede de 200 kr i alt. Vild luksus.
Rundt om Chiclayo ligger to store kongegrave - Sican og Sipan hedder de to kulturer, der vidste, hvilken begravelse, der var en konge vaerdig. Den ene fik ikke mindre end 22 foelgesvende med sig i graven, samtidig med, at han selv fik hugget hovedet af og derefter placeret paa hovedet i graven med sit afhuggede hoved stirrende fremad. Brutale kulture, der faar en til at taenke meget over deres menneske- og livssyn. Var man saa fyldt af aerefoelelse ved at blive udvalgt til at foelge kongen, at man slet ikke taenkte paa doeden eller ofringsritualet? Guld, soelv og aedelstene blev der heller ikke sparet paa, og det er vildt imponerende at se den rigdom, de har vaeret i besiddelse af.
Uden for Chiclayo ligger en af verdens stoerste tropiske toerskove - jeg ved ikke, om det hedder saadan paa dansk, men det er mit bedste bud, og toert var det i hvert fald! Vi tog to dage paa hesteryg for at udforske skoven, der har sine egne 4 pyramider. Imponerende at se disse kaempe sandbanker, der ikke ligner noget paa afstand, men bare glider i et med landskabet med sine toerre farver. Og saa rejser de sig alligevel som kaempehoeje i en skov og et omraade, der generelt bare er fladt, fladt, fladt. Den ene af pyramiderne var under udgravning, men man maatte gerne gaa ind paa omraadet, bare man fulgte stierne, og det gjorde vi saa, naesten i hvert fald, og foelte os, som var vi med i en actionfilm eller computerspil, mens vi gik rundt helt alene i disse ruiner.
Chiclayo var sidste stop paa kysten inden vi bevaegede os ind i bjergene til Chachapoyas. En hyggelig bjergby med indtil flere cafeer med god kaffe, hvilket var et stort plus paa vores liste. Herfra tog vi en dag til Gocta-vandfaldet, der, i foelge nogen, er verdens 3. hoejeste vandfald, i foelge andre er det nr. 14 eller 15, men det aendrer ikke paa, at det er hoejt! Turen dertil var en to timer lang og meget smuk vandretur gennem jungle, og det regnede naesten ikke. Til gengaeld blev vi vaede, da vi naaede vandfaldet, da blaesten sendte kaskader af vanddamp lige mod os.
Men hojdepunktet omkring Chachapoyas var Kuelap. En ruin gemt i bjerge og jungle og stadig tilpas vild og ukendt, isaer sammenlignet med Macchu Pichu. Vi ankom tidlig morgen til Maria, en lille landsby 10 km fra Kuelap, og efter en times ekstra soevn var vi klar til at tage paa eventyr. Vandreturen var let, da den foregik paa landevej hele tiden, men med mange smukke udsigter, og vi var helt enige om, at det bestemt var vaerd at gaa til ruinen selv fremfor at tage en guidet tur fra Chachapoyas. Dette blev kun bekraeftet, da vi omkring middag ankom til en fuldstaendig oede ruin. Bortset fra en guide og to damer, der solgte sodavand, var vi de eneste i omraadet. Efter en times tid ankom de foerste guider med en ti-tyve turister paa slaeb, og hvor var vi bare glade for ikke at vaere en del af det.
Kuelap var imponerende. Med mure, der er 12 m hoeje og kun 3 smalle indgange, har det ikke vaeret en faestning, der var let at indtage. Inden for murene er ruiner af huse, som junglen naesten har overtaget med vild bevoksning. Et par graessende lamaer moedte vi ogsaa, mens vi noed de storslaaede udsigter og solen, der skinnede noget staerkere, end vi lige var forberedt paa. Saaledes kom vi tilbage til Maria med vabler og solskoldninger, men det var bestemt hele turen vaerd.
Infrastrukturen i bjergene er ikke helt saa effektiv og velorganiseret som paa kysten, hvilket resulterede i, at vi brugte en hel dag paa at komme til Leymebamba, der kun ligger 3 timers koersel fra Maria. Men ventetiden blev slaaet ihjel med kortspil og snak med nysgerrige boern og en mor, der var helt forbloeffet over at se blaa oejne.
I Leymebamba saa vi mumier og kolibrier. Ikke langt fra Leymebamba i Laguna de los Condores, har man fundet ikke mindre end 216 mumier, der nu er til udstilling paa museum. Imponerende, og utroligt velbevaret, og saa kunne vi ikke undgaa at sende en venlig tanke hjem til Danmark, da vores egen Tollundmand - eller El Hombre de Tollund, var naevnt paa en planche over andre af verdens mumier. Derefter slappede vi af med god kaffe og udsigt til sukkerspisende kolibrier.
Den sidste bjergby, der blev besoegt var Cajamarca, og her holdt vi ferie. Vi saa lige Inkaen Atahualpas fangekammer, som er den eneste inkabygning tilbage i byen, men det var saa ogsaa det paa den kulturelle side. Til gengaeld spillede vi en masse kort, spiste is og en aften delte vi endda en flaske roedvin.
Derefter gik turen tilbage til kysten til en lille by uden for Trujillo, der hedder Huanchaco. Huanchaco er et populaert surfingsted, hvilket ogsaa betyder turister. Det var lidt af et chok for os at komme fra det turistforladte hoejland, til denne badeby med hvide hoteller og for os helt vanvittige priser. Taenkt at betale mere end 10 soles (20 kr) for et aftensmaaltid! Men vi fandt et dejligt hostel, moedte nogle andre soede rejsende og fik surfet lidt, inden vi tog til Trujillo for at markere vores sidste aften med en koedfest paa en af byens bedste grillrestauranter. Mere koedmaette end vi havde troet muligt vendte vi tilbage til vores hostel. Dog kunne chauffoeren ikke koere hele vejen, da plazaen var spaerret af og en folkemaengde, der naesten kunne matche et dansk kongebrullyp var samlet foran kirken. Det var ogsaa en dronning der blev gift viste det sig - en tidligere Miss Peru og siden Miss World med trujilliansk afstamning. Saa fik man ogsaa det med.
Det var skoent at have besoeg fra Danmark, og det var foerst rigtig her, det gik op for mig, at jeg efterhaanden har vaeret vaek ret laenge. Det var sjovt at opleve Kåre blive overrasket over eller laegge maerke til ting, jeg for laengst har optaget som en del af min hverdag. Og saa var det saa let at forklare, fortaelle og tale om ting. Aldrig manglede der ord, eller lange forklaringer var noedvendige.
Efter at have sagt farvel til Kåre, tog jeg tilbage til EcoTruly, men jeg kunne hurtigt maerke, at jeg var lidt for utaalmodig til bare at vente der, indtil Lau kommer. Saa nu er jeg rejst til Huaraz, der ligger i Perus hoejeste bjerge, og i morgen tager jeg ud til en bjerghytte, hvor jeg kan arbejde frivilligt i en lille uges tid, inden turen gaar tilbage til Lima for at hente Lau. Jeg kan naesten ikke vente..
onsdag den 11. januar 2012
Hare X-mas og Jesus Krishna
Selvom vi nu er godt inde i det nye aar, mangler jeg stadig at berette lidt om julen hernede. For det foerste kan jeg sige, at det altsaa bare ikke er det samme at fejre jul i 25 graders varme og hoej sol! Hele "lyset vender tilbage"-delen behoever man ikke her, og plastictraeer og daarlige udgaver af amerikanske julesange forpester mere end de pynter.
I EcoTruly var der blevet lagt op til, at vi skulle fejre julen sammen med god mad, sang, dans og gaver. Altsaa ikke saa forskelligt fra, hvad jeg kendte hjemme i Danmark. Jeg stod for desserten, som selvfoelige skulle vaere risalamande. Vi var et par frivillige og et par af de faste beboere, der var blevet opfordret til at lave en plan, for hvad der skulle ordnes og saa ellers bare uddelegere og arrangere alt det, vi ville.
Juleaften stod jeg meget tidligt op for at tage i morgentempel sammen med Sian, en af de andre piger. Vi mente, at det nok kunne goere det ud for en julegudstjeneste, og desuden taenkte vi, at vi nok hellere maatte opleve templet kl. 4.30 mindst en gang, mens vi var her. Det foeltes dog som MEGET tidligt, da vaekkeuret ringede, og vi tumlede traette til templet. Vi sad laenge som de eneste i templet, hvilket paa den ene side var dejligt, da jeg bare kunne sidde og nyde stearinlysene, der bragte mig ret meget i julestemning, men paa den anden side var det ogsaa en smule skuffende, at ingen af de "gudshengivne" moedte op. Desuden vidste vi ikke, hvad man goer i templet om morgenen, saa vi var lige ved at gaa tilbage i seng, da to andre moedte op og overtog ledelsen. Det var en fin oplevelse i templet, men jeg har nu siden valgt at sove lidt laengere.
Efter morgenmad og yoga gik Sian, Draupadi (fra Tyskland) og jeg i gang i bageriet. Draupadi bagte smaakager til os alle sammen og Sian og jeg lavede risalamande. Det gik smaddergodt med risalamanden, og resultatet blev naesten som i Danmark. Eftermiddagen forloeb ellers utrolig roligt, EcoTrulyPark var aaben som saedvanlig, men der kom ikke rigtig nogle gaester. Middagen skulle starte ca kl. 20 efter templet, saa der var tid til at indhente lidt af nattens manglende soevn.
Sian og jeg syntes dog, at stemningen var noget sloev sidst paa eftermiddagen, og da kl. naermede sig 20 var der ikke et oeje at se i parken. Kl. 21 var der stadig ikke sket noget, og jeg var saa traet, at jeg mest af alt bare havde lyst til at gaa i seng. Heldigvis var Sian lidt mere energisk, saa hun fik vaekket et par sloeve sydamerikanere og bad dem om at faa lavet et baal. I loebet af en lille time var der baal, folk begyndte at moede op, og buffeten var ogsaa naesten klar. Det var virkelig godt, at jeg havde lavet risalamande, for der var ikke rigtig nogen, der havde taget sig af hovedretten, saa dessertsiden af bordet var dominerende.
Da folk endelig kom og gik i gang med at fejre jul, blev det hele faktisk smaddergodt. Der var blevet lavet et lille alter med alt hvad Krishna kunne oenske sig, og midt i det hele var der i dagens anledning stillet et portraet af Jesus. Vi sang og dansede rundt om baalet i stedet for traeet, og der blev chantet "Hare X-mas" og "Jesus Krishna" til den store guldmedalje.
Julemanden kom ogsaa paa besoeg, og da alle inden havde bidraget med en gave hver, var der en gave til alle.
Og heldigvis kunne de lide risalamanden - og aldrig i mit liv har jeg set saa intens en jagt paa mandlen. Der blev gaaet meget op i det, der var endda en, der tog sin lommelygte til hjaelp og gennemlyste hele sin portion mens han varsomt spiste smaa bidder.
Det hele endte med at vare til langt ud paa natten, og jeg gik i seng fuldt juletilfreds.
Nytaarsaften var en aften i turisternes tegn, da der kom mere end 100 besoegende fra Lima til et todages program. Det betoed, at der var en masse arbejde for os andre, og jeg arbejdede ca 25 timer i den weekend. Der var dog lige tid til at springe ned fra en stol og sige godt nytaar, men det var saa ogsaa ca den festivitas, der var for mig.
Nu er det snart min sidste dag i denne omgang, da jeg paa fredag tager til Lima for at moedes med Kaare. Jeg glaeder mig rigtig meget til at spaende rygsaekken paa og drage paa eventyr. Vi rejser op langs Perus nordkyst, og skal forhaabentlig baade se kyst og jungle, samt en hel masse ruiner. Det bliver skoent at faa besoeg fra Danmark.
I EcoTruly var der blevet lagt op til, at vi skulle fejre julen sammen med god mad, sang, dans og gaver. Altsaa ikke saa forskelligt fra, hvad jeg kendte hjemme i Danmark. Jeg stod for desserten, som selvfoelige skulle vaere risalamande. Vi var et par frivillige og et par af de faste beboere, der var blevet opfordret til at lave en plan, for hvad der skulle ordnes og saa ellers bare uddelegere og arrangere alt det, vi ville.
Juleaften stod jeg meget tidligt op for at tage i morgentempel sammen med Sian, en af de andre piger. Vi mente, at det nok kunne goere det ud for en julegudstjeneste, og desuden taenkte vi, at vi nok hellere maatte opleve templet kl. 4.30 mindst en gang, mens vi var her. Det foeltes dog som MEGET tidligt, da vaekkeuret ringede, og vi tumlede traette til templet. Vi sad laenge som de eneste i templet, hvilket paa den ene side var dejligt, da jeg bare kunne sidde og nyde stearinlysene, der bragte mig ret meget i julestemning, men paa den anden side var det ogsaa en smule skuffende, at ingen af de "gudshengivne" moedte op. Desuden vidste vi ikke, hvad man goer i templet om morgenen, saa vi var lige ved at gaa tilbage i seng, da to andre moedte op og overtog ledelsen. Det var en fin oplevelse i templet, men jeg har nu siden valgt at sove lidt laengere.
Efter morgenmad og yoga gik Sian, Draupadi (fra Tyskland) og jeg i gang i bageriet. Draupadi bagte smaakager til os alle sammen og Sian og jeg lavede risalamande. Det gik smaddergodt med risalamanden, og resultatet blev naesten som i Danmark. Eftermiddagen forloeb ellers utrolig roligt, EcoTrulyPark var aaben som saedvanlig, men der kom ikke rigtig nogle gaester. Middagen skulle starte ca kl. 20 efter templet, saa der var tid til at indhente lidt af nattens manglende soevn.
Sian og jeg syntes dog, at stemningen var noget sloev sidst paa eftermiddagen, og da kl. naermede sig 20 var der ikke et oeje at se i parken. Kl. 21 var der stadig ikke sket noget, og jeg var saa traet, at jeg mest af alt bare havde lyst til at gaa i seng. Heldigvis var Sian lidt mere energisk, saa hun fik vaekket et par sloeve sydamerikanere og bad dem om at faa lavet et baal. I loebet af en lille time var der baal, folk begyndte at moede op, og buffeten var ogsaa naesten klar. Det var virkelig godt, at jeg havde lavet risalamande, for der var ikke rigtig nogen, der havde taget sig af hovedretten, saa dessertsiden af bordet var dominerende.
Da folk endelig kom og gik i gang med at fejre jul, blev det hele faktisk smaddergodt. Der var blevet lavet et lille alter med alt hvad Krishna kunne oenske sig, og midt i det hele var der i dagens anledning stillet et portraet af Jesus. Vi sang og dansede rundt om baalet i stedet for traeet, og der blev chantet "Hare X-mas" og "Jesus Krishna" til den store guldmedalje.
Julemanden kom ogsaa paa besoeg, og da alle inden havde bidraget med en gave hver, var der en gave til alle.
Og heldigvis kunne de lide risalamanden - og aldrig i mit liv har jeg set saa intens en jagt paa mandlen. Der blev gaaet meget op i det, der var endda en, der tog sin lommelygte til hjaelp og gennemlyste hele sin portion mens han varsomt spiste smaa bidder.
Det hele endte med at vare til langt ud paa natten, og jeg gik i seng fuldt juletilfreds.
Nytaarsaften var en aften i turisternes tegn, da der kom mere end 100 besoegende fra Lima til et todages program. Det betoed, at der var en masse arbejde for os andre, og jeg arbejdede ca 25 timer i den weekend. Der var dog lige tid til at springe ned fra en stol og sige godt nytaar, men det var saa ogsaa ca den festivitas, der var for mig.
Nu er det snart min sidste dag i denne omgang, da jeg paa fredag tager til Lima for at moedes med Kaare. Jeg glaeder mig rigtig meget til at spaende rygsaekken paa og drage paa eventyr. Vi rejser op langs Perus nordkyst, og skal forhaabentlig baade se kyst og jungle, samt en hel masse ruiner. Det bliver skoent at faa besoeg fra Danmark.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)