ARGENTINA

Siden sidst er der sket en hel masse, saa I maa lige forberede jer paa en ordenlig smoere. For at tage det fra begyndelsen, saa drog vi for 10 dage siden paa tur til saltsletterne i Uyuni. Det var en 4 dages tur, og vi havde valgt at tage turen fra Tupiza, selvom det er naesten dobbelt saa dyrt som fra Uyuni, men til gengaeld skulle kvaliteten ogsaa vaere bedre, og man skulle se en del mere. Vi endte heldigvis i en jeep med et par, der havde et kamera, og de lovede os, at vi sagtens kunne dele billeder - saa var den del i hvert fald sikret.
Og for at starte med alt det gode, saa var sceneriet hele vejen FANTASTISK! Vi koerte igennem en kaempe nationalpark med den ene spejlblanke lagune efter den anden - foerst den groenne, saa den hvide, saa den roede. Alle steder med store flokke af flamingoer. Vi saa vulkaner og vilde vicuñaer, maerkelige klippeformationer og oede sletter. Vi badede i varme kilder og blev sandet til i knaldroedt sand. Alt i mens vi bumlede af sted i bilen til lyden af enten boliviansk pop eller 80'er hits. Lau konkluderede, at Bolivia er fantastisk uden mennesker, og det var bare helt utrolig smukt. Loreta og Brandon med kameraet udbroed ofte "this camera is AMAZING", saa vi glaedede os til at se billederne ogsaa, samtidig med at vi kunne nyde sceneriet nu uden at taenke for meget paa fotos. Stemningen i gruppen var god og solen skinnede.
Den sidste morgen, som var dagen, hvor vi skulle til saltsletterne, blev det hele dog en smule maerkeligt. Salten er lige nu for vaad, til at man kan koere inde paa midten, som er hovedruten, men vi havde faaet at vide, at vi ville koere ca. 25 km ind paa salten, saa vi skulle nok faa nok at se. Vi skulle af sted tidligt om morgenen og se solopgang, derefter til et salthotel og spise morgenmad og saa tilbage ud paa sletterne og bruge et par timer paa bare at vaere der. Efter solopgangen (hvor vi kun var naaet et par km ind paa sletten) virkede det dog paa vores guide og vores kok som om, at det var det hele, og vi nu ville spise morgenmad og saa koere ud igen. Vi sagde, at vi havde faaet noget andet at vide, baade af dem i dagene op til, og af turbureauet, da vi bookede turen. Deres argument var, at hvis de koerte tilbage til hotellet, for saa derefter at koere ud igen, ville de ikke have nok benzin til at koere tilbage til Tupiza. Det syntes vi, var meget maerkeligt, for der er masser af tankstationer i Uyuni, hvor de kunne tanke op, og eftersom vi har betalt en god slat penge for turen, skulle der nok vaere raad til, at vi koerte en del laengere. Desuden var tankene paa begge jeeps helt fulde, saa vi ville i hvert fald ikke blive fanget derinde. Vi maatte virkelig overtale dem til at fortsaette turen, og de blev ved med at komme med argumenter som "jamen det hele er bare salt, det ser ens ud" osv, uden tanke for, at vi alle er der for foerste gang, har betalt mange penge for turen, er rejst langt for at se det, har glaedet os osv. Naa men vi kom et par km laengere ind, og fik lov at vaere der et par timer, mens vores guider surmulede lidt. Vi noed sceneriet og stemningen var god, da vi vendte tilbage for at spise frokost, og derefter afslutte turen. De andre blev i Uyuni, men Lau og jeg skulle med tilbage til Tupiza. Vi skulle udfylde et evalueringsskema, som vores guide havde bedt os om kun at udfylde med topkarakterer, da han ellers ikke ville faa mere arbejde, men det havde vi ikke gjort, da servicen ikke havde vaeret specielt god, og isaer havde maden vaeret mangelfuld - en aften havde de glemt, at vi var meldt til som vegetarer, saa der havde naesten ikke vaeret noget mad, og to ud af tre aftener, havde folk stadig vaeret sultne, naar de sidste fade var toemt. Desuden kunne vi se, hvad de andre grupper fik serveret, og det saa noget bedre ud (alle betalte samme pris). Altsaa havde vi kun givet en middelkarakter, men ogsaa en forklaring. Da vores chauffoer saa dette, stoppede han bilen og begyndte at spoerge til, hvorfor vi ikke havde givet ti det ene og det andet sted. Han spurgte ogsaa, om maden havde vaeret daarlig, og vi svarede ham med samme forklaring som vi havde givet i skemaet. Til dette svarede han kun "nej nej, det er MEGET skidt, at I ikke har givet mere", jeg fortalte igen hvorfor, men grunden interesserede ham slet ikke, det gik kun ud paa, at der ikke stod 10 i alle felter. Derefter tog han sin seddel frem og sagde, at der jo forresten ikke stod noget om, at vi skulle tilbage til Tupiza. Jeg sagde, at det havde vi altsaa booket hos bureauet, og vi havde ogsaa fortalt ham det allerede den foerste dag, hvor det ikke var et problem. Han svarede, at han ikke behoevede at koere nogen tilbage, naar det ikke stod i hans papirer, og at chauffoererne normalt efterlod folk i Uyuni. Heldigvis havde jeg vores kvittering, hvor der stod "retorno" under bemaerkninger, og da han saa den, maatte han jo give efter, og saa havde vi ellers 6 timer tilbage til Tupiza. Hvilken fest.
Da vi kom tilbage, spiste vi en stor pizza og delte en oel mens vi fik luft for vores frustrationer over Bolivia (der er mere, men det vil jeg ikke traette jer med nu), og vi blev enige om at droppe Tarija og tage direkte til Argentina. Vi satte kursen mod graensen og kom efter bolivianske standarder naesten smertefrit dertil ("service! asfalt! service! asfalt!" som Lau sang paa vejen). Derefter var der 4 timers koe til paskontrollen, en bustur med politikontrol og andre forsinkelser men efter 12 timer paa vejen var vi i Tilcara, en lille argentinsk by.

For lige at runde Bolivia af, saa er vi ret sikre paa, at vi simpelthen har vaeret utrolig uheldige. Vi har haft rigtig mange dejlige oplevelser, men vi har vaeret rigtig uheldige med de mennesker vi har stoedt paa. Det har vaeret anstrengende naesten aldrig at moede venlighed og i bedste fald at skulle forvente ligegyldighed. Det har slet ikke levet op til det billede, jeg havde faaet tegnet i hovedet, efter at have hoert rejsehistorier fra andre, der havde rost Bolivia til skyerne, saa vi er sikre paa, at alle de soede mennesker sikkert er et sted derude, vi har bare ikke moedt dem. Men nu er vi i Argentina, og det er en helt anden historie..

Vi kom som sagt til Tilcara, og var smaddersultne efter den lange tur. Kl var 22, men det er slet ikke sent efter Argentinsk standard, saa der var heldigvis masser af muligheder, og vi ville ogsaa gerne fejre, at vi endelig var kommet frem, saa vi endte paa en lokal peña, hvor vi spiste stegt gedekid og drak oel, mens der blev spillet argentinsk folkemusik til den store guldmedalje. Aftenens stjerne var den ca. 12-aarige trommeslager, der, trods hans ringe stoerrelse, sagtens kunne spille op til de store maend ved hans side. Efter et par numre gik alle de gamle maend paa dansegulvet og fyrede op for nogle trin, der kan faa de fleste danske maend til at krumme taer og kvinder til at sukke. Vi noed det og kunne naesten ikke lade vaere med at grine, fordi forandringen var saa stor - det var virkelig en lettelse, at vaere et sted, hvor folk var glade. Tilcara viste sig at vaere en skoen lille landsby, og vi noed et par dage med vandreture og vin.
I gaar rejste vi videre sydpaa, foerst med stop i Purmamarca for at se "bjerget med de syv farver" - en fantastisk frokostudsigt. Derefter gik turen til Jujuy, hvor vi tilbragte natten og nu er vi saa i Salta, som vi haaber paa kan forsyne os med et nyt kamera. Vi er tomlet hele vejen fra Tilcara, og jeg kan berolige eventuelle nervoese slaegtninge med, at det er ret normalt i Argentina og meget nemt. Vi har indtil nu hoejst ventet i 25 minutter, og vi har kun moedt soede og hjaelpsomme mennesker. Transport i Argentina er dyrt, saa det er ogsaa en dejlig maade at spare penge paa, saa vi har lidt ekstra til de lange busture. Naar vi er faerdige med Salta, saetter vi kursen mod Cafayate og drikker vin, og derefter skal vi hele vejen til Iguazu - maaske med nogle stop undervejs.
Vi har det godt, og den stoerste fare ved Argentina lige nu er nok, at vi kommer hjem et par kilo tungere..