Et stk Bolivia med det hele

Vi er kommet godt ind under huden paa Bolivia og det har vaeret en lidt blandet oplevelse ind til videre, og jeg maa indroemme, at jeg savner Peru en smule en gang i mellem. Men man kan ikke klage over, at Bolivia byder paa hoej sol og skyfri himmel hver eneste dag og at man kan koebe frisk papaya- og jordbaersmoothie for 4 danske kroner.

Ca. ti minutter efter sidste blog-indlaeg fik Lau stjaalet sit kamera, saa det maatte vi lige bruge lidt tid paa at aergre os over, men heldigvis er vi af sted med et kamera hver, og facebook havde naaet at redde 6 billeder... Vi havde planer om at saette kurs mod La Paz naeste dag, da vi ikke var helt vildt fascinerede af Copacabana, som er, blev vi enige om, en meget ligeglad by. Her var hovedsageligt tre typer: Turister, der var ligeglade med at betale en masse penge for meget turistede ting, "hippier", der syntes, det bare var fedt at vaere ved soeen og "you guys should come drink and smoke with us and listen to music" og sidst men ikke mindst, lokale, der ikke gad snakke med turister, men gerne saette markedspriserne en smule op for dem. Med et kamera mindre i tasken var lysten til at komme videre ikke blevet mindre, og vi landede i La Paz naeste eftermiddag og blev overvaeldet af kaos. La Paz er verdens hoejeste regeringssaede (Bolivias officielle hovedstad er Sucre), og den er omgivet af endnu hoejere forstaeder, saa naar man staar midt i det, foeles det, som om biler, busser og bygninger kommer vaeltende ned mod en. Mest af alt var det bare et storbykaos, men vi naaede ogsaa at blive fanget i en boliviansk folkefest - fodboldkampen soendag eftermiddag. Stadion ligger lige ved siden af turistpolitiet, hvor vi skulle melde kameraet stjaalet, og der var helt sikkert mere festligt ude paa pladsen end hos politiet, der skiftedes til at sove paa sofaen i kontoret. Udenfor blandede duften af nypoppede popcorn sig med duften af grillkul og store boeffer, og pladsen var et virvar af henholdsvis lyseblaa og hvide og sorte og gule. Vi saa endda et kaerestepar der ogsaa havde iklaedt deres bulldog en lyseblaa t-shirt. Skulle man  have glemt troejen, kunne man for en billig penge blive malet i ansigtet, og hvis oplevelsen skulle vaere endnu mere fuldendt, kunne man koebe en flamingoplade at sidde paa.

Efter La Paz' bylarm var det utroligt fredfyldt af flygte til landsbyen Coroico, der ligger 3 timer nord for La Paz i en suptropisk dal kaldet Las Yungas. Lau sprang paa cyklen derud, og jeg tog bussen. Vi naaede begge helskindet frem og kunne nyde et par dage omgivet af groent. Fra landsbyen, der var en smule turistet, men ret charmerende, gik mange vandreruter, og vi brugte en dag paa at gaa ud til tre vandfald. Her moedte vi et fransk soeskendepar, der spurgte, om vi havde lagt maerke til alle bilerne og al pynten i byen. Der var nemlig fint besoeg den dag - Evo Morales, Bolivias praesident skulle spille fodbold i Coroico om eftermiddagen. Saa endnu engang befandt vi os midt i en boliviansk festlighed og da vi kom tilbage til Coroico maatte vi mase os vej gennem menneskerne for at kunne faa udsigtspladser til stadium, hvor kampen stadig var i gang. Da vi spurgte en forbipasserende, hvem praesidenten var, fik vi at vide, at han sad paa baenken. Han blev dog skiftet ind igen, og vi holdt noeje oeje med nr 10. Evo Morales er den foerste praesident af indiansk oprindelse i Bolivia og er populaer i hoejlandet hos de fattige, og jeg tror ikke, at kampens dommer er blevet doemt efterfoelgende for at give ham et gult kort.

Hvis vi syntes, La Paz var kaotisk, var det intet i mod, hvad der moedte os i Cochabamba. Her koerer gamle skolebusser rundt som bybusser med en intern konkurrence om, hvem der har pyntet sin bus flottest. Det er derfor ikke unormalt at stoede paa en bus med teksten "beijing tours" samt et mindre lysshow paa taget. Man blev helt nervoes for, om chauffoererne overhovedet kunne se ud af forruden. Flere gange aergrede jeg mig over, at jeg havde ladet kameraet blive hjemme paa vaerelset, da vi jo ikke skulle noget saerligt, for gang paa gang stoedte man paa syn, der fik en til at traekke paa smilebaandet. For det foerste er der trafikken. Den er et virvar af busser, taxaer, pick up-trucks, motorcykler, knallerter.. der alle dytter om kap og tager det saa som saa med trafiklysene. Bevaeger man sig ned i markedsomraadet, der er et af de stoerste i Bolivia, kan man tilfoeje fodgaengere paa baade fortov og vej til billedet ovenfor. Midt i alt dette bliver der saa solgt alt mellem himmel og jord - fx var der tre unge fyre med et helt bagagerum fyldt af hvide tennissko, en trailer laesset med kaempe laenestole i fire etager, alle Pink Floyds album for B$10 (8kr), friske ferskner, en pige der tilbyder at veje dig for 1 kr, ammende moedre, der saelger haarelastikker, gamle damer saa smaa som boern der saelger sandwich og en dvaerg der danser og spiller mundharpe. Bolivia er intens.
Vi har nydt at spise frokost paa markederne, da det er superbilligt (B$7-10) og samtidig er det, de lokale goer. Foerst skal man vaelge stedet - det er oftest en lang gang paa markedet, der er fyldt med smaabitte koekkener, og naar man gaar forbi lyder det fra et helt kor af kokke "pasa amiga, pasa amiga, hay almuerzo", "que estas buscando - hay sopa, hay lentejas, hay lomito hay milanesa...." Det er bare med at vaelge, for de serverer naesten det samme allesammen, og det er for det meste godt. Naar man saa har valgt, sidder man baenket side om side med alle de andre, der spiser samme sted, og der bliver oensket god appetit hen over bordene.

Grunden til, vi var taget til Cochabamba, der ligger lidt uden for den normale "gringo" vej, var, at der derfra er adgang til en nationalpark, hvor man kan se dinosaurfodspor. Vi taenkte, at det var et oplagt sted at soege lidt fred fra byerne, og samtidig se en masse flot natur, som er det, vi nyder mest. Vi havde snakket med et turistkontor i Cochabamba, som havde informeret os om, at det var nemt at tage dertil selv uden en organiseret tur, og samtidig havde de et kort, der viste, at der var adskillige spaendende steder derude. Foruden fodsporene var der vandfald, grotter, stalakitter, hulemalerier og mange andre ting. Vi tog derud med en god portion oplevelyst og havde givet vandreskoene en ekstra omgang goretex, men vi blev slemt skuffede, da vi kom derud. Vi blev inviteret med paa en tur af tre israelere, da de gerne ville have en guide, og han kostede det samme uanset stoerrelsen paa gruppen, saa paa denne maade kunne vi goere det lidt billigere, og samtidig naa en af ruterne samme eftermiddag som vi ankom. Egentlig ville vi hellere af sted uden guide, men det var alligevel et godt tilbud, og vi traengte til at roere os. Og selvom det betoed, at vi havde tre lidt sloeve israelere, der hoerte musik hele vejen paa deres mobiltelefon og snakkede i munden paa guiden, saa det var det enormt heldigt, at vi var med. Det viste sig nemlig, at man skulle have en guide med paa alle turene, og han kostede B$200 pr dag. Det var vi virkelig skuffede over, da guiden ikke var saerlig meget mere end en mand, der gik foran for at vise vejen, og desuden er B$200 hele vores dagsbudget. Vi havde glaedet os til bare at gaa af sted selv med vores nyerhvervede telt og godt med mad i rygsaekken, men det kunne vi godt glemme alt om igen. Der er en bus fra Torotoro til Cochabamba, og den gaar kl. 6 om morgenen, og den gaar ikke hver dag, saa vi havde en dag til at surmule lidt. Det blev ikke bedre af, at det var den mest ugaestfri lokalbefolkning vi har moedt indtil nu - man skulle vaere heldig, hvis de gad dukke op i deres butik for at tage i mod betaling. Vi fik spillet en masse kort og grinet lidt af hvor aandssvagt det hele var. Vi var glade for den tur vi fik, men overvejede ogsaa, om det havde vaeret 12 timers bus vaerd.

Nu er vi i Sucre, som sammenlignet med Cochabamba, er utrolig rolig og paen. Jeg har gaaet med mit kamera hele tiden, men der har ikke vaeret noget saerlig bemaerkelsesvaerdigt. I dag har byen fejret fars dag, saa der er blevet solgt lagkager til den store guldmedalje. Vi har nydt solen og spist is, vandret gade op og gade ned mellem store gamle hvide bygninger, og nu laver Lau (igen igen) pasta med tomatsovs til aftensmad. I morgen saetter vi kursen mod Potosi - engang Sydamerikas stoerste by og paa den tid stoerre end baade London og Paris. Hjemsted for en kaempe soelvmine, som spanierne udnyttede groft sammen med den lokale befolkning. I dag en by med fattige minearbejdere. Vi skal paa minetur, saa der bliver sikkert meget at fortaelle om senere, hvis vi kommer op igen.