Billeder fra Arequipa del 2

Ja, nogle peruanere har penge nok til at "groome" deres hund, mens andre ikke har  mad til deres boern. 

Her er saa den famoese spillehal. Som I kan se, lige et sted for mig.

JUBII!

Luis gaar amok.

Hvis man mangler en hund der skal groomes, er der raad for det - saadan koeber man  hundehvalpe i Peru

Kagerne i centrets supermarked

Vores udsigt fra tagterrassen om aftenen

Mere udsigt.

Billeder fra soendag del 1

Diana, David og Luis

Diana, Lady, Emily og jeg

Diana, Luis og jeg

Diana og Luis fodrer duer

Katedralen i Arequipa

Plaza de Armas

Internettet her er utrolig langsomt, saa I faar flere billeder en anden dag

Soendagshygge

Soendag er familiedag i Peru, og de sidste to soendage har jeg vaeret sammen med David og hans familie. Sidste soendag moedtes vi alle hos Davids mor, hvor hans soester og hendes to doetre ogsaa bor. Paa vej derhen fortalte David mig for foerste gang om hans to boern, som han kun ser soendag. Der er nok ikke saerlig stor fokus paa faedrerettigheder hernede, og jeg tror, han har det noget haardt. I hvert fald ville han enormt gerne forklare, hvorfor han ikke boede sammen med sine boern, og han forklarede, at problemet jo ikke var boernene, men de voksne, at han ringede til dem hver dag osv. Og saa ser han dem saa om soendagen, hvor de enten er hos hans mor eller tager paa tur. Hos hans mor var hele familien samlet, saa jeg fik hilst paa endnu en bror samt boerneboernene. Davids bror har verdens soedeste lille soen Alejandro paa seks maaneder, som charmede sig ind hos alle de voksne - saerligt hos sin farmor, og jeg kan fortaelle, at peruanske bedstemoedres opfoersel ligner danskes til forveksling. Davids soester har to doetre Lady paa 15 og Emily paa 9. Lady var enormt glad for at kunne oeve engelsk med en, saa hun snakkede om alt mellem himmel og jord fra jeg traadte ind ad doeren. Emily er en helt utrolig charmerende pige, som vandt mit hjerte med det samme, saa jeg glaeder mig til at kunne snakke med hende paa spansk. Indtil videre er hendes engelsk paa et niveau, hvor hun synes, at alle engelske ord ender paa "tion", saa engang i mellem afbroed hun Ladys talestroem med et "no entiendation". Denne soendag var det kun Davids datter, der var paa besoeg, og hun var ogsaa utrolig soed. Hun hedder Diana og er 15 aar gammel, og noget mere genert end hendes kusine Lady, saa hun blev nemt overrumplet af hende, men hun viste sig at vaere ret god til engelsk, og hun var ogsaa glad for at faa oevet. Vi brugte hele aftenen paa at spille bold og twister, og da jeg tog hjem, spurgte de alle, om jeg ikke ville komme igen en anden dag. 

Denne soendag, var det saa bare David, Diana, Luis David - hans elleveaarige soen og jeg, der brugte soendagen sammen. Vi var en tur paa Plaza de Armas, hvor vi fodrede duer. Bagefter var vi, til Luis' store glaede, i en spillehal. Det var sikkert smadderfedt for en 11-aarig, men jeg syntes, det var helt forfaerdeligt. Der var taet proppet med peruanske boernefamilier fra den paenere del af befolkningen og spillemaskiner af enhver art. Maskinernes bippen blev akkompagneret af enormt hoej popmusik, og der var ikke ret meget frisk luft i lokalet. Jeg var lykkelig, da vi havde spillet de sidste penge op og kunne vende hjemad. Spillehallen laa i et stort butikscenter, der var en hel oplevelse i sig selv, og der kommer billeder derfra saa snart, jeg har en computer, der er hurtig nok til at oploade dem.

Astma i Arequipa

Den sidste uge har jeg vaeret til spansk fire timer hver dag, hvilket er noget haardere end man tror, og samtidig er jeg flyttet ned til Intiwawa og er startet med volontoerarbejdet, saa jeg har haft nok at se til.

I dag har jeg vaeret i San Isidro, som er den landsby, vi primaert arbejder i, sammen med otte andre volontoerer og en medicinstuderende for at lave en kampagne om astma, der er et stort problem her, fordi der er enormt meget stoev og luftforurening. Ud over det arbejder naesten alle foraeldrene i San Isidro med at producere mursten og boernene hjaelper til fra de er en 8-10 aar gamle, og det er heller ikke ligefrem noget, der er godt for luftvejene. Christian, den medicinstuderende, loed til at have godt styr paa, hvad der skulle ske, men da vi kom til landsbyen kl. 9 i morges, var der ikke et oeje, saa efter at have ventet i fyrre minutter sendte vi en gruppe ud for at lede efter boernene, og vi endte da ogsaa med at have en 17 boern til tjek. Det foregik paa den maade, at de skulle loebe i nogle minutter, hvorefter de skulle puste i en maaler, saa loebe igen, puste, slappe af, puste, slappe af, puste osv. Efter noget tid fik de astmamedicin og saa skulle de igen slappe af, puste, slappe af osv. Alt i alt tog det omkring en time at tjekke en gruppe med fem boern. Og rigtig mange af dem havde astma! I min gruppe havde fire ud af fem boern astma, og den sidste laa lige paa vippen - faktisk ville hun have haft astma i Danmark, men graensen her er lidt hoejere.
Hvad Christian har taenkt sig at goere videre, er noget spaendende, for nu har vi saa konstateret, at rigtig mange af boernene har astma, men han ved ikke, hvordan de skal faa medicin. Og hvis de faar medicin, betyder det, at deres foraeldre skal give dem medicinen hver dag, og at de skal passe paa den, og det er noget af et projekt for dem. Men boernene var soede, og de foraeldre, der var der, virkede ogsaa rimelig interesserede.

Det tager ca. en time at komme fra vores lejlighed til San Isidro, og det foregaar med bus. Bussen er, som jeg tidligere har fortalt, et helt eventyr i sig selv, og hvis man er heldig, kommer man med en bus, hvor man staarsaataet. I dag havde jeg ellers lige faaet skaffet mig et saede, men da der steg to kvinder med smaaboern paa, rejste Amy (en anden fra Intiwawa) og jeg os. Det blev jeg nu ogsaa noget glad for, da den ene lille pige kastede op ud over saedet 10 min senere. Selvom en time haengende i en metalstang i loftet kan lyde som lang tid, er busturen egentlig ret hyggelig synes jeg. Det er saadan, de fleste peruanere rejser, og saa er det billigt - San Isidro t/r koster ca. 3 kroner.

Lige nu er vi 10 volontoerer, der hjaelper i boernehaven, med engelskundervisning, computerundervisning, lektielaesning og eftermiddagshygge i San Isidro. Derudover er der hver weekend et par stykker, der tager til byerne Salinas og Corporaque, for at give undervisning der. Vi bor i en lejlighed i bydelen Yanahuara ca 10 min fra Arequipas centrum. Det er smadderhyggeligt, selvom det er noget trangt, og udlejeren presser citronen saa meget som han kan - fx har han aendret lejen fra at gaelde et vaerelse, til at gaelde en seng. Men jeg hygger mig, og synes det er dejligt at bo sammen med de andre. Og saa glaeder jeg mig rigtig meget til at komme igang med arbejdet for alvor, da det lige nu er paa halvt blus pga mine spansktimer.

Minemesse og mineralbade

Arequipa har i denne uge vaeret vaert for en kaempe minemesse, og da David arbejder som elektronikingenioer (eller noget i den retning) og Carina har laest geologi, skulle vi selvfoelgelig af sted. Jeg har aldrig overvejet, hvor stor mineindustrien er, da det ikke er specielt aktuelt i Danmark - det behoever jeg nok ikke forklare naermere for jer, men David og Carina var begge meget overraskede over det. Men mineindustrien er altsaa KAEMPEstor! Og jeg fik kenskab til firmaer som Perumin, ABB, Consorcio SyC og mange andre, og saa fik jeg selvfoelgelig skrabet en masse kuglepenne og bolsjer til mig, det hoerer sig jo til paa en messe. Noget andet, der i hvert fald ogsaa hoerte sig til paa messen i Peru var alle de smaekre latinodamer, der reklamerede for alle firmaerne. Det virkede til, at mange af forretningsmaendene var mere interesserede i at faa taget billeder sammen med pigerne, end i at skaffe viden om mineindustrien. Maaske vidste de ligesaa lidt om miner, som jeg gjorde. Men uvidenheden var der heldigvis raad for, ogsaa for de peruanere, der ikke kom til messen, for jeg spottede ogsaa en tv-reporter. Han gik meget op i at filme pigerne, der saa skulle sige et eller andet kloegtigt om miner, og der tror jeg helt aerligt, at de lidt mindre koenne folk, der stod inde i deres boder, vidste lidt mere. Det eneste, jeg kendte til paa messen, var Fenix 5 - den kapsel, der bragte de chilenske minearbejdere tilbage til jordoverfladen igen. Der var japansk fotohysteristemning foran kapslen, og man skulle da vaere et skarn, hvis man ikke fik taget et billede der. Det syntes David i hvert fald, saa jeg er blevet foreviget foran den. Billedet ligger desvaerre paa Davids kamera, og jeg maa indroemme, at jeg ikke er vildt ivrig efter at faa fat paa det, saa I maa noejes med et par billeder af udsigten, her hvor jeg bor.



Vulkanen Chachani

El Misti

Rosario II, Cerro Colorade - gaden jeg bor paa

OG - Davids hus



I dag var David og jeg paa tur. Vi besoegte en alpacabutik med tilhoerende museum, hvor man baade kunne se lama og alpaca (vicuña og guanaco er to vilde og sjaeldne arter) og se to peruanske kvinde vaeve smukke tekstiler. Det var et rigtig fint lille museum, og jeg kunne koebe mig fattig i peruansk uld. Det er nu ogsaa ret let, da et toerklaede af vicuñauld, der regnes for den fineste uld i verden, koster over 6000 kr. Alpaca er noget billigere, men man slipper alligevel nemt 800 kr for en troeje. I hvert fald hvis man koeber et af de smarte maerker. Vi var ogsaa uden for Arequipa i en landsby, der hedder Yura. Yura er kendt for sine mineralske bade, der er godt mod alt fra muskelsmerter til barnloeshed. Der er tre forskellige indendoers bassiner, og vandet, der kommer direkte fra bjergene , er ca 25 grader varmt. Der er basis for serioes konkurrence til Blue Lagoon, i det en billet til disse bassiner koster mellem 2 og 5 sol - det svarer til mellem 4 og 10 kr. Derudover har Yura ogsaa dejlig natur at byde paa, og det var et yndet udflugtsted for de lokale. I morgen skal vi besoege Davids morbror og hans kone, der bor i Arequipa, og det glaeder jeg mig til.

David foran et af de mineralske bade

Mig eller Danish Princess, som David siger, i Yura-idyl

Arequipa

"Bolivar - Centro! Bolivar - Centro" En kvinde af ubestemmelig alder haenger halvvejs ud af den aabne doer og raaber med rusten stemme bussens retningen, og saa gaelder det ellers bare om at hoppe ind saa snart farten bliver sat ned. Bussen er en gammel blikspand, hvor man helst ikke skal holde alt for godt fast i haandtagene, da de risikerer at falde af. Hun soerger med bestemt mine for, at folk baade kommer ind og ud af bussen, og naar man foerst er inde, gaelder det om hurtigst muligt at faa sat sig, for det varer ikke mange sekunder, foer bussen droener videre ud i trafikken. Jeg er paa vej ind til Plaza de Armas sammen med Carina, som jeg bor hos lige nu. Mens bussen bumler af sted sidder jeg og suger stemningen til mig. En europaeisk forretningsmand traeder ind i bussen og maa dukke nakken noget, for at klemme sig ind ad doeren. Det griner jeg lidt af for mig selv, indtil vi skal af lidt laengere henne af vejen. Da jeg rejser mig, gaar det nemlig op for mig, at jeg er et hoved hoejere end de fleste i bussen, og kun et par centimeter fra at stoede hovedet mod loftet. Bustransporten er hektisk for en nybegynder, men jeg glaeder mig til at faa det ind under huden, da dette ordnede kaos ogsaa er ret charmerende.

Jeg ankom til Arequipa torsdag formiddag efter en 16 timers lang bustur fra Lima. Bussen var en "VIP - relax" bus, og saederne mindede om smaa laenestole. Det eneste minus var dog, at mit saede ikke kunne laegges ned, saa turen var ikke helt saa komfortabel, som den kunne have vaeret. Men ellers gik alt efter planen, og i Arequipa skinnede solen fra en skyfri himmel og temperaturen var paa den gode side af de 20 grader - og det er vel og maerke stadig vinter i deres kalender. Eftermiddagen blev brugt til afslapning, da jeg lige skulle have tid til at vaenne mig til hoejden. Byen ligger ca i 2400 m hoejde, det svinger lidt alt efter hvem man spoerger, og det kunne godt lige maerkes. Aftenen brugte jeg som sagt sammen med Carina i Arequipas centrum, og det var min foerste tur paa spansk. Det vil sige, Carina taler ikke engelsk, saa hun talte spansk, mens jeg forsoegte at forstaa og sige en smule, og det gik egentlig overraskende godt synes jeg. Det hjalp nok ogsaa, at jeg havde laest om Arequipa i guideboegerne, og at samtaleemnerne var meget konkrete, men ikke desto mindre syntes jeg faktisk, at jeg forstod hvad hun ville fortaelle mig, og det lykkedes ogsaa mig, at faa formidlet en lille smule. Arequipas centrum er utrolig smukt. Byen bliver ogsaa kaldt "la ciudad blanca" - den hvide by, da alle bygningerne er bygget i en hvid vulkansk stenart, der hedder sillar. Det ser utrolig flot ud med aftenens gadebelysning mod de hvide mure - alle bygningerne lyser naermest op. I maa have billeder til gode, da jeg stadig boevler med at faa det til at fungere.
Paa mandag skal jeg starte i sprogskole, og det glaeder jeg mig rigtig meget til. Indtil da har jeg ingen planer, saa jeg maa bare vente og se, hvad weekenden byder paa.

Peru Peru

Lima er en kaotisk by! Her bor naesten dobbelt saa mange mennesker som i Danmark og byen er vokset til alle sider uden nogen egentlig plan. Trafikken er taet og halvdelen af vejene er ensrettede, saa man skal virkelig kende byen for ikke at komme galt af sted. Bilerne smyger sig ind og ud mellem hinanden, og overhalinger foregaar tit haarrejsende taet paa de andre biler. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg blot kan sidde og nyde kaoset fra passergersaedet.

Min foerste weekend i Peru er gaaet over al forventning. Da jeg ankom fredag middag, var jeg virkelig ved at laenges efter frisk luft, efter at have vaeret lukket inde i fly og lufthavne i over et doegn, saa det var skoent, endelig at kunne bevaege sig mere frit. Luften var dog ikke saerlig frisk, for i Lima har WHO maalt luftforurening, der er 9 gange hoejere end det anbefalede. Og vejret, tjah, det mindede om en dansk sommerdag denne sommer. Rocio havde soerget for, at jeg blev hentet af en taxa, hvis chauffoer kunne endnu mindre engelsk end jeg kunne spansk, saa jeg havde masser af tid til at sidde og kigge ud paa Lima fra det, jeg taenkte var en motorvej - Det viste sig, bare at vaere en almindelig noget trafikkeret vej, for folk gik rundt mellem bilerne og desuden laa der huse til alle sider med vasketoej til toerre i osen. Mange af deres huse ligner store kvadrater, de saetter ovenpaa hinanden i forskellige kombinationer, og de der laa langs vejen var i meget forskellig stand. Nogle var ruiner eller under opbygning (det var svaert at afgoere) og andre lignede Engleparken fra Hannibal og Jerry med klare pastelfarver. Derudover var der engang i mellem smidt en kaempe kolos af en hollywood restaurant eller casino ind midt i det hele.

Rocio bor i den meget mondaene bydel San Isidro - her ligger store hvide bygninger, en golfklub og en masse restauranter, og det er primaert det. To huse fra hendes lejlighed ligger den cubanske ambassade og flere af husene har doermaend. Taxaen holdt ind foran en stor hvid lejlighedsbygning (17 etager) og jeg blev lukket ind i en hall daekket af hvid marmor. Derfra tog jeg, selvfoelgelig, elevatoren, og det er ikke lige saa nemt som man tror. Mange af etagerne har nemlig en elevatornoegle, saa uden den, kan man ikke trykke paa knappen til etagen. Paa 9. etage blev jeg modtaget af Rocio, hendes to (moegforkaelede men ogsaa soede) katte Ashi og Anoush og af stuepigen Maria. Maria havde lige bikset en 3-retters frokost sammen, og jeg var ret sulten, saa det var laekkert. Her smagte jeg bl.a. papa a la huancaína som er kartofler med en cremet sauce lavet af maelk, ricotta, chilipeber og hvidloeg, og saa er det pyntet med aeg og oliven. Det smagte smaddergodt og var ikke alt for staerkt. Derefter tog jeg en tur ud i byen sammen med Rocio, og hun hjalp mig med at skaffe et taletidskort, og viste mig ellers bare lidt rundt i byen. Da vi kom tilbage bestilte Rocio en kop te hos Maria og saa var jeg ellers faerdig for den dag. Klokken var kun halv otte, men efter dansk tid langt over midnat, og jeg holdt ud indtil kl 21, foer jeg maatte kapitulere.

Igaar skulle Rocio til en reunion med sit universitet, men jeg skulle selvfoelgelig ikke overlades til mig selv, saa hun havde arrangeret, at hendes faetter Gaston, kunne tage mig med ud til en Inkaruin, Pachacamac, og derefter videre rundt i Lima. Hun havde ogsaa lige skaffet en bil og en privatchauffoer. Det var rigtig hyggeligt med Gaston, baade han og Rocio er utrolig venlige og snakkesalige, saa det har vaeret nemt at faa tiden til at gaa, og jeg bliver soerget utrolig godt for. Selvom jeg nogle gange foeler, at det er alt for meget, saa maa jeg indroemme, at jeg ogsaa synes, det er utrolig rart, for jeg har virkelig ikke lyst til at vaere paa egen haand i Lima. Byen er kaempe stor og vildt kaotisk, og det er ikke til at finde ud af, hvad der er by og hvad der er trafik. Der findes mange gode steder er jeg overbevist om, men de ligger spredt ud over et kaempe areal, og det er ikke nogen fodgaengervenlig by. Saa jeg nyder mine dage i luksus, men jeg kan ogsaa maerke, at jeg glaeder mig til at komme til Arequipa og leve et lidt mere "normalt" liv, og til at moede livet i San Isidro, som landsbyen jeg skal arbejde i hedder, for indtil nu er de eneste indianske peruanere, jeg har moedt dem, der servicerer os. Jeg kan slet ikke vaenne mig til, at der er stuepige, chauffoer og alt det der, men heldigvis er baade Rocio og Gaston utrolig soede over for dem. Fx stod Gaston og Maria og hyggesnakkede i koekkenet foer vi tog af sted, og da han tog hjem igen pjattede han med doermanden. Men alligevel, jeg synes det er vildt underligt!

Vi sluttede dagen af med et besoeg paa en peruansk steakrestaurant hvor vi spiste anticuchos, hvilket er grillede oksehjerter. De var helt utrolig moere og meget laekre. Desuden fik vi kartofler i mange afskygninger og jeg smagte tre forskellige peruanske desserter - bl.a. arroz con leche hvilket betyder ris med maelk og minder meget om.. ja risalamande!

I dag soendag har Maria fri, saa vi skulle selvfoelgelig ud i byen og spise morgenmad. Det kombinerede vi med en tur i det centrale Lima. Lima var den spanske krones hovedstad i Sydamerika og det ses tydeligt paa baade praesidentpaladset, kirkerne og de bygninger, der omkranser Plaza de Armas - Limas centrale plads. Det var utrolig dejligt at vaere paa Plaza de Armas, for for foerste gang foelte jeg, at der rent faktisk var plads i byen. Godt nok vrimlede pladsen med turister og lokale, men der var luft! Der var a la limeña (efter Lima-standarder) ingen trafik og solen skinnede, himlen var blaa og jeg noed det. Ellers har dagen vaeret stille og rolig, vi var et smut forbi Rocios bror fordi hendes nevoe har foedselsdag i morgen, og der kunne jeg saa endnu engang blive overvaeldet af den luksus nogle peruanere lever i. Huset var omgivet af en hoej mur med elektrisk hegn paa toppen, og vi maatte ringe paa og vente paa at blive lukket ind. Inden for muren var en skoen have og et hus fyldt med overklassefruer der modtog os med kindkys, saa alle deres smykker raslede. Det var dog det eneste paa dem, der raslede for alt andet var strammet saa meget op, at intet rykkede sig en tomme. Nevoeen legede med moderens nye smartphone og niecerne havde klaedt sig ud og sminket sig med moderens makeup. Og saa blev colaen og kagen selvfoelgelig serveret af stuepigen. Alt i alt tror jeg, det var en ganske almindelig soendag i et af Perus bedre hjem.