Soendagshygge

Soendag er familiedag i Peru, og de sidste to soendage har jeg vaeret sammen med David og hans familie. Sidste soendag moedtes vi alle hos Davids mor, hvor hans soester og hendes to doetre ogsaa bor. Paa vej derhen fortalte David mig for foerste gang om hans to boern, som han kun ser soendag. Der er nok ikke saerlig stor fokus paa faedrerettigheder hernede, og jeg tror, han har det noget haardt. I hvert fald ville han enormt gerne forklare, hvorfor han ikke boede sammen med sine boern, og han forklarede, at problemet jo ikke var boernene, men de voksne, at han ringede til dem hver dag osv. Og saa ser han dem saa om soendagen, hvor de enten er hos hans mor eller tager paa tur. Hos hans mor var hele familien samlet, saa jeg fik hilst paa endnu en bror samt boerneboernene. Davids bror har verdens soedeste lille soen Alejandro paa seks maaneder, som charmede sig ind hos alle de voksne - saerligt hos sin farmor, og jeg kan fortaelle, at peruanske bedstemoedres opfoersel ligner danskes til forveksling. Davids soester har to doetre Lady paa 15 og Emily paa 9. Lady var enormt glad for at kunne oeve engelsk med en, saa hun snakkede om alt mellem himmel og jord fra jeg traadte ind ad doeren. Emily er en helt utrolig charmerende pige, som vandt mit hjerte med det samme, saa jeg glaeder mig til at kunne snakke med hende paa spansk. Indtil videre er hendes engelsk paa et niveau, hvor hun synes, at alle engelske ord ender paa "tion", saa engang i mellem afbroed hun Ladys talestroem med et "no entiendation". Denne soendag var det kun Davids datter, der var paa besoeg, og hun var ogsaa utrolig soed. Hun hedder Diana og er 15 aar gammel, og noget mere genert end hendes kusine Lady, saa hun blev nemt overrumplet af hende, men hun viste sig at vaere ret god til engelsk, og hun var ogsaa glad for at faa oevet. Vi brugte hele aftenen paa at spille bold og twister, og da jeg tog hjem, spurgte de alle, om jeg ikke ville komme igen en anden dag. 

Denne soendag, var det saa bare David, Diana, Luis David - hans elleveaarige soen og jeg, der brugte soendagen sammen. Vi var en tur paa Plaza de Armas, hvor vi fodrede duer. Bagefter var vi, til Luis' store glaede, i en spillehal. Det var sikkert smadderfedt for en 11-aarig, men jeg syntes, det var helt forfaerdeligt. Der var taet proppet med peruanske boernefamilier fra den paenere del af befolkningen og spillemaskiner af enhver art. Maskinernes bippen blev akkompagneret af enormt hoej popmusik, og der var ikke ret meget frisk luft i lokalet. Jeg var lykkelig, da vi havde spillet de sidste penge op og kunne vende hjemad. Spillehallen laa i et stort butikscenter, der var en hel oplevelse i sig selv, og der kommer billeder derfra saa snart, jeg har en computer, der er hurtig nok til at oploade dem.