Endnu engang gik turen til Coporaque i weekenden. Jeg boede dog ikke hos Chocolate denne gang, hvilket jeg foerst var noget traet af, da jeg havde hoert, at det var daarlige hos denne familie, og en af grundene til at tage til Coporaque igen var at se Chocolate, Rocio og pigerne igen. Men da huset var fyldt, var vi to, der flyttede op til Freddy og Amanda i stedet. Jeanne, som jeg boede med, havde boet der tre gange foer og var meget begejstret for familien, saa jeg taenkte, at det nok skulle gaa. Og heldigvis viste baade de og deres to doetre sig at vaere fuldstaendig ligesaa soede som Chocolate-familien, og der var ikke en finger at saette paa opholdet der. Vi fik endda bananpandekager til morgenmad soendag morgen - fantastisk!
Ud over Intiwawas soendagsprojekt var vi ogsaa taget af sted for at hjaelpe Jessica, en amerikansk kvinde, der har haft gang i et mikrolaansprojekt i Coporaque, og denne loerdag skulle hun praesentere sit projekt for byen, og samtidig tilbyde starthjaelp til folk, der gerne ville starte en forretning. Men da kl. slog 14 og det hele skulle starte, var det kun os volontoerer, Freddy og Chocolate, der var moedt op. De forklarede os, at det nok var fordi, der var en festival i en naerliggende by, og folk ville derfor ikke vaere tilbage foer senere. Saa vi udsatte det til kl. 17 - hvilket blev meddelt byen over hoejtaler, og saa tog vi til de varme kilder og slappede af i et par timer. Kl. 17 var der bare heller ingen der moedte op. Og nu var doeren ogsaa blevet laast, saa al den mad, Jessica havde forberedt, var laast inde. Vi ventede i halvanden time inden vi opgav. Jeg havde utrolig ondt af Jessica, men hun tog det med oprejst pande. Det var utrolig skuffende for hende, at ingen moedte op, og samtidig ogsaa at ingen havde fortalt hende om denne festival, men kun havde sagt, at det var en fin weekend at holde praesentationen.
For at komme i godt humoer igen koebte vi en kasse oel og satte os i Chocolates koekken. Snart var der en hel fest igang og ogsaa Freddy og Amanda kiggede forbi. Shamira, den 7-aarige datter, dansede bedre en alle os andre og boed alle volontoerer op paa skift. Det var rigtig skaegt og hyggeligt og vi endte med foerst at spise aftensmad omkring midnat.
Soendag skulle vi forberede kongressen sammen med boernene. Samtidig var det den sidste frist for at aflevere sine papirer, der giver adgang til kongressen. Men stakkels Luis Fernando havde ingen papirer, fordi hans mor ikke ville lade ham komme med. Det har vaeret et problem med flere af foraeldrene, at de ikke stoler paa Intiwawa, og derfor ikke vil lade deres boern komme med. Det er utrolig synd for boernene, da de glaeder sig hele aaret, og alle deres venner skal med, og samtidig ogsaa noget underligt, da de overlader deres boern til os hver weekend for Coporaque og Salinas vedkommende og hver dag i San Isidro. Det er ogsaa utrolig svaert for os at goere noget, da det jo i sidste ende er foraeldrene, der bestemmer. Men Luis Fernando var rigtig ked af det, og han endte med bare at tage hjem igen, for vi skulle oeve dans og teater til kongressen. Jeg havde saa ondt af ham. En lille genert og stille dreng gemt bag briller og kasket, og med en stemme saa svag, at man virkelig skal goere sig umage for at hoere, hvad han siger. Lidt senere kom en mand ind ad doeren og begyndte at snakke meget hurtigt spansk til mig. Jeg maatte bede ham gentage, og han sagde, at det drejede sig om udfyldelsen af helbredsskemaet til kongressen. Han var ikke helt sikker paa, hvad han skulle krydse af i feltet med alle sygdommene (astma, diabetes osv), for hans soen fejlede ingenting. Da jeg kiggede paa papiret saa jeg, at det var Luis Fernandos skema, og mit hjerte foeltes med det samme utrolig meget lettere. Men det var intet i mod, da jeg saa Luis Fernando. Selv han kunne ikke gemme verdens gladeste ansigt under sin kasket, og det var skoent at kunne sige "vi ses", inden han gik hjem sammen med de andre boern efter frokosten.
Saa jeg tog fra Coporaque meget gladere end sidste gang, og jeg glaeder mig til at komme paa besoeg igen. Jeg maatte ogsaa love Shamira at komme igen "con tu enamorado" - med din kaereste, saa maaske gaar turen til Coporaque, naar Lau kommer til Peru i februar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar