Peru Peru

Lima er en kaotisk by! Her bor naesten dobbelt saa mange mennesker som i Danmark og byen er vokset til alle sider uden nogen egentlig plan. Trafikken er taet og halvdelen af vejene er ensrettede, saa man skal virkelig kende byen for ikke at komme galt af sted. Bilerne smyger sig ind og ud mellem hinanden, og overhalinger foregaar tit haarrejsende taet paa de andre biler. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg blot kan sidde og nyde kaoset fra passergersaedet.

Min foerste weekend i Peru er gaaet over al forventning. Da jeg ankom fredag middag, var jeg virkelig ved at laenges efter frisk luft, efter at have vaeret lukket inde i fly og lufthavne i over et doegn, saa det var skoent, endelig at kunne bevaege sig mere frit. Luften var dog ikke saerlig frisk, for i Lima har WHO maalt luftforurening, der er 9 gange hoejere end det anbefalede. Og vejret, tjah, det mindede om en dansk sommerdag denne sommer. Rocio havde soerget for, at jeg blev hentet af en taxa, hvis chauffoer kunne endnu mindre engelsk end jeg kunne spansk, saa jeg havde masser af tid til at sidde og kigge ud paa Lima fra det, jeg taenkte var en motorvej - Det viste sig, bare at vaere en almindelig noget trafikkeret vej, for folk gik rundt mellem bilerne og desuden laa der huse til alle sider med vasketoej til toerre i osen. Mange af deres huse ligner store kvadrater, de saetter ovenpaa hinanden i forskellige kombinationer, og de der laa langs vejen var i meget forskellig stand. Nogle var ruiner eller under opbygning (det var svaert at afgoere) og andre lignede Engleparken fra Hannibal og Jerry med klare pastelfarver. Derudover var der engang i mellem smidt en kaempe kolos af en hollywood restaurant eller casino ind midt i det hele.

Rocio bor i den meget mondaene bydel San Isidro - her ligger store hvide bygninger, en golfklub og en masse restauranter, og det er primaert det. To huse fra hendes lejlighed ligger den cubanske ambassade og flere af husene har doermaend. Taxaen holdt ind foran en stor hvid lejlighedsbygning (17 etager) og jeg blev lukket ind i en hall daekket af hvid marmor. Derfra tog jeg, selvfoelgelig, elevatoren, og det er ikke lige saa nemt som man tror. Mange af etagerne har nemlig en elevatornoegle, saa uden den, kan man ikke trykke paa knappen til etagen. Paa 9. etage blev jeg modtaget af Rocio, hendes to (moegforkaelede men ogsaa soede) katte Ashi og Anoush og af stuepigen Maria. Maria havde lige bikset en 3-retters frokost sammen, og jeg var ret sulten, saa det var laekkert. Her smagte jeg bl.a. papa a la huancaína som er kartofler med en cremet sauce lavet af maelk, ricotta, chilipeber og hvidloeg, og saa er det pyntet med aeg og oliven. Det smagte smaddergodt og var ikke alt for staerkt. Derefter tog jeg en tur ud i byen sammen med Rocio, og hun hjalp mig med at skaffe et taletidskort, og viste mig ellers bare lidt rundt i byen. Da vi kom tilbage bestilte Rocio en kop te hos Maria og saa var jeg ellers faerdig for den dag. Klokken var kun halv otte, men efter dansk tid langt over midnat, og jeg holdt ud indtil kl 21, foer jeg maatte kapitulere.

Igaar skulle Rocio til en reunion med sit universitet, men jeg skulle selvfoelgelig ikke overlades til mig selv, saa hun havde arrangeret, at hendes faetter Gaston, kunne tage mig med ud til en Inkaruin, Pachacamac, og derefter videre rundt i Lima. Hun havde ogsaa lige skaffet en bil og en privatchauffoer. Det var rigtig hyggeligt med Gaston, baade han og Rocio er utrolig venlige og snakkesalige, saa det har vaeret nemt at faa tiden til at gaa, og jeg bliver soerget utrolig godt for. Selvom jeg nogle gange foeler, at det er alt for meget, saa maa jeg indroemme, at jeg ogsaa synes, det er utrolig rart, for jeg har virkelig ikke lyst til at vaere paa egen haand i Lima. Byen er kaempe stor og vildt kaotisk, og det er ikke til at finde ud af, hvad der er by og hvad der er trafik. Der findes mange gode steder er jeg overbevist om, men de ligger spredt ud over et kaempe areal, og det er ikke nogen fodgaengervenlig by. Saa jeg nyder mine dage i luksus, men jeg kan ogsaa maerke, at jeg glaeder mig til at komme til Arequipa og leve et lidt mere "normalt" liv, og til at moede livet i San Isidro, som landsbyen jeg skal arbejde i hedder, for indtil nu er de eneste indianske peruanere, jeg har moedt dem, der servicerer os. Jeg kan slet ikke vaenne mig til, at der er stuepige, chauffoer og alt det der, men heldigvis er baade Rocio og Gaston utrolig soede over for dem. Fx stod Gaston og Maria og hyggesnakkede i koekkenet foer vi tog af sted, og da han tog hjem igen pjattede han med doermanden. Men alligevel, jeg synes det er vildt underligt!

Vi sluttede dagen af med et besoeg paa en peruansk steakrestaurant hvor vi spiste anticuchos, hvilket er grillede oksehjerter. De var helt utrolig moere og meget laekre. Desuden fik vi kartofler i mange afskygninger og jeg smagte tre forskellige peruanske desserter - bl.a. arroz con leche hvilket betyder ris med maelk og minder meget om.. ja risalamande!

I dag soendag har Maria fri, saa vi skulle selvfoelgelig ud i byen og spise morgenmad. Det kombinerede vi med en tur i det centrale Lima. Lima var den spanske krones hovedstad i Sydamerika og det ses tydeligt paa baade praesidentpaladset, kirkerne og de bygninger, der omkranser Plaza de Armas - Limas centrale plads. Det var utrolig dejligt at vaere paa Plaza de Armas, for for foerste gang foelte jeg, at der rent faktisk var plads i byen. Godt nok vrimlede pladsen med turister og lokale, men der var luft! Der var a la limeña (efter Lima-standarder) ingen trafik og solen skinnede, himlen var blaa og jeg noed det. Ellers har dagen vaeret stille og rolig, vi var et smut forbi Rocios bror fordi hendes nevoe har foedselsdag i morgen, og der kunne jeg saa endnu engang blive overvaeldet af den luksus nogle peruanere lever i. Huset var omgivet af en hoej mur med elektrisk hegn paa toppen, og vi maatte ringe paa og vente paa at blive lukket ind. Inden for muren var en skoen have og et hus fyldt med overklassefruer der modtog os med kindkys, saa alle deres smykker raslede. Det var dog det eneste paa dem, der raslede for alt andet var strammet saa meget op, at intet rykkede sig en tomme. Nevoeen legede med moderens nye smartphone og niecerne havde klaedt sig ud og sminket sig med moderens makeup. Og saa blev colaen og kagen selvfoelgelig serveret af stuepigen. Alt i alt tror jeg, det var en ganske almindelig soendag i et af Perus bedre hjem.