Hare Krishna for nybegyndere

Saa maa det vaere tid til en lille opdatering her fra Peru. Jeg er flyttet i kloster - dog ikke et kristent et af slagsens, men en vaskeaegte indisk ashram i Peru. Et tempel til aere for Hare Krishna.

Eco Truly Park, som vidunderet hedder, ligger 150 km nord for Lima som en lille groen oase med bjerge af sand i baggrunden og Stillehavet lige uden for hoveddoeren. Her bor jeg i noget, der mest af alt ligner et stort sandslot, sammen med andre frivillige og saa "los devotes", altsaa dem, der for en kortere eller laengere periode er her for at komme naermere Krishna gennem boen og arbejde.
Her leves isaer efter de fire vigtigste regler:
1. Spis hverken koed, fisk eller aeg
2. Dyrk ikke forbudt sex (hvilket betyder al sex der ikke er til for reproduktion)
3. Forgift ikke kroppen med alkohol og stoffer (herunder ogsaa koffein og tein)
4. Spil ikke spil, der indebaerer penge

Dagen starter med tempel kl. 4.30 for de morgenfriske. Dem er der ikke mange af her, og da vi ikke er Indien, er reglerne ikke saa strikse. Jeg sover laenge og staar op foerst op til yoga kl. 7.00 hver morgen. Inden man skal svede under halvanden times benhaard yoga skal baade kroppen, sjaelen og sindet vaekkes med et koldt brusebad, hvilket jeg faktisk har vaennet mig saa meget til, at jeg naesten er begyndt at nyde det. Men kun naesten.

Efter morgenmaden, der for det meste bestaar af en masse frisk frugt, gaar dagens arbejde igang. Som frivillig skal man arbejde mindst 4 timer hver dag. Jeg er ved at saette vores hospedaje i stand, altsaa de vaerelser, der bliver lejet ud til isaer folk fra Lima, der skal paa forlaenget afslapningsweekend. Alle vaerelser skal saettes i stand inden nytaar, hvor Eco Truly Park er vaert for en stor fest.

Eftermiddagene kan vi bruge som vi har lyst, saa jeg nyder haven, slapper af, leger paa stranden, oever spansk, eller hvad man nu ellers lige kan finde paa.

Hver aften kl. 19 er der igen tempeltid, hvilket jeg nyder meget. Vi har vores eget smukke tempel, hvor der hver aften bliver sunget og laest fra Baghavad-Gita - deres svar paa Biblen. Jeg maa indroemme, at jeg paa ingen maade har lyst til at slaa mig ned her som fastboende. Der er mange fine ting i deres religion, men den er ogsaa meget streng - der er utrolig mange regler for hvad man fx maa og ikke maa spise. Regler, som jeg synes, blot goer livet mere besvaerligt. Desuden har jeg det ogsaa lidt maerkeligt med, at Gud staar paa et alter og skal klaedes paa, bades, mades og puttes hver dag. Men ingen tvinger dig til at tage troen til dig, saa jeg nyder bare de dejlige sange og lytter til historierne.

Ingen her er for fanatiske til at droppe juleaften, saa vi skal holde en stor fest med mad, gaver, sang, dans, historier og hvad vi nu ellers finder paa. Julestemningen ligger for midt vedkommende godt pakket ned i rygsaekken - det foeles bare ikke rigtigt med hoej sol og groenne traeer. Men naar den alligevel rammer mig sammen med en utrolig konfekttrang, gaar jeg ud i haven og dulmer lysten med store roede, soede, solmodne jordbaer.

For at bringe lidt drama til fortaellingen, kan jeg berette, at jeg nu har oplevet mit foerste jordskaelv. I nat vaagnede jeg ved at hele mit vaerelse gyngede, og det tog mig et par sekunder at fatte, hvad det egentlig var, der skete. Skaelvet varede ikke mere end et par minutter, og da jeg er totalt uerfaren naar det kommer til jordskaelv, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle forvente, om det var et jordskaelv, eller bare rystelser, som der var mange af i Arequipa. Min vaerelseskammerat, der som 7 aarig stod alene i doerkarmen under et stort jordskaelv i Californien, kunne fortaelle mig, at dette var et jordskaelv, og at vi nok skulle forvente nogle efterskaelv ogsaa. Det var heldigvis ikke kun jordskaelvsjomfruen her, der var lidt nervoes, saa vi stod op og sluttede os til et par andre i natten og lyttede til radioen. Vi var nemlig ret interesserede i, om skaelvet kom fra havet eller jorden. En flodboelge her, selv en lille en, ville vaere meget vaerre end et jordskaelv. Epicenteret var 30 km ud for Limas kyst, men da vi efter en times radiolytning, og en gaatur til det naermeste fjernsyn hos vores koekkendame, havde set flere reklamer for juleindkoeb end tsunamiadvarsler, blev vi enige om, at vi nok godt kunne gaa i seng igen. Her til morgen kunne vi konstatere, at en vase var eneste omkomne. Jeg er hel og rolig, med en ny oplevelse i bagagen. Skaelvet maalte 4,8 og var dermed ikke noget at prale af hernede, men for en nybegynder, behoevede det bestemt ikke vaere stoerre.

I kan se billeder af min lille hellige boble paa ecotrulypark.blogspot.com.

En regnvejrsdag i junglen og lidt fra Huancayo

Den sidste uge i junglen har der ikke vaeret ret meget at lave. Goedningen er sluppet op, og Juan Carlos, der er ansvarlig for arbejdet, kom ikke tilbage fra sin maanedlange ferie foer i tirsdags. Og saa har det regnet. Saa vi har haft masser af tid til at lave ingenting, og det kan godt vaere svaert for en som mig, der nok elsker at slappe af, men helst ikke for laenge ad gangen. Og saa betyder det at lave ingenting i junglen helt bogstaveligt INGENTING! Jeg har ligget i en haengekoeje og gloet ud i luften i jeg ved ikke hvor mange timer - mere end i resten af mit liv tilsammen tror jeg. Da jeg en dag beklagede mig en lille smule, fik jeg svaret "jamen hvad vil du lave?", og det kunne jeg ikke svare paa, for der var jo ingenting at lave. De andre syntes ikke til at have svaert ved det, og jeg taenkte, at det sikkert var en god oevelse for et vestligt menneske fra et stresset samfund. Og saa naaede vi ogsaa en tur mere til vandfaldet, hvor der blev lavet frokost med friskfangede minikrebs, og der var ogsaa tid til at navngive de to smaa hundehvalpe, der nu hedder Sigge og Odin, ikke saa nemt at udtale for spanske tunger, men de er ved at komme efter det.

Her er min regnvejrsudsigt.

Sigge

To smaa broedre - Odin er den moerke

kakao - ja den kan spises ogsaa uden varm maelk, og smager slet ikke som drikken.

Frokost ved vandfaldet.

Nu er jeg saa rejst videre til Huancayo - byen alle drengene fra junglen bor i til hverdag. Det er en bjergby ca 6 timer fra Pickanaki, og jeg bor hos Ivan fra gaarden, som har tilbudt at vaere min vaert og guide i 4 dage. Det er dejligt at slippe fra fugten i junglen, og Huancayo er en hyggelig by. Og saa er det belejligt at have en taxachauffoer som guide, for han kender halvdelen af alle de andre chauffoerer, saa det er billigt at komme rundt. At vaere taxachauffoer i Huancayo er ikke saa sjovt for tiden - der er nemlig en bande "matataxis", som i loebet af den sidste maaned har stjaalet 13 taxaer og draebt chauffoererne. Saa for Ivans venner, er det ogsaa rart, at de kender dem, de samler op.

I gaar koerte vi en times tid laengere op i bjergene sammen med to af Ivans venner og endte i lidt over 4000 meters hoejde. Herfra gik turen enten stoet eller stejlt op til knap 5000 meters hoejde i et fantastisk landskab. Sneen glitrede fra bjergtoppen og vi passerede tre turkisgroenne laguner. Ud over os fire var der kun en enlig oern og et par andefamilier, der gjorde os selskab, og jeg noed stilheden og naturen. Det var et af de smukkeste landskaber, jeg har set i Peru. Det var dog ogsaa en udfordring at bevaege sig i hoejden. Naar det gik ligeud, var der ingen problemer, men at bevaege sig op ad bare i rolig gang, foeltes som en loebetur i Danmark. Derfor maatte ideen om at naa helt op til sneen, der syntes saa taet paa, men aldrig kom naermere, ogsaa droppes, og vi vendte snuden hjemad. Det var dejligt nemt at komme det meste af vejen tilbage, jeg havde bare glemt, at vi de foerste 1,5 km have gaaet ned ad bakke, saa der var en ordenlig bakke til slutspurten - som jeg ikke vandt! Heldigvis var der ikke forskel paa praemierne, saa vi fik alle fire en stor portion varm suppe paa en lille restaurant, der kun holder aabent, naar der kommer folk, da vi kom tilbage. Jeg tror, de 8 km i bjergene, er noget af det haardeste, jeg nogensinde har proevet, men det var fedt, og heldigvis bliver jeg ikke hoejdesyg, kun hoejdeforpustet.

Faar og lamaer graesser side om side

Paavej hjem. Sidste stykke inden det gaar OP ad!

Lagune nr. 2

Lagune nr. 1

Junglefeber

Der er varmt i junglen. Saa varmt, at naar jeg hviler mig i skyggen, pibler sveden frem paa panden, og efter mindre end 5 minutters gang har toersten meldt sig. Solcreme nytter ikke noget, for det er svedt af inden 10 minutter, og goer blot huden endnu mere fugtig og fedtet. I stedet er jeg blevet den heldige ejer af en groen boellehat! Solen er ubarmhjertig naar den skinner, men det goer den heldigvis ikke hele tiden, for nu begynder regntiden. Et regnskyl hjaelper ikke meget paa fugtigheden, der stadig er ulidelig hoej, men temperaturen falder, og vinden tager til. Naar det regner, stopper alt, for man kan ikke arbejde i regnen. I stedet er der tid til at ligge i haengekoejen og nyde udsigten fra platformen hvor jeg bor.

Jeg er rejst ud i junglen i Peru, hvor jeg i tre uger skal arbejde som frivillig paa en oekolgisk gaard. Det ligner dog ikke rigtig det, vi kender som en gaard i Danmark, da den bestaar af to overdaekkede platforme. Paa oeverste etage er stillet telte op samt to fantastiske haengekoejer, og underetagen er koekken og spiseplads. Den naermeste by ligger en god time herfra - foerst 30 minutters gang og derefter 40 minutter naar man bliver samlet op af den naeste bil. Her er hverken electricitet eller gas, saa al maden laves over et fint lille lerkomfur med braende. Vi spiser ris morgen, middag og aften. "Vi peruanere eeelsker ris" og "Uh, jeg kan slet ikke forestille mig en morgenmad uden ris" er blot nogle af de svar, jeg har faaet, naar jeg har kommenteret risen. En typisk peruansk junglemorgenmad er fx ris med kartofler og kaal. Og portionerne er indrettet efter en haardtarbejdende mand, saa jeg kaemper for at spise op. Sulten melder sig dog hurtigt igen, da ris ikke maetter saerlig laenge. Vi er loebet toer for sukker, som de ynder at putte i al drikkelse i rigelige maengder, og resten af forsyningerne er ogsaa ved at slippe op, saa i gaar spiste vi pasta med kartoffel og te uden sukker til aftensmad - et maaltid uden ris og sukker til aere for danskeren, som de sagde, og i morges var der en kvart avokado til hver. Det er lige foer jeg savner risen, og der skulle vist komme nye forsyninger i dag. Jeg har lovet at lave risengroed en dag, saa vi skal ogsaa have skaffet maelk.

Det er heldigvis ikke kun ris, der er masser af i junglen. Rundt paa grunden vokser bananer, citrusfrugter, mango, avocado og papaya i mange former. Og mindst en gang om dagen gaar vi paa jagt. Tanllelo er blevet min nye yndlingsfrugt. Det er en citrusfrugt som paa mange maader minder om appelsin, bare lidt soedere, og med meget mere saft. Det er en fantastisk forfriskning at skaere toppen af en tanllelo og saa suge frugten tom for saft - det smager bedre end renset vand, og der er mere af det. 
En aften blev der jaget mere end frugt, da der pludselig blev raabt "animal, animal!" fra udkanten af gaarden. Et pindsvin af en art havde taget en kylling, men den matte snart se sig selv som naeste offer i foedkaeden, da piggene trods alt ikke kunne modstaa et machetehug i nakken. Naeste dag var den paa frokostmenuen - koedet smagte udemaerket, men jeg holdt mig til kartoflerne.

Lige nu er det lavsaeson for arbejdet, der primaert ligger i hoesttiden fra april - august. Nu har vi i stedet luget kaffeplantagen med machete, og nu skal der goedes. Kaffemarkerne ligger paa meget stejle skraenter, saa det er haardt arbejde at kaempe sig baade op og ned, og palmer, nedfaldne grene og spindelvaev goer det ikke lettere. I gaar goedede jeg kaffestiklinger, hvilket er et noget mere finmotorisk, men ikke mindre udmattende arbejde. I jorden ved hver stikling skal der laves et hul hvorefter der puttes 5-10 goedningeperler i hullet, som saa lukkes til. Stiklingerne staar i bede med ca 13 paa den ene led og 60 paa den anden. Vi naede igennem 3 i gaar inden ryggene og knaeene beklagede sig for meget, saa nu mangler vi kun 26 bede...

Naar vi ikke arbejder, er der masser af tid til at lave ingenting, og jeg nyder udsigten fra haengekoejen meget. Der er ogsaa masser af tid til at oeve spansk, for jeg bor her sammen med 5 unge peruanske fyre, der holder ferie fra deres taxachauffoerjobs i en by et par timer herfra. Deres danske er snart bedre end deres engelske, og jeg faar virkelig oevet mit spanske. Det er superfedt, for de er rigtig soede og gode til at forklare, hvis jeg ikke lige forstaar foerste gang. Jeg faar stillet mange nysgerrige spoergsmaal om Danmark, og jeg tror snart jeg loeber toer for viden om mit eget land. Jeg faar ogsaa laert om nogle liv, der er meget forskellige fra det, jeg lever i Danmark, og det er rigtig fedt og spaendende.

Solen gaar ned kl 18.30 ca, og derefter bliver der meget moerkt. Aftensmaden (endnu en omgang ris med kartofler) indtages i skaeret fra stearinlys, og da det braendte ud, pandelamper. Uglerne tuder godnat, insekterne summer, og stjernerne blinker om kap med ildfluerne. Man gaar tidligt i seng i junglen, for alt i junglen bider eller stikker og vaerst efter moerkets frembrud. Dagen starter tilsvarende tidligt - kl. halv fem begynder solen og de morgenfriske at staa op, og kl. 5 er hele gruppen vaagen.

Saa blev der lige hentet bananer

En times gang fra gaarden kan man bade i vandfald! Ps, det er lyset der er daarligt, ikke mig der er tyk :p

Congreso para los niños

Aarets hoejdepunkt for boernene i Intiwawa er kongressen i oktober. Det er den eneste gang boernene fra San Isidro, Salinas og Coporaque er samlet, og saa inkluderer det ogsaa aarets eneste tur til stranden!

Optakten til kongressen var dog naesten lidt for spaendende for alle os vesterlaendinge i volontoertruppen. Der er nemlig stor forskel paa, hvordan man forbereder ting, eller hvor forberedt man overhovedet behoever at vaere, i Peru og i, ja fx Danmark. Og sidste aar var bussen Arequipa-Camana brudt sammen baade paa ud- og hjemturen, turen blev forsinket 4 timer hver vej, og volontoererne maatte vente sammen med boerenene paa vejen og proeve at tage den naeste bus, der selvfoelgelig ikke kun var for dem, saa det var ikke alle boern, der kunne faa plads. I det foelgende kan I finde ud af, om I hoerer til danskerne eller peruanerne, naar det kommer til forberedelse.

Der var tilmeldt omkring 60 boern mellem 7 og 17 aar fra tre landsbyer til kongressen, der varer fra fredag aften til soendag eftermiddag. Vi skulle bruge busser fra Coporaque og Salinas til Arequipa, og herfra skulle vi sammen til Camana - en 3 timer lang bustur. Den sidste maaned op til kongressen har vi, ud over vores saedvanlige onsdagsmoede, ogssa haft en moede om mandagen for at planlaegge kongressen. Vi havde spurgt til bussen og til hvem der soergede for billetter gentagne gange, og der var altid et svar om, at "ja ja det skal I ikke bekymre jer om, jeg soerger for det". Men onsdagen inden var der hverken koebt billetter eller fundet et hostel til de ca 30 boern, der kom fra Coporaque og Salinas, som skulle overnatte i Arequipa soendag-mandag. Det var dog ikke noget, vi volontoerer behoevede at bekymre os om, for Edwin havde vaeret forbi stationen og soerget for, at billetterne var klar, Gonzalo (en volontoer) kunne blot hente dem naeste formiddag. Og angaaende sovepladserne, saa ville Rafa (en peruaner) finde det dagen efter.

Torsdag formiddag bruger Gonzalo saa mere end fire timer paa busstationen, fordi der ingen billetter er til bussen fra Coporaque. Og manden bag disken fortaeller ham, at han allerede har fortalt, til en anden fra organisationen, der kom tidligere paa morgenen, at der ingen billetter var. Den anden var Edwin, som saa altsaa ikke havde vaeret der dagen inden, som han havde sagt, men foerst torsdag morgen. Han ringer heller ikke til Gonzalo og fortaeller, at der ingen billetter er. Han ringer foerst engang efter middag og siger, at han er paa vej til Coporaque for at leje tre busser (hvilket organisationen paa ingen maade har raad til). Det bliver han dog talt fra, og Gonzalo ender med at finde billetter til en bus kl. 12.30 fra Chivay taet paa Coporaque, hvilket dog betyder, at boernene skal fritages for de sidste to timer af deres skoledag.
Da jeg kommer hjem torsdag eftermiddag, er der heller ikke fundet et hostel endnu.

Jeg kom foerst til kongressen loerdag eftermiddag, fordi jeg var syg. Det var en svaer beslutning at blive hjemme fredag, fordi jeg netop er blevet hos Intiwawa pga. kongressen, men da jeg ankom loerdag, var jeg utrolig glad for, at jeg var blevet. De var nemlig foerst gaaet til ro kort efter midnat, og saa var alle boernene ellers vaagnet kl. 5 om morgenen, og kl. 6 var der allerede gang i den foerste volleykamp. Da jeg ankom var der dog mere ro paa, og boernene var koncentrede om at dekorere bannere til deres grupper. Min gruppe var Flamencoerne, og de andre var bla. bjoerne, anacondaerne, hajer og lamaer. Eftermiddagen gik med at se boernene optraede med deres lokale danse og klaededragter, og det hele var smadderfint. Vi var dog allerede 1 1/2 time forsinkede i et meget presset program, saa frokosten blev indtaget kl. 18 i stedet for kl. 16.30 og derefter skulle der debateres boernerettigheder - kongressens tema. Boernene var bare utrolig lidt interesserede i at diskutere, og det var meget svaert for dem at koncentrere sig, hvilket jeg godt kunne forstaa, eftersom de havde vaeret i gang i mere end 12 timer.
Da det blev tid til at vise de praesentationer af rettighederne, som de havde lavet - det kunne fx vaere et teater, en historie eller en sketch, der fortalte om en af de ti boernerettigheder, var de yngste saa traette, at de faldt i soevn i deres stole. Der var flere, der bad om lov til at gaa i seng, men det kunne der ikke vaere tale om. Jeg syntes, det var utrolig synd, at de ikke fik lov, de yngste var som sagt 7 aar gamle, og havde vaeret oppe siden kl. 5 om morgenen. Det var desuden ogsaa frustrerende, fordi vi gentagne gange op til kongressen havde sagt, at programmet var alt for fyldt, men hver gang blev vi svaret, at det ikke var noget problem, det var gaaet fint sidste aar, og forsinkelser ville der ikke blive tale om. Efter praesentationerne var der aftensmad, talentshow og baal, men jeg var saa traet og stadig noget sloej, at jeg maatte gaa i seng. Aftenen endte med at slutte omkring midnat endnu engang.

Men saa kom soendag, dagen der reddede hele kongressen. Vi skulle nemlig paa stranden. Det var helt fantastisk at se, hvor meget boernene noed vandet, selvom det var koldt, og boelgerne var saa hoeje, at ingen dansk foraelder ville lade sit barn bade der. Boernene var dog ogsaa forsigtige nok til ikke at gaa for langt ud, og selv naar man bare soppede, kunne man sagtens blive overrasket af en boelge, der naaede en til livet. Det var skoent, og for en gangs skyld vejrede peruanerne luften, foer de satte deres planer igang. Der var nemlig ogsaa programsat en masse til stranden (boernene vil kede sig, som de sagde), men de blev udsat, og vi fik lov til bare at lege i ca to timer. Det var perfekt, foer boernene blev selvfoelgelig traette og kolde i vandet, saa efter et par timer var de helt klar til at lave noget andet. Legene paa stranden var en konkurrence mellem holdene, og legene var tilpas vilde, beskidte og vaade til stranden, hvilket var herligt. Los Flamencos blev nr 3 og vandt en flot chokolademedalje. Efter 5 timer paa stranden var alle godt traette, og vi skulle heller ikke andet end at afslutte kongressen med taler fra nogle af de aeldre boern, og derefter gik turen hjemad igen. Vi var hjemme omkring kl. 23 soendag aften, og boernene fra Salinas og Coporaque endte med at overnatte hos nogle af de peruanske volontoerer.

Det var dejligt at faa en sidste oplevelse sammen med boernene, inden jeg tog videre, og jeg haaber, at boernene bare havde det sjovt, og ikke oplevede al den frustration og forvirring der var i forbindelse med alt det organisatoriske.

Her er et link til en lille video om Intiwawa, der blev lavet op til kongressen. 
 http://www.youtube.com/watch?v=PcG2Jczdj6M

Der hvor floden bugter sig

Soendag tog jeg med en gruppe af de andre volontoerer ud for at proeve "white water rafting" paa Rio Chili, der loeber igennem Arequipa.

Under guidernes instruktion, kunne jeg ikke lade vaere med at blive lidt nervoes. Ikke saa meget fordi man kunne risikere at falde i vandet, mere fordi, de fik det til at lyde utrolig haardt, og saa fordi de lige naevnte, at vi skulle ud i kategori 4, paa en skala, der gaar op til 6. Og seks er altsaa hoeje vandfald, du lige tipper ud over.
Saa jeg var ikke ubetinget glad, da en af frontpladserne blev tildelt mig, og vi blev puffet ud i vandet.

Der gik dog ikke mange minutter, foer jeg overgav mig fuldstaendig. Jeg foelte mig naesten som Pocahontas paa vej ned af floden omgivet af klipper. Engang i mellem broed et lille vandfald frem fra klipperne. Nogle steder var floden saa vild, at det eneste jeg kunne taenke paa, var at holde godt fast i baaden. Andre steder var floden rolig og vi vuggede af sted mens solen varmede. Mine medpassagerer var dog ikke kun en vaskebjoern og en kolibri, men 3 andre vaade, halvnervoese og storsmilende foerstegangsraftere og en hoejtraabende chilensk guide. Jeg var heller ikke klaedt i naturtro farver med haaret svingende bag mig, men godt pakket ind i vaaddragt og sikkerhedsudstyr. Men naar flodens brusen var tilstraekkelig hoej, kunne jeg kun svagt ane guidens ordrer bagfra, og jeg levede mig nemt ind i eventyret. Vi blev endda naesten angrebet af ulve, da en flok hunde og et forvildet faar goede til os fra klippekanten. Der skulle mere end et par vandsproejt til at forskraekke dem, men svoemme ud til os ville de alligevel ikke.
Vi brugte halvanden time paa vandet, men det foeltes meget kortere, og jeg noed hele turen. Dog var det en smule nervepirrende, da Verena i et sving roeg ud af baaden, men jeg gaetter paa, at det ikke tog mere end 15 sek, foer hun var tilbage igen.

Det var en skoen soendagsoplevelse, ogsaa selvom prisen er oemme laar i et par dage.

De smaa synger

Boerne i Jardin er rigtig gode til at synge, og de synger naesten alle sammen med. Her er to eksempler paa deres sange. Resten handler ogsaa om Gud og Kristus.

"Jeg har en ven der elsker mig, elsker mig, elsker mig.
Jeg har en ven der elsker mig og hans navn det er JESUS!" (her hopper alle boernene og peger mog himlen)

"Hvis sorgen roerer dit hjerte og spoer' om lov til at komme ind
Saa sir' du "nej nej nej, Kristus lever i mig, der er ikke plads til dig"
Saa sir' du "nej nej nej, Kristus lever i mig, der er ikke plads til dig."

Hvis kaerligheden roerer dit hjerte og spoer' om lov til at komme ind
Saa sir' du "ja ja ja, Kristus lever i mig og her er plads til dig."
Saa sir' du "ja ja ja, Kristus lever i mig og her er plads til dig"

Finanser, fest og Fernandos far, der reddede min dag.

Endnu engang gik turen til Coporaque i weekenden. Jeg boede dog ikke hos Chocolate denne gang, hvilket jeg foerst var noget traet af, da jeg havde hoert, at det var daarlige hos denne familie, og en af grundene til at tage til Coporaque igen var at se Chocolate, Rocio og pigerne igen. Men da huset var fyldt, var vi to, der flyttede op til Freddy og Amanda i stedet. Jeanne, som jeg boede med, havde boet der tre gange foer og var meget begejstret for familien, saa jeg taenkte, at det nok skulle gaa. Og heldigvis viste baade de og deres to doetre sig at vaere fuldstaendig ligesaa soede som Chocolate-familien, og der var ikke en finger at saette paa opholdet der. Vi fik endda bananpandekager til morgenmad soendag morgen - fantastisk!

Ud over Intiwawas soendagsprojekt var vi ogsaa taget af sted for at hjaelpe Jessica, en amerikansk kvinde, der har haft gang i et mikrolaansprojekt i Coporaque, og denne loerdag skulle hun praesentere sit projekt for byen, og samtidig tilbyde starthjaelp til folk, der gerne ville starte en forretning. Men da kl. slog 14 og det hele skulle starte, var det kun os volontoerer, Freddy og Chocolate, der var moedt op. De forklarede os, at det nok var fordi, der var en festival i en naerliggende by, og folk ville derfor ikke vaere tilbage foer senere. Saa vi udsatte det til kl. 17 - hvilket blev meddelt byen over hoejtaler, og saa tog vi til de varme kilder og slappede af i et par timer. Kl. 17 var der bare heller ingen der moedte op. Og nu var doeren ogsaa blevet laast, saa al den mad, Jessica havde forberedt, var laast inde. Vi ventede i halvanden time inden vi opgav. Jeg havde utrolig ondt af Jessica, men hun tog det med oprejst pande. Det var utrolig skuffende for hende, at ingen moedte op, og samtidig ogsaa at ingen havde fortalt hende om denne festival, men kun havde sagt, at det var en fin weekend at holde praesentationen.
For at komme i godt humoer igen koebte vi en kasse oel og satte os i Chocolates koekken. Snart var der en hel fest igang og ogsaa Freddy og Amanda kiggede forbi. Shamira, den 7-aarige datter, dansede bedre en alle os andre og boed alle volontoerer op paa skift. Det var rigtig skaegt og hyggeligt og vi endte med foerst at spise aftensmad omkring midnat.
Soendag skulle vi forberede kongressen sammen med boernene. Samtidig var det den sidste frist for at aflevere sine papirer, der giver adgang til kongressen. Men stakkels Luis Fernando havde ingen papirer, fordi hans mor ikke ville lade ham komme med. Det har vaeret et problem med flere af foraeldrene, at de ikke stoler paa Intiwawa, og derfor ikke vil lade deres boern komme med. Det er utrolig synd for boernene, da de glaeder sig hele aaret, og alle deres venner skal med, og samtidig ogsaa noget underligt, da de overlader deres boern til os hver weekend for Coporaque og Salinas vedkommende og hver dag i San Isidro. Det er ogsaa utrolig svaert for os at goere noget, da det jo i sidste ende er foraeldrene, der bestemmer. Men Luis Fernando var rigtig ked af det, og han endte med bare at tage hjem igen, for vi skulle oeve dans og teater til kongressen. Jeg havde saa ondt af ham. En lille genert og stille dreng gemt bag briller og kasket, og med en stemme saa svag, at man virkelig skal goere sig umage for at hoere, hvad han siger. Lidt senere kom en mand ind ad doeren og begyndte at snakke meget hurtigt spansk til mig. Jeg maatte bede ham gentage, og han sagde, at det drejede sig om udfyldelsen af helbredsskemaet til kongressen. Han var ikke helt sikker paa, hvad han skulle krydse af i feltet med alle sygdommene (astma, diabetes osv), for hans soen fejlede ingenting. Da jeg kiggede paa papiret saa jeg, at det var Luis Fernandos skema, og mit hjerte foeltes med det samme utrolig meget lettere. Men det var intet i mod, da jeg saa Luis Fernando. Selv han kunne ikke gemme verdens gladeste ansigt under sin kasket, og det var skoent at kunne sige "vi ses", inden han gik hjem sammen med de andre boern efter frokosten.

Saa jeg tog fra Coporaque meget gladere end sidste gang, og jeg glaeder mig til at komme paa besoeg igen. Jeg maatte ogsaa love Shamira at komme igen "con tu enamorado" - med din kaereste, saa maaske gaar turen til Coporaque, naar Lau kommer til Peru i februar.

Den store tabel. laeren om Gud og en tjekkisk pige, der i et oejeblik foelte sig gammel.

Der er gang i den hver eftermiddag i San Isidro. Mellem 30 og 40 boern i alderen 2 til 16 moeder op hver dag, og saa skal der laves lektier. De yngste boern fra Jardin, som er fra 3-5 aar, skal ofte klippe eller farvelaegge, mens de aeldste boern loeser 2. gradsligninger. Det er ikke helt let, at skulle hjaelpe de aeldste med matematikken paa spansk! Det, boernene laerer her, er meget forskelligt fra hvad boern laerer i Danmark. Alt skal skrives med skraaskrift fra 6 aarsalderen, og der bliver lagt utrolig stor vaegt paa orden. 7-aarige boern skriver lange diktater, hvor det er meget vigtigt, at alle store bogstaver og tegn skrives med roedt, mens resten skrives med blaat. Naar man gaar i 2. klasse skal man gerne have styr paa sine regnefaerdigheder, for der er man nemlig klar til at lave problemregning. Tomas og jeg lavede 11 opgaver den anden dag af denne slags: Musikbutikken har 2215 cd'er med cumbiamusik, 547 med rock og 286 mere med salsa end med rock. Hvor mange cd'er har butikken i alt?
Tomas havde overraskende godt styr paa det, selvom jeg nogle gange maatte hjaelpe ham med, hvorvidt der skulle plusses eller minusses.

Jeg har ogsaa hjulpet en af de stoerre piger med en oversaettelse fra engelsk til spansk. Det var noget udfordrende for mig, daa jeg ikke altid kendte de spanske ord, men med lidt hjaelp fra en af de andre frivillige lykkedes det. Det var ogsaa ret svaert at proeve at forklare engelske ord paa spansk uden at bruge det egentlige ord, og pigen jeg hjalp, var utrolig glad for blot at gaette, hvilket var en smule frustrerende. Vi havde lige oversat "bookstore" med "libreria", da ordet dukkede op igen og hun med det samme begyndte "con?" "tambien?", og hver gang jeg sagde "no .. en eller anden forklaring" sagde hun straks "aah no" og gentog min forklaring som oversaettelse. Det er svaert at vaere en stor paedagog med et meget lille ordforraad, men jeg proevede.

Noget andet, der er meget forskelligt fra Danmark, er maaden, der bliver undervist i kristendom paa. Sidste uge var jeg i Jardin med de yngste boern, der skulle laere om, hvordan Gud skabte Jorden. Og det var ikke i kristendomsoejemed. Nej det var simpelthen bare laeren om, hvordan Jorden blev skabt. Og saa gennemgik vi de syv dage fra dag et, hvor Gud skabte lyset og moerket til den syvende dag, hvor han hvilede sig. Og ind i mellem spurgte laererinden boernene, om de kunne naevne ting, Gud havde skabt. Saa raabte de ellers i kor om planter, dyr, fisk og solskin. Denne dags lektier var at tegne og farvelaegge ting, Gud havde skabt, og i den rigtige raekkefoelge ogsaa.
Det peruanske skolesystem er ogsaa utrolig glad for at kopiere. Tit lyder en lektie paa, at boernene skal kopiere en sides tekst eller kopiere en tegning. Jeg forstaar ikke helt, hvad de laerer af det, andet end at skrive nydeligt, men det er maaske ogsaa hensigten.
Hvis man kombinerer kristendomsundervisning og glaeden ved at kopiere, faar man 3. klasses lektier fra i gaar. De skulle kopiere en masse ansigter samt en tekst, der sagde "tegn det hellige kors i groent foran panden" eller "tegn det hellige kors i gul foran munden". Og hvorfor skulle de saa det, kan man spoerge. Jo det var saamaend "Fordi Gud holder os fra at taenke daarlige tanker" og "fordi Gud holder os fra at sige grimme ord".

Hver eftermiddag spiser boernene ogsaa hos os, og her er der tid til at snakke om alt mellem himmel og jord (efter bordboennen er bedt naturligvis). Det er rigtig god traening, for det er ikke altid lige let at forstaa, hvad de siger med mad i munden og manglende maelketaender. Som fx den anden dag, da Jenifer og Dennis spurgte mig "Senorita, senorita tienes robio?"hvilket de maatte gentage tre gange indtil Jenifer utaalmodigt gentog "Tienes NO-VI-O?", og jeg fortalte, at ja, jeg havde en kaereste i Danmark. Derefter spurgte de saa, om han talte engelsk, og til det, kunne jeg svare ja. Det virkede de noget lettede over, for de syntes i hvert fald ikke, jeg kommunikerede saerlig godt paa spansk.
Og den anden dag spurgte 9-aarige Stephanie Aneta fra Tjekkiet, hvor gammel hun var. Aneta svarede 24 hvortil Stephanie vender sig mod sin veninde og hvisker "oooh como mi mama!" - "ligesom min mor!"

Efter maden boerster alle boernene taender, hvilket er noget af et cirkus, og saa siger vi farvel og tak for i dag og saetter kursen mod Arequipa i solnedgangen.

David i koncentreret lektielaesning

Jackelin og Gloria

David ogFiorela

Sans Arequipa

Arequipa er en by med mange modsaetninger. Hver dag skinner solen ubamhjertigt, og folk soeger skygge, men saa snart solen gaar ned, daler temperaturen kraftigt, og folk skutter sig, og pakker sig ind, som var det en efteraarsdag i Danmark. Arequipa er en stor by, og set fra oven, spreder den sig til mange sider. Den er omgivet af storslaaede vulkaner og rundt om byen er der oerken. Naar jeg laver yoga paa tagterrassen om morgenen med udsigt ud over hele byen, foeler jeg mig helt alene og har utrolig god plads. Men  naar billetmanden i bussen for fjerde gang raaber paa mere plads i bussen, selvom vi allerede staar som sild i en toende, og de sidste to passagerer haenger ud af bussen og holder sig fast med en arm i det naermeste vindue,  foeles pladsen meget trang.
Arequipa lugter og smager. Af bilos, skrald, stoev og forurenet vand. Men ogsaa af eksotiske frugter, lune empanadas, staerke chilier og utallige avocadomadder.
Arequipa larmer, og der tages ikke hensyn til normale dagsrytmer. Biler suser forbi paa gaden, taxier dytter og tiltraekker eventuelle kunders opmaerksomhed. Huse bliver bygget doegnet rundt med maskiner, der hamrer og summer, saa det kan hoeres mange gader vaek. Skraldebilen spiller sine klassiske melodier (bl.a. Für Elise) paa sin vej rundt i byen, hunde goer og haner galer saa snart, solen staar op. Men bare fem minutter uden for byen er der fredfylte oaser, hvor man kan nyde stilheden og den skoenne natur.
Og bevaeger man sig endnu laengere ud, skifter scenen fra byliv, som nok er peruansk, men som dog stadig ligner byer mange andre steder, til fattige landsbyer bygget af stoev og ler. Sammensunkne huse med blikdoere og manglende vinduer dammer rammen om San Isidro, som vi arbejder i. I disse huse bor voksne, der ser 20 aar aeldre ud end de er, og boern, hvis taender raadner vaek inden de er 5 aar. Og selvom stedet er troestesloest og busturen lang, saa er timerne sammen med boernene de bedste paa dagen. For selvom de alle sammen traenger til at faa boerstet taender og komme i bad, saa traenger de fleste endnu mere til nogle voksne, der gider vaere sammen med dem.

Billeder fra Coporaque

Julie, Shamira og jeg holder hvil i skyggen.

Frokost paa marken

Rocio, vores vaert.

Boernene leger, mens de voksne spiser

Uyo-uyo ruinerne

Mere Uyo-Uyo

Et lille udpluk af coca-udvalget hos den lokale kiosk

Middagslur med Shamira og Ruhbit

Paa vej hjemad blev pigerne traette. Og Casco blev toerstig.

Juliet (min vaerelseskammerat) og pigerne.

Ruhbit Rockstar

De varme kilder i Coporaque

Aeselstaevnemoede 

Et lille udsnit af vores vej opad

Udsigten over dalen 

Pause

Chocolate, charme og chok i Coporaque

Denne weekend har jeg vaeret i Coporaque, som er en af de landsbyer, vi har projekter i, sammen med fem andre volontoerer, og det var en blandet oplevelse. Vi boede hos en lokal familie "la Chocolate", hvilket var helt fantastisk. De var saa soede og gaestfri, og det var utrolig naturligt at bo hos dem. Det foeltes ikke, som om vi var en flok turister, der bare kom forbi, nej vi foelte os utrolig velkomne, og de var ogsaa meget interesserede i at dele deres kultur og historie med os. Alle maaltider blev indtaget sammen med hele familien, og soendag hjalp Arran og jeg moderen med at lave frokost, og hun laerte os at lave quinoa paa peruansk. Familien bestod af far Chocolate, mor Rocio, Christian paa 16, Antonella 11, Shamira 7 og Ruhbit paa 3. Christian var noget teenagegenert, men de tre piger var saa soede og charmerende, og de vandt mit hjerte med det samme. Fredag da vi ankom slappede vi af i et par timer pga af hoejden (3600 m), og derefter tog vi med Chocolate og Antonella ned til nogle varme kilder i naerheden og det var ren terapi, selvom stedet bar praeg af at blive brugt som badekar af den lokale befokning. Loerdag var vi paa en 5 timers vandretur rundt om Cooraque, der ligger i Colca Canyon, men et stykke fra de turistede steder som fx Cruz del Condor. Coporaque har dog andet at byde paa, nemlig nogle aeldgamle grave fra da spanierne invaderede Peru og slog den lokale befolkning ihjel. Og saa er der ogsaa nogle praeinkalandsby kalde Uyo Uyo. Chocolate var en vildt god guide og selvom turen var noget haard pga af hoejden - vi bevaegede os stoet op ad, saa noed jeg turen. I Coporaque bruger de stadig inkaernes terrasser til at dyrke jorden, saa vi moedtes med resten af familien til frokost paa deres terrasse. Efter vandreturen var vi godt traette, saa vi noed, at Rocio lige miksede os et par piscococktails med kaktusfrugt. Over cocktailene laerte vi lidt quecha, som var baade Rocios og Chocolates modersmaal - de laerte spansk i skolen. Vi spurgte til hans kaelenavn Chocolate, fordi han fortalte, at det var det, alle kendte ham som, med et smil. Historien bag var dog noget mere trist, da det var fordi han plejede at arbejde i minen, og de kaldte dynamitten for "chocolate", fordi det var ligesom chokoladebarer. Jeg synes, det var helt fantastisk at bo hos familien, og jeg skal helt sikkert tilbage og besoege dem.

Soendag var ikke en helt saa god dag. Hver soendag har Intiwawa 5 timer med de lokale boern, hvor der bliver afholdt engelsktimer, computerundervisning, leg og spisning. Det er en af de peruanske frivillige, der ogsaa er vicepraesident i Intiwawa, der staar for projektet i Coporaque, og han skuffede mig helt utrolig meget. For det foerste kom han en halv time for sent, som vi kunne bruge paa at staa og vente sammen med 15 utaalmodige boern, da han saa endelig kom havde han ingen noegle, og vi maatte flytte undervisningen. Alt i alt var det bare et stort rod. Han proevede ikke paa noget tidspunkt at kommunikere med os, saa i computertimen sad vi 3 volontoerer og kiggede paa, at han koerte sit show, uden at vaerdige os et blik. Men det var ikke det, der virkelig oproerte mig. Om tre uger har Intiwawa en stor kongress med boernene fra de tre landsbyer, vi arbejder i. Det er den eneste gang paa aaret alle boernene moedes, og for de fleste af boernene er det ogsaa den eneste gang paa aaret, de rejser. Derfor er alle boernene naturligvis enormt spaendte, og vi er lige nu igang med en masse praktisk, der i blandt at uddele tilmeldingsskemaer til boernene. Til kongressen skal boernene fra de tre landsbyer optraede med en dans fra deres omraade, og det brugte de 20 min paa inden maden. Pludselig ser vi en af drengene sidde og graede, og vi spoerger ham, hvad der er galt. Edwin, den peruanske volontoer, har aabenbart taget hans tilmeldingsskema, fordi han ikke vil vaere med i dansen. Det synes vi, er noget drastisk, og to af os gaar ind for at snakke med Edwin. Han er dog ikke saerlig snakkesalig, og svarer blot, at saadan er livet, og det er vigtigt, at boernene laerer disciplin. Jeg fortalte ham, at jeg ikke syntes, det var disciplin, men udelukkende straf, og at han da i det mindste kunne tale med drengen. Han sagde, at hvis et barn ikke ville deltage, kunne det ikke komme med. Efter at have forklaret ham, at han nok bare var genert, og om det ikke var muligt, at finde en anden rolle til ham, endte han med at sige, at han ville taenke over det, men han gjorde fortsat ingenting, og paa det tidspunkt havde Rafael graedt i over en halv time. Da vi gik tilbage til Rafael, fandt vi ud af, at grunden ikke var, at han ikke ville danse, men at han ikke havde det rigtige toej til dansen, kun det rigtige toej til at holde flaget, men den rolle var gaaet til en anden. Det var saa trist, at han skulle vaere saa ulykkelig, og at han blev behandlet saa uretfaerdigt. Vi proevede at troeste ham og sige, at Intiwawa nok skulle finde toej til ham, og at vi skulle soerge for, at han kom med, men han var utroestelig. Han var saa ked af det, at han ikke ville spise sammen med de andre boern (der for laengst var begyndt at kalde ham tudefjaes o.lign), saa heldigvis tilboed koekkendamen, at han kunne spise i koekkenet. Under middagen forklarede Edwin de andre boern situationen, og sagde endnu gang at ville man ikke deltage, kunne man ikke komme med, og at det i sidste ende var deres eget valg, hvorvidt de ville med eller ej. Derefter legede han demokrat ved at goere spoergsmaalet til en gruppebeslutning med sporgsmaal som "er det godt eller skidt ikke at hoere efter?" "skidt" svarede boernene i kor. "Er det godt eller skidt ikke at ville deltage?", "Er det godt eller skidt at komme til Intiwawas program hver soendag?" og saa videre, og til sidst sagde han, at alle, der ville have Rafael med, skulle raekke haanden op. Heldigvis rakte de fleste af boernene haanden op, og med seks stemmer fra vores side hjalp vi godt til med at traekke beslutningen til den rigtige side. Derefter skulle boernene kalde paa ham i kor, og stakkels Rafael kom graedende ud fra koekkenet og fik et kaempe knus af Edwin. Det var saa forfaerdeligt at se paa, det var ren ydmygelse af drengen, og vi var alle enige om, at vi skulle bringe situationen op paa vores naeste moede. Jeg er saa skuffet over, at en af Intiwawas volontoerer opfoerer sig paa den her maade. Havde han vaeret skolelaerer eller lignende ville jeg blive mindre overrasket, da jeg ikke regner med, at boerneopdragelse i Peru ligner den i Danmark, men det er jo netop det, man skal hjaelpe med som organisation, eller det troede jeg i hvert fald. Jeg havde virkelig ikke regnet med, at man som volontoer i Intiwawa havde saadan en indstilling til boern, og det er virkelig utrolig skuffende.
I gaar havde vi saa moede med Edwin, men det hjalp ingenting. Han mener ikke, at han paa nogen maade har gjort noget forkert i situationen med Edwin, og inden moedet, da en af de andre volontoerer Julie, konfronterede ham med sagen igen, svarede han, at han var vicepraesident i Intiwawa, saa han kunne goere, som han ville - det var hans beslutning. Jeg overvejer meget kraftigt at finde noget andet at lave hernede, for jeg har virkelig ikke lyst til at arbejde for en organisation, hvor tingene foregaar paa denne maade.
Jeg er ogsaa skuffet over vores koordinator for de frivillige, der, selvom han bor i huset og var her i gaar, ikke havde tid til at deltage i vores moede. Saa ja, lige nu er jeg noget splittet, da jeg synes det er trist at skulle forlade boernene, og ogsaa synes, at projekterne virkelig har sin ret, men samtidig slet ikke har lyst til at skulle samarbejde med folk som Edwin, og dermed give mit samtykke til, at saadan nogle ting sker igen.

For lige at afslutte med noget helt andet, saa har der vaeret et 4,5 jordskaelv taet paa Arequipa her til morgen, og jeg var selvfoelgelig den eneste i huset, der slet ikke lagde maerke til det.

Billeder fra Arequipa del 2

Ja, nogle peruanere har penge nok til at "groome" deres hund, mens andre ikke har  mad til deres boern. 

Her er saa den famoese spillehal. Som I kan se, lige et sted for mig.

JUBII!

Luis gaar amok.

Hvis man mangler en hund der skal groomes, er der raad for det - saadan koeber man  hundehvalpe i Peru

Kagerne i centrets supermarked

Vores udsigt fra tagterrassen om aftenen

Mere udsigt.

Billeder fra soendag del 1

Diana, David og Luis

Diana, Lady, Emily og jeg

Diana, Luis og jeg

Diana og Luis fodrer duer

Katedralen i Arequipa

Plaza de Armas

Internettet her er utrolig langsomt, saa I faar flere billeder en anden dag

Soendagshygge

Soendag er familiedag i Peru, og de sidste to soendage har jeg vaeret sammen med David og hans familie. Sidste soendag moedtes vi alle hos Davids mor, hvor hans soester og hendes to doetre ogsaa bor. Paa vej derhen fortalte David mig for foerste gang om hans to boern, som han kun ser soendag. Der er nok ikke saerlig stor fokus paa faedrerettigheder hernede, og jeg tror, han har det noget haardt. I hvert fald ville han enormt gerne forklare, hvorfor han ikke boede sammen med sine boern, og han forklarede, at problemet jo ikke var boernene, men de voksne, at han ringede til dem hver dag osv. Og saa ser han dem saa om soendagen, hvor de enten er hos hans mor eller tager paa tur. Hos hans mor var hele familien samlet, saa jeg fik hilst paa endnu en bror samt boerneboernene. Davids bror har verdens soedeste lille soen Alejandro paa seks maaneder, som charmede sig ind hos alle de voksne - saerligt hos sin farmor, og jeg kan fortaelle, at peruanske bedstemoedres opfoersel ligner danskes til forveksling. Davids soester har to doetre Lady paa 15 og Emily paa 9. Lady var enormt glad for at kunne oeve engelsk med en, saa hun snakkede om alt mellem himmel og jord fra jeg traadte ind ad doeren. Emily er en helt utrolig charmerende pige, som vandt mit hjerte med det samme, saa jeg glaeder mig til at kunne snakke med hende paa spansk. Indtil videre er hendes engelsk paa et niveau, hvor hun synes, at alle engelske ord ender paa "tion", saa engang i mellem afbroed hun Ladys talestroem med et "no entiendation". Denne soendag var det kun Davids datter, der var paa besoeg, og hun var ogsaa utrolig soed. Hun hedder Diana og er 15 aar gammel, og noget mere genert end hendes kusine Lady, saa hun blev nemt overrumplet af hende, men hun viste sig at vaere ret god til engelsk, og hun var ogsaa glad for at faa oevet. Vi brugte hele aftenen paa at spille bold og twister, og da jeg tog hjem, spurgte de alle, om jeg ikke ville komme igen en anden dag. 

Denne soendag, var det saa bare David, Diana, Luis David - hans elleveaarige soen og jeg, der brugte soendagen sammen. Vi var en tur paa Plaza de Armas, hvor vi fodrede duer. Bagefter var vi, til Luis' store glaede, i en spillehal. Det var sikkert smadderfedt for en 11-aarig, men jeg syntes, det var helt forfaerdeligt. Der var taet proppet med peruanske boernefamilier fra den paenere del af befolkningen og spillemaskiner af enhver art. Maskinernes bippen blev akkompagneret af enormt hoej popmusik, og der var ikke ret meget frisk luft i lokalet. Jeg var lykkelig, da vi havde spillet de sidste penge op og kunne vende hjemad. Spillehallen laa i et stort butikscenter, der var en hel oplevelse i sig selv, og der kommer billeder derfra saa snart, jeg har en computer, der er hurtig nok til at oploade dem.

Astma i Arequipa

Den sidste uge har jeg vaeret til spansk fire timer hver dag, hvilket er noget haardere end man tror, og samtidig er jeg flyttet ned til Intiwawa og er startet med volontoerarbejdet, saa jeg har haft nok at se til.

I dag har jeg vaeret i San Isidro, som er den landsby, vi primaert arbejder i, sammen med otte andre volontoerer og en medicinstuderende for at lave en kampagne om astma, der er et stort problem her, fordi der er enormt meget stoev og luftforurening. Ud over det arbejder naesten alle foraeldrene i San Isidro med at producere mursten og boernene hjaelper til fra de er en 8-10 aar gamle, og det er heller ikke ligefrem noget, der er godt for luftvejene. Christian, den medicinstuderende, loed til at have godt styr paa, hvad der skulle ske, men da vi kom til landsbyen kl. 9 i morges, var der ikke et oeje, saa efter at have ventet i fyrre minutter sendte vi en gruppe ud for at lede efter boernene, og vi endte da ogsaa med at have en 17 boern til tjek. Det foregik paa den maade, at de skulle loebe i nogle minutter, hvorefter de skulle puste i en maaler, saa loebe igen, puste, slappe af, puste, slappe af, puste osv. Efter noget tid fik de astmamedicin og saa skulle de igen slappe af, puste, slappe af osv. Alt i alt tog det omkring en time at tjekke en gruppe med fem boern. Og rigtig mange af dem havde astma! I min gruppe havde fire ud af fem boern astma, og den sidste laa lige paa vippen - faktisk ville hun have haft astma i Danmark, men graensen her er lidt hoejere.
Hvad Christian har taenkt sig at goere videre, er noget spaendende, for nu har vi saa konstateret, at rigtig mange af boernene har astma, men han ved ikke, hvordan de skal faa medicin. Og hvis de faar medicin, betyder det, at deres foraeldre skal give dem medicinen hver dag, og at de skal passe paa den, og det er noget af et projekt for dem. Men boernene var soede, og de foraeldre, der var der, virkede ogsaa rimelig interesserede.

Det tager ca. en time at komme fra vores lejlighed til San Isidro, og det foregaar med bus. Bussen er, som jeg tidligere har fortalt, et helt eventyr i sig selv, og hvis man er heldig, kommer man med en bus, hvor man staarsaataet. I dag havde jeg ellers lige faaet skaffet mig et saede, men da der steg to kvinder med smaaboern paa, rejste Amy (en anden fra Intiwawa) og jeg os. Det blev jeg nu ogsaa noget glad for, da den ene lille pige kastede op ud over saedet 10 min senere. Selvom en time haengende i en metalstang i loftet kan lyde som lang tid, er busturen egentlig ret hyggelig synes jeg. Det er saadan, de fleste peruanere rejser, og saa er det billigt - San Isidro t/r koster ca. 3 kroner.

Lige nu er vi 10 volontoerer, der hjaelper i boernehaven, med engelskundervisning, computerundervisning, lektielaesning og eftermiddagshygge i San Isidro. Derudover er der hver weekend et par stykker, der tager til byerne Salinas og Corporaque, for at give undervisning der. Vi bor i en lejlighed i bydelen Yanahuara ca 10 min fra Arequipas centrum. Det er smadderhyggeligt, selvom det er noget trangt, og udlejeren presser citronen saa meget som han kan - fx har han aendret lejen fra at gaelde et vaerelse, til at gaelde en seng. Men jeg hygger mig, og synes det er dejligt at bo sammen med de andre. Og saa glaeder jeg mig rigtig meget til at komme igang med arbejdet for alvor, da det lige nu er paa halvt blus pga mine spansktimer.

Minemesse og mineralbade

Arequipa har i denne uge vaeret vaert for en kaempe minemesse, og da David arbejder som elektronikingenioer (eller noget i den retning) og Carina har laest geologi, skulle vi selvfoelgelig af sted. Jeg har aldrig overvejet, hvor stor mineindustrien er, da det ikke er specielt aktuelt i Danmark - det behoever jeg nok ikke forklare naermere for jer, men David og Carina var begge meget overraskede over det. Men mineindustrien er altsaa KAEMPEstor! Og jeg fik kenskab til firmaer som Perumin, ABB, Consorcio SyC og mange andre, og saa fik jeg selvfoelgelig skrabet en masse kuglepenne og bolsjer til mig, det hoerer sig jo til paa en messe. Noget andet, der i hvert fald ogsaa hoerte sig til paa messen i Peru var alle de smaekre latinodamer, der reklamerede for alle firmaerne. Det virkede til, at mange af forretningsmaendene var mere interesserede i at faa taget billeder sammen med pigerne, end i at skaffe viden om mineindustrien. Maaske vidste de ligesaa lidt om miner, som jeg gjorde. Men uvidenheden var der heldigvis raad for, ogsaa for de peruanere, der ikke kom til messen, for jeg spottede ogsaa en tv-reporter. Han gik meget op i at filme pigerne, der saa skulle sige et eller andet kloegtigt om miner, og der tror jeg helt aerligt, at de lidt mindre koenne folk, der stod inde i deres boder, vidste lidt mere. Det eneste, jeg kendte til paa messen, var Fenix 5 - den kapsel, der bragte de chilenske minearbejdere tilbage til jordoverfladen igen. Der var japansk fotohysteristemning foran kapslen, og man skulle da vaere et skarn, hvis man ikke fik taget et billede der. Det syntes David i hvert fald, saa jeg er blevet foreviget foran den. Billedet ligger desvaerre paa Davids kamera, og jeg maa indroemme, at jeg ikke er vildt ivrig efter at faa fat paa det, saa I maa noejes med et par billeder af udsigten, her hvor jeg bor.



Vulkanen Chachani

El Misti

Rosario II, Cerro Colorade - gaden jeg bor paa

OG - Davids hus



I dag var David og jeg paa tur. Vi besoegte en alpacabutik med tilhoerende museum, hvor man baade kunne se lama og alpaca (vicuña og guanaco er to vilde og sjaeldne arter) og se to peruanske kvinde vaeve smukke tekstiler. Det var et rigtig fint lille museum, og jeg kunne koebe mig fattig i peruansk uld. Det er nu ogsaa ret let, da et toerklaede af vicuñauld, der regnes for den fineste uld i verden, koster over 6000 kr. Alpaca er noget billigere, men man slipper alligevel nemt 800 kr for en troeje. I hvert fald hvis man koeber et af de smarte maerker. Vi var ogsaa uden for Arequipa i en landsby, der hedder Yura. Yura er kendt for sine mineralske bade, der er godt mod alt fra muskelsmerter til barnloeshed. Der er tre forskellige indendoers bassiner, og vandet, der kommer direkte fra bjergene , er ca 25 grader varmt. Der er basis for serioes konkurrence til Blue Lagoon, i det en billet til disse bassiner koster mellem 2 og 5 sol - det svarer til mellem 4 og 10 kr. Derudover har Yura ogsaa dejlig natur at byde paa, og det var et yndet udflugtsted for de lokale. I morgen skal vi besoege Davids morbror og hans kone, der bor i Arequipa, og det glaeder jeg mig til.

David foran et af de mineralske bade

Mig eller Danish Princess, som David siger, i Yura-idyl