Paa tur mellem sandslotte, bjergruiner, vandfald og hoeje boelger

I de tre uger, Kåre og jeg rejste rundt naaede vi at daekke en paen del af det nordlige Peru. Efter et par dage i Lima med tidstilvaenning, storbylyde og en hurtigt voksende lyst til at komme ud af metropolen drog vi mod Trujillo Perus 3. stoerste by otte timer nord for Lima. Her var der sydamerikansk sommerstemning med palmer og solskin paa byens Plaza de Armas, og vi fandt et skoent hostel med haengekoejer og en haarloes vagthund. Tidligere blev disse haarloese hunde, der er en peruansk race ikke at forveksle med den kinesiske, brugt som varmedunke for gigtramte folk. Heldigvis var temperaturen i Trujillo saa tilpas lun, at vi kunne klare os uden, da hundens hud mest foeltes som ru ubarberet laeder.

Trujillo var udgangspunktet for at udforske nogle af de mange ruiner, der ligger rundt omkring byen. Foerst tog vi til Chan Chan, der engang var Sydamerikas stoerste by med et sted mellem 10.000 og 60.000 indbyggere alt efter kilden. Byen er bygget i adobeler, og meget er derfor regnet vaek med tiden, men der staar stadig nogle imponerende bymure og vidner om fordums storhed, og bebyggelsen indvendig er en stor labyrint af pladser og gange. Desvaerre var en del af komplekset lukket, da vi besoegte det, saa vi kunne ikke se hele omraadet.
Dagen efter gik turen til Huaca del Sol y de la Luna - soltemplet og maanetemplet. To store pyramider, der rejser sig i oerkenen. Huaca del Sol er den stoerste, der maalte mere end 30 m, men nu er slidt ned til noget mindre, og bag den er lillesoesteren med sine 20 m noget bedre bevaret.
Mellem de to pyramider skimtes spor efter den landsby, der voksede mellem pyramiderne, og udgravningerne er stadig i gang. Om en 20 aar skulle der saaledes vaere mulighed for at se begge pyramider. Templerne bestaar af en 4-5 etager og er bygget af flere omgange. Saaledes blev den foerste etage bygget under en praest, og da han saa doede, fyldte man hele denne etage op med mursten og byggede en ny osv. Det goer, at udsmykningerne i templet er utrolig godt bevaret, fordi de gamle Mochefolk gjorde sig den umage at goere rummene naesten lufttaette med mursten.

Naeste stop paa turen var Chiclayo, der ogsaa byder paa masser af praeinkaruiner fra forskellige kulturer. I Chiclayo fandt vi et cellelignende vaerelse med meget ildelugtende tolietter, men hoejt til loftet og en vaegmaling, der skallede af i flotte moenstre og figurer. Chiclayo har et af Perus stoerste markeder, og vi forsynede os dagligt med frisk frugt og avokado - godt og billigt, hvilket vi foelte os noedsagede til efter en aften i vild kaadhed at havde delt en boef, drukket oel OG spist kage. Det resulterede i en regning der naesten rundede de 200 kr i alt. Vild luksus.
Rundt om Chiclayo ligger to store kongegrave - Sican og Sipan hedder de to kulturer, der vidste, hvilken begravelse, der var en konge vaerdig. Den ene fik ikke mindre end 22 foelgesvende med sig i graven, samtidig med, at han selv fik hugget hovedet af og derefter placeret paa hovedet i graven med sit afhuggede hoved stirrende fremad. Brutale kulture, der faar en til at taenke meget over deres menneske- og livssyn. Var man saa fyldt af aerefoelelse ved at blive udvalgt til at foelge kongen, at man slet ikke taenkte paa doeden eller ofringsritualet? Guld, soelv og aedelstene blev der heller ikke sparet paa, og det er vildt imponerende at se den rigdom, de har vaeret i besiddelse af.
Uden for Chiclayo ligger en af verdens stoerste tropiske toerskove - jeg ved ikke, om det hedder saadan paa dansk, men det er mit bedste bud, og toert var det i hvert fald! Vi tog to dage paa hesteryg for at udforske skoven, der har sine egne 4 pyramider. Imponerende at se disse kaempe sandbanker, der ikke ligner noget paa afstand, men bare glider i et med landskabet med sine toerre farver. Og saa rejser de sig alligevel som kaempehoeje i en skov og et omraade, der generelt bare er fladt, fladt, fladt. Den ene af pyramiderne var under udgravning, men man maatte gerne gaa ind paa omraadet, bare man fulgte stierne, og det gjorde vi saa, naesten i hvert fald, og foelte os, som var vi med i en actionfilm eller computerspil, mens vi gik rundt helt alene i disse ruiner.

Chiclayo var sidste stop paa kysten inden vi bevaegede os ind i bjergene til Chachapoyas. En hyggelig bjergby med indtil flere cafeer med god kaffe, hvilket var et stort plus paa vores liste. Herfra tog vi en dag til Gocta-vandfaldet, der, i foelge nogen, er verdens 3. hoejeste vandfald, i foelge andre er det nr. 14 eller 15, men det aendrer ikke paa, at det er hoejt! Turen dertil var en to timer lang og meget smuk vandretur gennem jungle, og det regnede naesten ikke. Til gengaeld blev vi vaede, da vi naaede vandfaldet, da blaesten sendte kaskader af vanddamp lige mod os.
Men hojdepunktet omkring Chachapoyas var Kuelap. En ruin gemt i bjerge og jungle og stadig tilpas vild og ukendt, isaer sammenlignet med Macchu Pichu. Vi ankom tidlig morgen til Maria, en lille landsby 10 km fra Kuelap, og efter en times ekstra soevn var vi klar til at tage paa eventyr. Vandreturen var let, da den foregik paa landevej hele tiden, men med mange smukke udsigter, og vi var helt enige om, at det bestemt var vaerd at gaa til ruinen selv fremfor at tage en guidet tur fra Chachapoyas. Dette blev kun bekraeftet, da vi omkring middag ankom til en fuldstaendig oede ruin. Bortset fra en guide og to damer, der solgte sodavand, var vi de eneste i omraadet. Efter en times tid ankom de foerste guider med en ti-tyve turister paa slaeb, og hvor var vi bare glade for ikke at vaere en del af det.
Kuelap var imponerende. Med mure, der er 12 m hoeje og kun 3 smalle indgange, har det ikke vaeret en faestning, der var let at indtage. Inden for murene er ruiner af huse, som junglen naesten har overtaget med vild bevoksning. Et par graessende lamaer moedte vi ogsaa, mens vi noed de storslaaede udsigter og solen, der skinnede noget staerkere, end vi lige var forberedt paa. Saaledes kom vi tilbage til Maria med vabler og solskoldninger, men det var bestemt hele turen vaerd.
Infrastrukturen i bjergene er ikke helt saa effektiv og velorganiseret som paa kysten, hvilket resulterede i, at vi brugte en hel dag paa at komme til Leymebamba, der kun ligger 3 timers koersel fra Maria. Men ventetiden blev slaaet ihjel med kortspil og snak med nysgerrige boern og en mor, der var helt forbloeffet over at se blaa oejne.
I Leymebamba saa vi mumier og kolibrier. Ikke langt fra Leymebamba i Laguna de los Condores, har man fundet ikke mindre end 216 mumier, der nu er til udstilling paa museum. Imponerende, og utroligt velbevaret, og saa kunne vi ikke undgaa at sende en venlig tanke hjem til Danmark, da vores egen Tollundmand - eller El Hombre de Tollund, var naevnt paa en planche over andre af verdens mumier. Derefter slappede vi af med god kaffe og udsigt til sukkerspisende kolibrier.

Den sidste bjergby, der blev besoegt var Cajamarca, og her holdt vi ferie. Vi saa lige Inkaen Atahualpas fangekammer, som er den eneste inkabygning tilbage i byen, men det var saa ogsaa det paa den kulturelle side. Til gengaeld spillede vi en masse kort, spiste is og en aften delte vi endda en flaske roedvin.
Derefter gik turen tilbage til kysten til en lille by uden for Trujillo, der hedder Huanchaco. Huanchaco er et populaert surfingsted, hvilket ogsaa betyder turister. Det var lidt af et chok for os at komme fra det turistforladte hoejland, til denne badeby med hvide hoteller og for os helt vanvittige priser. Taenkt at betale mere end 10 soles (20 kr) for et aftensmaaltid! Men vi fandt et dejligt hostel, moedte nogle andre soede rejsende og fik surfet lidt, inden vi tog til Trujillo for at markere vores sidste aften med en koedfest paa en af byens bedste grillrestauranter. Mere koedmaette end vi havde troet muligt vendte vi tilbage til vores hostel. Dog kunne chauffoeren ikke koere hele vejen, da plazaen var spaerret af og en folkemaengde, der naesten kunne matche et dansk kongebrullyp var samlet foran kirken. Det var ogsaa en dronning der blev gift viste det sig - en tidligere Miss Peru og siden Miss World med trujilliansk afstamning. Saa fik man ogsaa det med.

Det var skoent at have besoeg fra Danmark, og det var foerst rigtig her, det gik op for mig, at jeg efterhaanden har vaeret vaek ret laenge. Det var sjovt at opleve Kåre blive overrasket over eller laegge maerke til ting, jeg for laengst har optaget som en del af min hverdag. Og saa var det saa let at forklare, fortaelle og tale om ting. Aldrig manglede der ord, eller lange forklaringer var noedvendige.

Efter at have sagt farvel til Kåre, tog jeg tilbage til EcoTruly, men jeg kunne hurtigt maerke, at jeg var lidt for utaalmodig til bare at vente der, indtil Lau kommer. Saa nu er jeg rejst til Huaraz, der ligger i Perus hoejeste bjerge, og i morgen tager jeg ud til en bjerghytte, hvor jeg kan arbejde frivilligt i en lille uges tid, inden turen gaar tilbage til Lima for at hente Lau. Jeg kan naesten ikke vente..