En regnvejrsdag i junglen og lidt fra Huancayo

Den sidste uge i junglen har der ikke vaeret ret meget at lave. Goedningen er sluppet op, og Juan Carlos, der er ansvarlig for arbejdet, kom ikke tilbage fra sin maanedlange ferie foer i tirsdags. Og saa har det regnet. Saa vi har haft masser af tid til at lave ingenting, og det kan godt vaere svaert for en som mig, der nok elsker at slappe af, men helst ikke for laenge ad gangen. Og saa betyder det at lave ingenting i junglen helt bogstaveligt INGENTING! Jeg har ligget i en haengekoeje og gloet ud i luften i jeg ved ikke hvor mange timer - mere end i resten af mit liv tilsammen tror jeg. Da jeg en dag beklagede mig en lille smule, fik jeg svaret "jamen hvad vil du lave?", og det kunne jeg ikke svare paa, for der var jo ingenting at lave. De andre syntes ikke til at have svaert ved det, og jeg taenkte, at det sikkert var en god oevelse for et vestligt menneske fra et stresset samfund. Og saa naaede vi ogsaa en tur mere til vandfaldet, hvor der blev lavet frokost med friskfangede minikrebs, og der var ogsaa tid til at navngive de to smaa hundehvalpe, der nu hedder Sigge og Odin, ikke saa nemt at udtale for spanske tunger, men de er ved at komme efter det.

Her er min regnvejrsudsigt.

Sigge

To smaa broedre - Odin er den moerke

kakao - ja den kan spises ogsaa uden varm maelk, og smager slet ikke som drikken.

Frokost ved vandfaldet.

Nu er jeg saa rejst videre til Huancayo - byen alle drengene fra junglen bor i til hverdag. Det er en bjergby ca 6 timer fra Pickanaki, og jeg bor hos Ivan fra gaarden, som har tilbudt at vaere min vaert og guide i 4 dage. Det er dejligt at slippe fra fugten i junglen, og Huancayo er en hyggelig by. Og saa er det belejligt at have en taxachauffoer som guide, for han kender halvdelen af alle de andre chauffoerer, saa det er billigt at komme rundt. At vaere taxachauffoer i Huancayo er ikke saa sjovt for tiden - der er nemlig en bande "matataxis", som i loebet af den sidste maaned har stjaalet 13 taxaer og draebt chauffoererne. Saa for Ivans venner, er det ogsaa rart, at de kender dem, de samler op.

I gaar koerte vi en times tid laengere op i bjergene sammen med to af Ivans venner og endte i lidt over 4000 meters hoejde. Herfra gik turen enten stoet eller stejlt op til knap 5000 meters hoejde i et fantastisk landskab. Sneen glitrede fra bjergtoppen og vi passerede tre turkisgroenne laguner. Ud over os fire var der kun en enlig oern og et par andefamilier, der gjorde os selskab, og jeg noed stilheden og naturen. Det var et af de smukkeste landskaber, jeg har set i Peru. Det var dog ogsaa en udfordring at bevaege sig i hoejden. Naar det gik ligeud, var der ingen problemer, men at bevaege sig op ad bare i rolig gang, foeltes som en loebetur i Danmark. Derfor maatte ideen om at naa helt op til sneen, der syntes saa taet paa, men aldrig kom naermere, ogsaa droppes, og vi vendte snuden hjemad. Det var dejligt nemt at komme det meste af vejen tilbage, jeg havde bare glemt, at vi de foerste 1,5 km have gaaet ned ad bakke, saa der var en ordenlig bakke til slutspurten - som jeg ikke vandt! Heldigvis var der ikke forskel paa praemierne, saa vi fik alle fire en stor portion varm suppe paa en lille restaurant, der kun holder aabent, naar der kommer folk, da vi kom tilbage. Jeg tror, de 8 km i bjergene, er noget af det haardeste, jeg nogensinde har proevet, men det var fedt, og heldigvis bliver jeg ikke hoejdesyg, kun hoejdeforpustet.

Faar og lamaer graesser side om side

Paavej hjem. Sidste stykke inden det gaar OP ad!

Lagune nr. 2

Lagune nr. 1