Der hvor floden bugter sig

Soendag tog jeg med en gruppe af de andre volontoerer ud for at proeve "white water rafting" paa Rio Chili, der loeber igennem Arequipa.

Under guidernes instruktion, kunne jeg ikke lade vaere med at blive lidt nervoes. Ikke saa meget fordi man kunne risikere at falde i vandet, mere fordi, de fik det til at lyde utrolig haardt, og saa fordi de lige naevnte, at vi skulle ud i kategori 4, paa en skala, der gaar op til 6. Og seks er altsaa hoeje vandfald, du lige tipper ud over.
Saa jeg var ikke ubetinget glad, da en af frontpladserne blev tildelt mig, og vi blev puffet ud i vandet.

Der gik dog ikke mange minutter, foer jeg overgav mig fuldstaendig. Jeg foelte mig naesten som Pocahontas paa vej ned af floden omgivet af klipper. Engang i mellem broed et lille vandfald frem fra klipperne. Nogle steder var floden saa vild, at det eneste jeg kunne taenke paa, var at holde godt fast i baaden. Andre steder var floden rolig og vi vuggede af sted mens solen varmede. Mine medpassagerer var dog ikke kun en vaskebjoern og en kolibri, men 3 andre vaade, halvnervoese og storsmilende foerstegangsraftere og en hoejtraabende chilensk guide. Jeg var heller ikke klaedt i naturtro farver med haaret svingende bag mig, men godt pakket ind i vaaddragt og sikkerhedsudstyr. Men naar flodens brusen var tilstraekkelig hoej, kunne jeg kun svagt ane guidens ordrer bagfra, og jeg levede mig nemt ind i eventyret. Vi blev endda naesten angrebet af ulve, da en flok hunde og et forvildet faar goede til os fra klippekanten. Der skulle mere end et par vandsproejt til at forskraekke dem, men svoemme ud til os ville de alligevel ikke.
Vi brugte halvanden time paa vandet, men det foeltes meget kortere, og jeg noed hele turen. Dog var det en smule nervepirrende, da Verena i et sving roeg ud af baaden, men jeg gaetter paa, at det ikke tog mere end 15 sek, foer hun var tilbage igen.

Det var en skoen soendagsoplevelse, ogsaa selvom prisen er oemme laar i et par dage.