Der hvor floden bugter sig

Soendag tog jeg med en gruppe af de andre volontoerer ud for at proeve "white water rafting" paa Rio Chili, der loeber igennem Arequipa.

Under guidernes instruktion, kunne jeg ikke lade vaere med at blive lidt nervoes. Ikke saa meget fordi man kunne risikere at falde i vandet, mere fordi, de fik det til at lyde utrolig haardt, og saa fordi de lige naevnte, at vi skulle ud i kategori 4, paa en skala, der gaar op til 6. Og seks er altsaa hoeje vandfald, du lige tipper ud over.
Saa jeg var ikke ubetinget glad, da en af frontpladserne blev tildelt mig, og vi blev puffet ud i vandet.

Der gik dog ikke mange minutter, foer jeg overgav mig fuldstaendig. Jeg foelte mig naesten som Pocahontas paa vej ned af floden omgivet af klipper. Engang i mellem broed et lille vandfald frem fra klipperne. Nogle steder var floden saa vild, at det eneste jeg kunne taenke paa, var at holde godt fast i baaden. Andre steder var floden rolig og vi vuggede af sted mens solen varmede. Mine medpassagerer var dog ikke kun en vaskebjoern og en kolibri, men 3 andre vaade, halvnervoese og storsmilende foerstegangsraftere og en hoejtraabende chilensk guide. Jeg var heller ikke klaedt i naturtro farver med haaret svingende bag mig, men godt pakket ind i vaaddragt og sikkerhedsudstyr. Men naar flodens brusen var tilstraekkelig hoej, kunne jeg kun svagt ane guidens ordrer bagfra, og jeg levede mig nemt ind i eventyret. Vi blev endda naesten angrebet af ulve, da en flok hunde og et forvildet faar goede til os fra klippekanten. Der skulle mere end et par vandsproejt til at forskraekke dem, men svoemme ud til os ville de alligevel ikke.
Vi brugte halvanden time paa vandet, men det foeltes meget kortere, og jeg noed hele turen. Dog var det en smule nervepirrende, da Verena i et sving roeg ud af baaden, men jeg gaetter paa, at det ikke tog mere end 15 sek, foer hun var tilbage igen.

Det var en skoen soendagsoplevelse, ogsaa selvom prisen er oemme laar i et par dage.

De smaa synger

Boerne i Jardin er rigtig gode til at synge, og de synger naesten alle sammen med. Her er to eksempler paa deres sange. Resten handler ogsaa om Gud og Kristus.

"Jeg har en ven der elsker mig, elsker mig, elsker mig.
Jeg har en ven der elsker mig og hans navn det er JESUS!" (her hopper alle boernene og peger mog himlen)

"Hvis sorgen roerer dit hjerte og spoer' om lov til at komme ind
Saa sir' du "nej nej nej, Kristus lever i mig, der er ikke plads til dig"
Saa sir' du "nej nej nej, Kristus lever i mig, der er ikke plads til dig."

Hvis kaerligheden roerer dit hjerte og spoer' om lov til at komme ind
Saa sir' du "ja ja ja, Kristus lever i mig og her er plads til dig."
Saa sir' du "ja ja ja, Kristus lever i mig og her er plads til dig"

Finanser, fest og Fernandos far, der reddede min dag.

Endnu engang gik turen til Coporaque i weekenden. Jeg boede dog ikke hos Chocolate denne gang, hvilket jeg foerst var noget traet af, da jeg havde hoert, at det var daarlige hos denne familie, og en af grundene til at tage til Coporaque igen var at se Chocolate, Rocio og pigerne igen. Men da huset var fyldt, var vi to, der flyttede op til Freddy og Amanda i stedet. Jeanne, som jeg boede med, havde boet der tre gange foer og var meget begejstret for familien, saa jeg taenkte, at det nok skulle gaa. Og heldigvis viste baade de og deres to doetre sig at vaere fuldstaendig ligesaa soede som Chocolate-familien, og der var ikke en finger at saette paa opholdet der. Vi fik endda bananpandekager til morgenmad soendag morgen - fantastisk!

Ud over Intiwawas soendagsprojekt var vi ogsaa taget af sted for at hjaelpe Jessica, en amerikansk kvinde, der har haft gang i et mikrolaansprojekt i Coporaque, og denne loerdag skulle hun praesentere sit projekt for byen, og samtidig tilbyde starthjaelp til folk, der gerne ville starte en forretning. Men da kl. slog 14 og det hele skulle starte, var det kun os volontoerer, Freddy og Chocolate, der var moedt op. De forklarede os, at det nok var fordi, der var en festival i en naerliggende by, og folk ville derfor ikke vaere tilbage foer senere. Saa vi udsatte det til kl. 17 - hvilket blev meddelt byen over hoejtaler, og saa tog vi til de varme kilder og slappede af i et par timer. Kl. 17 var der bare heller ingen der moedte op. Og nu var doeren ogsaa blevet laast, saa al den mad, Jessica havde forberedt, var laast inde. Vi ventede i halvanden time inden vi opgav. Jeg havde utrolig ondt af Jessica, men hun tog det med oprejst pande. Det var utrolig skuffende for hende, at ingen moedte op, og samtidig ogsaa at ingen havde fortalt hende om denne festival, men kun havde sagt, at det var en fin weekend at holde praesentationen.
For at komme i godt humoer igen koebte vi en kasse oel og satte os i Chocolates koekken. Snart var der en hel fest igang og ogsaa Freddy og Amanda kiggede forbi. Shamira, den 7-aarige datter, dansede bedre en alle os andre og boed alle volontoerer op paa skift. Det var rigtig skaegt og hyggeligt og vi endte med foerst at spise aftensmad omkring midnat.
Soendag skulle vi forberede kongressen sammen med boernene. Samtidig var det den sidste frist for at aflevere sine papirer, der giver adgang til kongressen. Men stakkels Luis Fernando havde ingen papirer, fordi hans mor ikke ville lade ham komme med. Det har vaeret et problem med flere af foraeldrene, at de ikke stoler paa Intiwawa, og derfor ikke vil lade deres boern komme med. Det er utrolig synd for boernene, da de glaeder sig hele aaret, og alle deres venner skal med, og samtidig ogsaa noget underligt, da de overlader deres boern til os hver weekend for Coporaque og Salinas vedkommende og hver dag i San Isidro. Det er ogsaa utrolig svaert for os at goere noget, da det jo i sidste ende er foraeldrene, der bestemmer. Men Luis Fernando var rigtig ked af det, og han endte med bare at tage hjem igen, for vi skulle oeve dans og teater til kongressen. Jeg havde saa ondt af ham. En lille genert og stille dreng gemt bag briller og kasket, og med en stemme saa svag, at man virkelig skal goere sig umage for at hoere, hvad han siger. Lidt senere kom en mand ind ad doeren og begyndte at snakke meget hurtigt spansk til mig. Jeg maatte bede ham gentage, og han sagde, at det drejede sig om udfyldelsen af helbredsskemaet til kongressen. Han var ikke helt sikker paa, hvad han skulle krydse af i feltet med alle sygdommene (astma, diabetes osv), for hans soen fejlede ingenting. Da jeg kiggede paa papiret saa jeg, at det var Luis Fernandos skema, og mit hjerte foeltes med det samme utrolig meget lettere. Men det var intet i mod, da jeg saa Luis Fernando. Selv han kunne ikke gemme verdens gladeste ansigt under sin kasket, og det var skoent at kunne sige "vi ses", inden han gik hjem sammen med de andre boern efter frokosten.

Saa jeg tog fra Coporaque meget gladere end sidste gang, og jeg glaeder mig til at komme paa besoeg igen. Jeg maatte ogsaa love Shamira at komme igen "con tu enamorado" - med din kaereste, saa maaske gaar turen til Coporaque, naar Lau kommer til Peru i februar.

Den store tabel. laeren om Gud og en tjekkisk pige, der i et oejeblik foelte sig gammel.

Der er gang i den hver eftermiddag i San Isidro. Mellem 30 og 40 boern i alderen 2 til 16 moeder op hver dag, og saa skal der laves lektier. De yngste boern fra Jardin, som er fra 3-5 aar, skal ofte klippe eller farvelaegge, mens de aeldste boern loeser 2. gradsligninger. Det er ikke helt let, at skulle hjaelpe de aeldste med matematikken paa spansk! Det, boernene laerer her, er meget forskelligt fra hvad boern laerer i Danmark. Alt skal skrives med skraaskrift fra 6 aarsalderen, og der bliver lagt utrolig stor vaegt paa orden. 7-aarige boern skriver lange diktater, hvor det er meget vigtigt, at alle store bogstaver og tegn skrives med roedt, mens resten skrives med blaat. Naar man gaar i 2. klasse skal man gerne have styr paa sine regnefaerdigheder, for der er man nemlig klar til at lave problemregning. Tomas og jeg lavede 11 opgaver den anden dag af denne slags: Musikbutikken har 2215 cd'er med cumbiamusik, 547 med rock og 286 mere med salsa end med rock. Hvor mange cd'er har butikken i alt?
Tomas havde overraskende godt styr paa det, selvom jeg nogle gange maatte hjaelpe ham med, hvorvidt der skulle plusses eller minusses.

Jeg har ogsaa hjulpet en af de stoerre piger med en oversaettelse fra engelsk til spansk. Det var noget udfordrende for mig, daa jeg ikke altid kendte de spanske ord, men med lidt hjaelp fra en af de andre frivillige lykkedes det. Det var ogsaa ret svaert at proeve at forklare engelske ord paa spansk uden at bruge det egentlige ord, og pigen jeg hjalp, var utrolig glad for blot at gaette, hvilket var en smule frustrerende. Vi havde lige oversat "bookstore" med "libreria", da ordet dukkede op igen og hun med det samme begyndte "con?" "tambien?", og hver gang jeg sagde "no .. en eller anden forklaring" sagde hun straks "aah no" og gentog min forklaring som oversaettelse. Det er svaert at vaere en stor paedagog med et meget lille ordforraad, men jeg proevede.

Noget andet, der er meget forskelligt fra Danmark, er maaden, der bliver undervist i kristendom paa. Sidste uge var jeg i Jardin med de yngste boern, der skulle laere om, hvordan Gud skabte Jorden. Og det var ikke i kristendomsoejemed. Nej det var simpelthen bare laeren om, hvordan Jorden blev skabt. Og saa gennemgik vi de syv dage fra dag et, hvor Gud skabte lyset og moerket til den syvende dag, hvor han hvilede sig. Og ind i mellem spurgte laererinden boernene, om de kunne naevne ting, Gud havde skabt. Saa raabte de ellers i kor om planter, dyr, fisk og solskin. Denne dags lektier var at tegne og farvelaegge ting, Gud havde skabt, og i den rigtige raekkefoelge ogsaa.
Det peruanske skolesystem er ogsaa utrolig glad for at kopiere. Tit lyder en lektie paa, at boernene skal kopiere en sides tekst eller kopiere en tegning. Jeg forstaar ikke helt, hvad de laerer af det, andet end at skrive nydeligt, men det er maaske ogsaa hensigten.
Hvis man kombinerer kristendomsundervisning og glaeden ved at kopiere, faar man 3. klasses lektier fra i gaar. De skulle kopiere en masse ansigter samt en tekst, der sagde "tegn det hellige kors i groent foran panden" eller "tegn det hellige kors i gul foran munden". Og hvorfor skulle de saa det, kan man spoerge. Jo det var saamaend "Fordi Gud holder os fra at taenke daarlige tanker" og "fordi Gud holder os fra at sige grimme ord".

Hver eftermiddag spiser boernene ogsaa hos os, og her er der tid til at snakke om alt mellem himmel og jord (efter bordboennen er bedt naturligvis). Det er rigtig god traening, for det er ikke altid lige let at forstaa, hvad de siger med mad i munden og manglende maelketaender. Som fx den anden dag, da Jenifer og Dennis spurgte mig "Senorita, senorita tienes robio?"hvilket de maatte gentage tre gange indtil Jenifer utaalmodigt gentog "Tienes NO-VI-O?", og jeg fortalte, at ja, jeg havde en kaereste i Danmark. Derefter spurgte de saa, om han talte engelsk, og til det, kunne jeg svare ja. Det virkede de noget lettede over, for de syntes i hvert fald ikke, jeg kommunikerede saerlig godt paa spansk.
Og den anden dag spurgte 9-aarige Stephanie Aneta fra Tjekkiet, hvor gammel hun var. Aneta svarede 24 hvortil Stephanie vender sig mod sin veninde og hvisker "oooh como mi mama!" - "ligesom min mor!"

Efter maden boerster alle boernene taender, hvilket er noget af et cirkus, og saa siger vi farvel og tak for i dag og saetter kursen mod Arequipa i solnedgangen.

David i koncentreret lektielaesning

Jackelin og Gloria

David ogFiorela

Sans Arequipa

Arequipa er en by med mange modsaetninger. Hver dag skinner solen ubamhjertigt, og folk soeger skygge, men saa snart solen gaar ned, daler temperaturen kraftigt, og folk skutter sig, og pakker sig ind, som var det en efteraarsdag i Danmark. Arequipa er en stor by, og set fra oven, spreder den sig til mange sider. Den er omgivet af storslaaede vulkaner og rundt om byen er der oerken. Naar jeg laver yoga paa tagterrassen om morgenen med udsigt ud over hele byen, foeler jeg mig helt alene og har utrolig god plads. Men  naar billetmanden i bussen for fjerde gang raaber paa mere plads i bussen, selvom vi allerede staar som sild i en toende, og de sidste to passagerer haenger ud af bussen og holder sig fast med en arm i det naermeste vindue,  foeles pladsen meget trang.
Arequipa lugter og smager. Af bilos, skrald, stoev og forurenet vand. Men ogsaa af eksotiske frugter, lune empanadas, staerke chilier og utallige avocadomadder.
Arequipa larmer, og der tages ikke hensyn til normale dagsrytmer. Biler suser forbi paa gaden, taxier dytter og tiltraekker eventuelle kunders opmaerksomhed. Huse bliver bygget doegnet rundt med maskiner, der hamrer og summer, saa det kan hoeres mange gader vaek. Skraldebilen spiller sine klassiske melodier (bl.a. Für Elise) paa sin vej rundt i byen, hunde goer og haner galer saa snart, solen staar op. Men bare fem minutter uden for byen er der fredfylte oaser, hvor man kan nyde stilheden og den skoenne natur.
Og bevaeger man sig endnu laengere ud, skifter scenen fra byliv, som nok er peruansk, men som dog stadig ligner byer mange andre steder, til fattige landsbyer bygget af stoev og ler. Sammensunkne huse med blikdoere og manglende vinduer dammer rammen om San Isidro, som vi arbejder i. I disse huse bor voksne, der ser 20 aar aeldre ud end de er, og boern, hvis taender raadner vaek inden de er 5 aar. Og selvom stedet er troestesloest og busturen lang, saa er timerne sammen med boernene de bedste paa dagen. For selvom de alle sammen traenger til at faa boerstet taender og komme i bad, saa traenger de fleste endnu mere til nogle voksne, der gider vaere sammen med dem.

Billeder fra Coporaque

Julie, Shamira og jeg holder hvil i skyggen.

Frokost paa marken

Rocio, vores vaert.

Boernene leger, mens de voksne spiser

Uyo-uyo ruinerne

Mere Uyo-Uyo

Et lille udpluk af coca-udvalget hos den lokale kiosk

Middagslur med Shamira og Ruhbit

Paa vej hjemad blev pigerne traette. Og Casco blev toerstig.

Juliet (min vaerelseskammerat) og pigerne.

Ruhbit Rockstar

De varme kilder i Coporaque

Aeselstaevnemoede 

Et lille udsnit af vores vej opad

Udsigten over dalen 

Pause

Chocolate, charme og chok i Coporaque

Denne weekend har jeg vaeret i Coporaque, som er en af de landsbyer, vi har projekter i, sammen med fem andre volontoerer, og det var en blandet oplevelse. Vi boede hos en lokal familie "la Chocolate", hvilket var helt fantastisk. De var saa soede og gaestfri, og det var utrolig naturligt at bo hos dem. Det foeltes ikke, som om vi var en flok turister, der bare kom forbi, nej vi foelte os utrolig velkomne, og de var ogsaa meget interesserede i at dele deres kultur og historie med os. Alle maaltider blev indtaget sammen med hele familien, og soendag hjalp Arran og jeg moderen med at lave frokost, og hun laerte os at lave quinoa paa peruansk. Familien bestod af far Chocolate, mor Rocio, Christian paa 16, Antonella 11, Shamira 7 og Ruhbit paa 3. Christian var noget teenagegenert, men de tre piger var saa soede og charmerende, og de vandt mit hjerte med det samme. Fredag da vi ankom slappede vi af i et par timer pga af hoejden (3600 m), og derefter tog vi med Chocolate og Antonella ned til nogle varme kilder i naerheden og det var ren terapi, selvom stedet bar praeg af at blive brugt som badekar af den lokale befokning. Loerdag var vi paa en 5 timers vandretur rundt om Cooraque, der ligger i Colca Canyon, men et stykke fra de turistede steder som fx Cruz del Condor. Coporaque har dog andet at byde paa, nemlig nogle aeldgamle grave fra da spanierne invaderede Peru og slog den lokale befolkning ihjel. Og saa er der ogsaa nogle praeinkalandsby kalde Uyo Uyo. Chocolate var en vildt god guide og selvom turen var noget haard pga af hoejden - vi bevaegede os stoet op ad, saa noed jeg turen. I Coporaque bruger de stadig inkaernes terrasser til at dyrke jorden, saa vi moedtes med resten af familien til frokost paa deres terrasse. Efter vandreturen var vi godt traette, saa vi noed, at Rocio lige miksede os et par piscococktails med kaktusfrugt. Over cocktailene laerte vi lidt quecha, som var baade Rocios og Chocolates modersmaal - de laerte spansk i skolen. Vi spurgte til hans kaelenavn Chocolate, fordi han fortalte, at det var det, alle kendte ham som, med et smil. Historien bag var dog noget mere trist, da det var fordi han plejede at arbejde i minen, og de kaldte dynamitten for "chocolate", fordi det var ligesom chokoladebarer. Jeg synes, det var helt fantastisk at bo hos familien, og jeg skal helt sikkert tilbage og besoege dem.

Soendag var ikke en helt saa god dag. Hver soendag har Intiwawa 5 timer med de lokale boern, hvor der bliver afholdt engelsktimer, computerundervisning, leg og spisning. Det er en af de peruanske frivillige, der ogsaa er vicepraesident i Intiwawa, der staar for projektet i Coporaque, og han skuffede mig helt utrolig meget. For det foerste kom han en halv time for sent, som vi kunne bruge paa at staa og vente sammen med 15 utaalmodige boern, da han saa endelig kom havde han ingen noegle, og vi maatte flytte undervisningen. Alt i alt var det bare et stort rod. Han proevede ikke paa noget tidspunkt at kommunikere med os, saa i computertimen sad vi 3 volontoerer og kiggede paa, at han koerte sit show, uden at vaerdige os et blik. Men det var ikke det, der virkelig oproerte mig. Om tre uger har Intiwawa en stor kongress med boernene fra de tre landsbyer, vi arbejder i. Det er den eneste gang paa aaret alle boernene moedes, og for de fleste af boernene er det ogsaa den eneste gang paa aaret, de rejser. Derfor er alle boernene naturligvis enormt spaendte, og vi er lige nu igang med en masse praktisk, der i blandt at uddele tilmeldingsskemaer til boernene. Til kongressen skal boernene fra de tre landsbyer optraede med en dans fra deres omraade, og det brugte de 20 min paa inden maden. Pludselig ser vi en af drengene sidde og graede, og vi spoerger ham, hvad der er galt. Edwin, den peruanske volontoer, har aabenbart taget hans tilmeldingsskema, fordi han ikke vil vaere med i dansen. Det synes vi, er noget drastisk, og to af os gaar ind for at snakke med Edwin. Han er dog ikke saerlig snakkesalig, og svarer blot, at saadan er livet, og det er vigtigt, at boernene laerer disciplin. Jeg fortalte ham, at jeg ikke syntes, det var disciplin, men udelukkende straf, og at han da i det mindste kunne tale med drengen. Han sagde, at hvis et barn ikke ville deltage, kunne det ikke komme med. Efter at have forklaret ham, at han nok bare var genert, og om det ikke var muligt, at finde en anden rolle til ham, endte han med at sige, at han ville taenke over det, men han gjorde fortsat ingenting, og paa det tidspunkt havde Rafael graedt i over en halv time. Da vi gik tilbage til Rafael, fandt vi ud af, at grunden ikke var, at han ikke ville danse, men at han ikke havde det rigtige toej til dansen, kun det rigtige toej til at holde flaget, men den rolle var gaaet til en anden. Det var saa trist, at han skulle vaere saa ulykkelig, og at han blev behandlet saa uretfaerdigt. Vi proevede at troeste ham og sige, at Intiwawa nok skulle finde toej til ham, og at vi skulle soerge for, at han kom med, men han var utroestelig. Han var saa ked af det, at han ikke ville spise sammen med de andre boern (der for laengst var begyndt at kalde ham tudefjaes o.lign), saa heldigvis tilboed koekkendamen, at han kunne spise i koekkenet. Under middagen forklarede Edwin de andre boern situationen, og sagde endnu gang at ville man ikke deltage, kunne man ikke komme med, og at det i sidste ende var deres eget valg, hvorvidt de ville med eller ej. Derefter legede han demokrat ved at goere spoergsmaalet til en gruppebeslutning med sporgsmaal som "er det godt eller skidt ikke at hoere efter?" "skidt" svarede boernene i kor. "Er det godt eller skidt ikke at ville deltage?", "Er det godt eller skidt at komme til Intiwawas program hver soendag?" og saa videre, og til sidst sagde han, at alle, der ville have Rafael med, skulle raekke haanden op. Heldigvis rakte de fleste af boernene haanden op, og med seks stemmer fra vores side hjalp vi godt til med at traekke beslutningen til den rigtige side. Derefter skulle boernene kalde paa ham i kor, og stakkels Rafael kom graedende ud fra koekkenet og fik et kaempe knus af Edwin. Det var saa forfaerdeligt at se paa, det var ren ydmygelse af drengen, og vi var alle enige om, at vi skulle bringe situationen op paa vores naeste moede. Jeg er saa skuffet over, at en af Intiwawas volontoerer opfoerer sig paa den her maade. Havde han vaeret skolelaerer eller lignende ville jeg blive mindre overrasket, da jeg ikke regner med, at boerneopdragelse i Peru ligner den i Danmark, men det er jo netop det, man skal hjaelpe med som organisation, eller det troede jeg i hvert fald. Jeg havde virkelig ikke regnet med, at man som volontoer i Intiwawa havde saadan en indstilling til boern, og det er virkelig utrolig skuffende.
I gaar havde vi saa moede med Edwin, men det hjalp ingenting. Han mener ikke, at han paa nogen maade har gjort noget forkert i situationen med Edwin, og inden moedet, da en af de andre volontoerer Julie, konfronterede ham med sagen igen, svarede han, at han var vicepraesident i Intiwawa, saa han kunne goere, som han ville - det var hans beslutning. Jeg overvejer meget kraftigt at finde noget andet at lave hernede, for jeg har virkelig ikke lyst til at arbejde for en organisation, hvor tingene foregaar paa denne maade.
Jeg er ogsaa skuffet over vores koordinator for de frivillige, der, selvom han bor i huset og var her i gaar, ikke havde tid til at deltage i vores moede. Saa ja, lige nu er jeg noget splittet, da jeg synes det er trist at skulle forlade boernene, og ogsaa synes, at projekterne virkelig har sin ret, men samtidig slet ikke har lyst til at skulle samarbejde med folk som Edwin, og dermed give mit samtykke til, at saadan nogle ting sker igen.

For lige at afslutte med noget helt andet, saa har der vaeret et 4,5 jordskaelv taet paa Arequipa her til morgen, og jeg var selvfoelgelig den eneste i huset, der slet ikke lagde maerke til det.