Turen fra Sucre til Potosí var efter Bolivianske standarder en smuttur, og vi noed den kun 3 timer lange tur i solskin og med udsigt til smukke bjerge. Potosí er den hoejst beliggende by af sin stoerrelse, og naar der skulle vandres op ad smalle gader med rygsaek, kunne de 3900 m godt maerkes en smule. Da vi ankom, gik vi straks ud for at finde en minetur til naeste dag, og med over 70 operatoerer, er det ikke en saerlig svaer opgave, men samtidig skal man vaere opmaerksom paa kvaliteten - hvilket udstyr er med i prisen, og hvor mange personer er i gruppen. Vi fandt en overordenlig veltalende og soed mand og koebte straks hans tur, hvilket viste sig at vaere helt rigtigt, selvom den kostede 30 bolivianos mere end nogle af de andre.
Naeste morgen gik turen foerst til omklaedningsrummet, hvor vi alle blev udstyret med gummistoevler, overtraeksbukser og -skjorte, pandelampe og hjelm. Vores rygsaekke kunne trygt forlades i huset, forsikrede den ene af vores guides os om - vi er jo i Bolivia, ikke i Peru! Det var selvsagt en nydelig flok, der derefter satte kursen mod Mercado Minero, hvor man koeber gaver til minearbejderne. Man kan frit vaelge, hvor meget man vil bidrage med, og hvad man har lyst til at koebe - cocablade, dynamit, juice eller vand. Vi koebte en flaske vand og en pose cocablade, og derefter tog vi videre til raffinaderiet, hvor soelvet bliver udvundet. Der findes 39 af disse raffinaderier, og det, vi besoegte, kan koere 50 ton sten igennem i doegnet. Herfra bliver der udvundet 400 kilo soelv.
Minearbejderne arbejder i kooperativer, selvom der ogsaa er nogle, der er individuelle - det staar dig altsaa mere eller mindre frit for at dykke ned i minen og soege lykken. Loennen er selvsagt ikke fast, men afhaenger af, hvad man slaeber med op - i faellesskaberne kan der regnes med ca 1 ton pr arbejder pr dag, og man tjener mellem 50 og 150 bolivianos om dagen - mellem 40 og 120 kr for 8 timer i stoev og moerke. Gennemsnitsalderen for en minearbejder er 40 aar, og i Cerro Rico er den yngste ti og den aeldste 65.
Alle guides er tidligere minearbejdere, og der blev hilst hjerteligt paa dem foran indgangen til minen.
Da vi dykkede ned i Candelaria, som vores mine hed, var det med blandede foelelser, og en uvished om, hvad vi skulle forvente. Det blev hurtigt klart, at baade stoevlerne og hjelmene var uundvaerlige, da gangene floed med vand, og loftet ofte var saa lavt, at man skulle gaa noget krumboejet og nogle gange endda kravle. Efter 400 meters gang i minen skulle vi 55 meter ned ad til andet niveau, og det foregik kravlende og rutsjende af en lang, ru, stejl og til tider glat stentunnel. Laengere nede i minen blev det bestemt ikke lettere at traekke vejret, hvilket foregik igennem et toerklaede, og ind i mellem maatte man sluge lidt stoev for at faa en ordenlig mundfuld luft. Jo laengere vi bevaegede os ind i minen, jo varmere blev der, og til sidst endte vi paa en lille afsats, hvor temperaturen naaede de 40 grader, og hvor to storsvedende maend skovlede sten. Det fik vi alle lov til at hjaelpe med, og det var haardt! Selv et par skovlfulde fik sveden til at loebe og hjertet til at banke hurtigere, og man misunder ikke arbejderne, der, efter vi forlod dem, stadig havde 6 timer tilbage den dag - mindst.
Det blev ogsaa hurtig klart, at der var god brug for det vand og juice, vores gruppe havde slaebt med, for hver gang vi stoedte paa arbejdende folk, var det vand de spurgte efter. Cocablade kunne dog ogsaa godt gaa an, og de havde ogsaa altid tid til at sige goddag og spoerge hvordan det gik. Det maa vaere maerkeligt for dem ogsaa, hver dag at stoede paa turister, der pruster og sveder efter bare en time i minen, hvor de opholder sig mange timer dagligt. Vi havde to timer i minen, og det var helt sikkert nok - der var lettelse i gruppen, da vi fik at vide, at nu var vi paa vej ud igen - der manglede kun 400 meter. Og 400 meter er jo normalt ikke saerlig langt, men naar man gaar foroverboejet ad snoede stier og slaar hovedet mod loftet konstant, saa foeles det som lang tid. Paa udvejen stoedte vi paa minearbejdernes alter - her bliver der ofret sprut og cigaretter til Tio - djaevelen, den foerste og sidste fredag i hver maaned. Den foerste for at bede om beskyttelse og den sidste for at takke for, at den sidste maaned er gaaet godt.
Det var bestemt ikke en turistet eller iscenesat mine. Det var raat og haardt, og som Lau sagde, saa var det en rigtig lorteoplevelse. Samtidig var det utrolig interessant og et meget spaendende og tankevaekkende indblik i en masse menneskeskaebner - der er over 200 minearbejdere i Cerro Rico, og det har der vaeret i mange hundrede aar. Man kan ikke undgaa lige at stoppe op et oejeblik, naar man ser ind i oejnene paa en arbejder, der ikke er en dag aeldre end en selv.
Ude igen var vi traette og sultne, og efter frokost satte vi turen mod Tarapaya, en lille landsby uden for Potosí. Her skulle vores nyindkoebte telt staa sin foerste proeve ved bredden af en soe. Vi havde troet, at omraadet var totalt oede, men det viste sig, at der var en lokal mand, der havde faaet den gode idé, at saette et lille hus op og kraeve penge i entré. Selvom der var lidt flere telte og lidt flere turister end vi havde troet, saa var der stadig roligt, og vi noed solen, udsigten og soens varme vand, der er ca 30 grader varmt. En fantastisk maade at slappe af efter en svedig minetur. Det blev en smule overskyet, og vi frygtede regn, da vores telt ikke kan prale af at vaere verdens mest vandtaette, det kan vi sige med sikkerhed, selv uden at have afproevet det, men det holdt toert, og vi froes ikke det mindste. Det var fantastisk at vaagne op til en skyfri himmel og havregroed, og vi var lige ved at blive en dag mere, indtil solen begyndte at varme mere, og vi opdagede, at der ingen skygge var overhovedet. Vi naaede ogsaa begge at faa en flot kuloer - isaer Lau, der de sidste par dage har vaeret sloej pga lidt for meget sol.
Vi satte kursen mod Tupiza tidligt naeste morgen, og inden vi forlod busterminalen var vi en rygsaek fattigere. Jeg havde godt lagt maerke til, at fyren bag mig sad noget uroligt, men at det var fordi han var igang med at traekke min rygsaek ud under saedet bag mig, havde jeg ikke regnet ud. Og da vi opdagede, at tasken manglede, manglede der ogsaa en passager i bussen. Saa nu har vi intet kamera, jeg mangler telefon og ipod, men heldigvis havde jeg memorycard med alle vores billeder i mavebaeltet, saa det er naesten mere irriterende, at min dagbog og notesbog er vaek, samt vores salt og nyerhvervede peber, som det har vist sig, er svaert at erstatte. Heldigvis daekker forsikringen, og vi maa haabe, at vi, naar vi i morgen skal paa 4 dages tur til Salar de Uyuni, ender i en gruppe sammen med nogle, der ejer et kamera, saa vi kan dele billeder. For Tupiza er en dejlig by, men ikke lige stedet at finde et kamera.
Om ikke saa laenge drager vi mod Argentina, og saa er der fra i dag under en maaned til, at jeg skal hjem igen. Det er meget maerkeligt, men heldigvis kan man opleve meget paa en maaned, saa jeg er ikke helt i panik endnu.
søndag den 25. marts 2012
mandag den 19. marts 2012
Et stk Bolivia med det hele
Vi er kommet godt ind under huden paa Bolivia og det har vaeret en lidt blandet oplevelse ind til videre, og jeg maa indroemme, at jeg savner Peru en smule en gang i mellem. Men man kan ikke klage over, at Bolivia byder paa hoej sol og skyfri himmel hver eneste dag og at man kan koebe frisk papaya- og jordbaersmoothie for 4 danske kroner.
Ca. ti minutter efter sidste blog-indlaeg fik Lau stjaalet sit kamera, saa det maatte vi lige bruge lidt tid paa at aergre os over, men heldigvis er vi af sted med et kamera hver, og facebook havde naaet at redde 6 billeder... Vi havde planer om at saette kurs mod La Paz naeste dag, da vi ikke var helt vildt fascinerede af Copacabana, som er, blev vi enige om, en meget ligeglad by. Her var hovedsageligt tre typer: Turister, der var ligeglade med at betale en masse penge for meget turistede ting, "hippier", der syntes, det bare var fedt at vaere ved soeen og "you guys should come drink and smoke with us and listen to music" og sidst men ikke mindst, lokale, der ikke gad snakke med turister, men gerne saette markedspriserne en smule op for dem. Med et kamera mindre i tasken var lysten til at komme videre ikke blevet mindre, og vi landede i La Paz naeste eftermiddag og blev overvaeldet af kaos. La Paz er verdens hoejeste regeringssaede (Bolivias officielle hovedstad er Sucre), og den er omgivet af endnu hoejere forstaeder, saa naar man staar midt i det, foeles det, som om biler, busser og bygninger kommer vaeltende ned mod en. Mest af alt var det bare et storbykaos, men vi naaede ogsaa at blive fanget i en boliviansk folkefest - fodboldkampen soendag eftermiddag. Stadion ligger lige ved siden af turistpolitiet, hvor vi skulle melde kameraet stjaalet, og der var helt sikkert mere festligt ude paa pladsen end hos politiet, der skiftedes til at sove paa sofaen i kontoret. Udenfor blandede duften af nypoppede popcorn sig med duften af grillkul og store boeffer, og pladsen var et virvar af henholdsvis lyseblaa og hvide og sorte og gule. Vi saa endda et kaerestepar der ogsaa havde iklaedt deres bulldog en lyseblaa t-shirt. Skulle man have glemt troejen, kunne man for en billig penge blive malet i ansigtet, og hvis oplevelsen skulle vaere endnu mere fuldendt, kunne man koebe en flamingoplade at sidde paa.
Efter La Paz' bylarm var det utroligt fredfyldt af flygte til landsbyen Coroico, der ligger 3 timer nord for La Paz i en suptropisk dal kaldet Las Yungas. Lau sprang paa cyklen derud, og jeg tog bussen. Vi naaede begge helskindet frem og kunne nyde et par dage omgivet af groent. Fra landsbyen, der var en smule turistet, men ret charmerende, gik mange vandreruter, og vi brugte en dag paa at gaa ud til tre vandfald. Her moedte vi et fransk soeskendepar, der spurgte, om vi havde lagt maerke til alle bilerne og al pynten i byen. Der var nemlig fint besoeg den dag - Evo Morales, Bolivias praesident skulle spille fodbold i Coroico om eftermiddagen. Saa endnu engang befandt vi os midt i en boliviansk festlighed og da vi kom tilbage til Coroico maatte vi mase os vej gennem menneskerne for at kunne faa udsigtspladser til stadium, hvor kampen stadig var i gang. Da vi spurgte en forbipasserende, hvem praesidenten var, fik vi at vide, at han sad paa baenken. Han blev dog skiftet ind igen, og vi holdt noeje oeje med nr 10. Evo Morales er den foerste praesident af indiansk oprindelse i Bolivia og er populaer i hoejlandet hos de fattige, og jeg tror ikke, at kampens dommer er blevet doemt efterfoelgende for at give ham et gult kort.
Hvis vi syntes, La Paz var kaotisk, var det intet i mod, hvad der moedte os i Cochabamba. Her koerer gamle skolebusser rundt som bybusser med en intern konkurrence om, hvem der har pyntet sin bus flottest. Det er derfor ikke unormalt at stoede paa en bus med teksten "beijing tours" samt et mindre lysshow paa taget. Man blev helt nervoes for, om chauffoererne overhovedet kunne se ud af forruden. Flere gange aergrede jeg mig over, at jeg havde ladet kameraet blive hjemme paa vaerelset, da vi jo ikke skulle noget saerligt, for gang paa gang stoedte man paa syn, der fik en til at traekke paa smilebaandet. For det foerste er der trafikken. Den er et virvar af busser, taxaer, pick up-trucks, motorcykler, knallerter.. der alle dytter om kap og tager det saa som saa med trafiklysene. Bevaeger man sig ned i markedsomraadet, der er et af de stoerste i Bolivia, kan man tilfoeje fodgaengere paa baade fortov og vej til billedet ovenfor. Midt i alt dette bliver der saa solgt alt mellem himmel og jord - fx var der tre unge fyre med et helt bagagerum fyldt af hvide tennissko, en trailer laesset med kaempe laenestole i fire etager, alle Pink Floyds album for B$10 (8kr), friske ferskner, en pige der tilbyder at veje dig for 1 kr, ammende moedre, der saelger haarelastikker, gamle damer saa smaa som boern der saelger sandwich og en dvaerg der danser og spiller mundharpe. Bolivia er intens.
Vi har nydt at spise frokost paa markederne, da det er superbilligt (B$7-10) og samtidig er det, de lokale goer. Foerst skal man vaelge stedet - det er oftest en lang gang paa markedet, der er fyldt med smaabitte koekkener, og naar man gaar forbi lyder det fra et helt kor af kokke "pasa amiga, pasa amiga, hay almuerzo", "que estas buscando - hay sopa, hay lentejas, hay lomito hay milanesa...." Det er bare med at vaelge, for de serverer naesten det samme allesammen, og det er for det meste godt. Naar man saa har valgt, sidder man baenket side om side med alle de andre, der spiser samme sted, og der bliver oensket god appetit hen over bordene.
Grunden til, vi var taget til Cochabamba, der ligger lidt uden for den normale "gringo" vej, var, at der derfra er adgang til en nationalpark, hvor man kan se dinosaurfodspor. Vi taenkte, at det var et oplagt sted at soege lidt fred fra byerne, og samtidig se en masse flot natur, som er det, vi nyder mest. Vi havde snakket med et turistkontor i Cochabamba, som havde informeret os om, at det var nemt at tage dertil selv uden en organiseret tur, og samtidig havde de et kort, der viste, at der var adskillige spaendende steder derude. Foruden fodsporene var der vandfald, grotter, stalakitter, hulemalerier og mange andre ting. Vi tog derud med en god portion oplevelyst og havde givet vandreskoene en ekstra omgang goretex, men vi blev slemt skuffede, da vi kom derud. Vi blev inviteret med paa en tur af tre israelere, da de gerne ville have en guide, og han kostede det samme uanset stoerrelsen paa gruppen, saa paa denne maade kunne vi goere det lidt billigere, og samtidig naa en af ruterne samme eftermiddag som vi ankom. Egentlig ville vi hellere af sted uden guide, men det var alligevel et godt tilbud, og vi traengte til at roere os. Og selvom det betoed, at vi havde tre lidt sloeve israelere, der hoerte musik hele vejen paa deres mobiltelefon og snakkede i munden paa guiden, saa det var det enormt heldigt, at vi var med. Det viste sig nemlig, at man skulle have en guide med paa alle turene, og han kostede B$200 pr dag. Det var vi virkelig skuffede over, da guiden ikke var saerlig meget mere end en mand, der gik foran for at vise vejen, og desuden er B$200 hele vores dagsbudget. Vi havde glaedet os til bare at gaa af sted selv med vores nyerhvervede telt og godt med mad i rygsaekken, men det kunne vi godt glemme alt om igen. Der er en bus fra Torotoro til Cochabamba, og den gaar kl. 6 om morgenen, og den gaar ikke hver dag, saa vi havde en dag til at surmule lidt. Det blev ikke bedre af, at det var den mest ugaestfri lokalbefolkning vi har moedt indtil nu - man skulle vaere heldig, hvis de gad dukke op i deres butik for at tage i mod betaling. Vi fik spillet en masse kort og grinet lidt af hvor aandssvagt det hele var. Vi var glade for den tur vi fik, men overvejede ogsaa, om det havde vaeret 12 timers bus vaerd.
Nu er vi i Sucre, som sammenlignet med Cochabamba, er utrolig rolig og paen. Jeg har gaaet med mit kamera hele tiden, men der har ikke vaeret noget saerlig bemaerkelsesvaerdigt. I dag har byen fejret fars dag, saa der er blevet solgt lagkager til den store guldmedalje. Vi har nydt solen og spist is, vandret gade op og gade ned mellem store gamle hvide bygninger, og nu laver Lau (igen igen) pasta med tomatsovs til aftensmad. I morgen saetter vi kursen mod Potosi - engang Sydamerikas stoerste by og paa den tid stoerre end baade London og Paris. Hjemsted for en kaempe soelvmine, som spanierne udnyttede groft sammen med den lokale befolkning. I dag en by med fattige minearbejdere. Vi skal paa minetur, saa der bliver sikkert meget at fortaelle om senere, hvis vi kommer op igen.
Ca. ti minutter efter sidste blog-indlaeg fik Lau stjaalet sit kamera, saa det maatte vi lige bruge lidt tid paa at aergre os over, men heldigvis er vi af sted med et kamera hver, og facebook havde naaet at redde 6 billeder... Vi havde planer om at saette kurs mod La Paz naeste dag, da vi ikke var helt vildt fascinerede af Copacabana, som er, blev vi enige om, en meget ligeglad by. Her var hovedsageligt tre typer: Turister, der var ligeglade med at betale en masse penge for meget turistede ting, "hippier", der syntes, det bare var fedt at vaere ved soeen og "you guys should come drink and smoke with us and listen to music" og sidst men ikke mindst, lokale, der ikke gad snakke med turister, men gerne saette markedspriserne en smule op for dem. Med et kamera mindre i tasken var lysten til at komme videre ikke blevet mindre, og vi landede i La Paz naeste eftermiddag og blev overvaeldet af kaos. La Paz er verdens hoejeste regeringssaede (Bolivias officielle hovedstad er Sucre), og den er omgivet af endnu hoejere forstaeder, saa naar man staar midt i det, foeles det, som om biler, busser og bygninger kommer vaeltende ned mod en. Mest af alt var det bare et storbykaos, men vi naaede ogsaa at blive fanget i en boliviansk folkefest - fodboldkampen soendag eftermiddag. Stadion ligger lige ved siden af turistpolitiet, hvor vi skulle melde kameraet stjaalet, og der var helt sikkert mere festligt ude paa pladsen end hos politiet, der skiftedes til at sove paa sofaen i kontoret. Udenfor blandede duften af nypoppede popcorn sig med duften af grillkul og store boeffer, og pladsen var et virvar af henholdsvis lyseblaa og hvide og sorte og gule. Vi saa endda et kaerestepar der ogsaa havde iklaedt deres bulldog en lyseblaa t-shirt. Skulle man have glemt troejen, kunne man for en billig penge blive malet i ansigtet, og hvis oplevelsen skulle vaere endnu mere fuldendt, kunne man koebe en flamingoplade at sidde paa.
Efter La Paz' bylarm var det utroligt fredfyldt af flygte til landsbyen Coroico, der ligger 3 timer nord for La Paz i en suptropisk dal kaldet Las Yungas. Lau sprang paa cyklen derud, og jeg tog bussen. Vi naaede begge helskindet frem og kunne nyde et par dage omgivet af groent. Fra landsbyen, der var en smule turistet, men ret charmerende, gik mange vandreruter, og vi brugte en dag paa at gaa ud til tre vandfald. Her moedte vi et fransk soeskendepar, der spurgte, om vi havde lagt maerke til alle bilerne og al pynten i byen. Der var nemlig fint besoeg den dag - Evo Morales, Bolivias praesident skulle spille fodbold i Coroico om eftermiddagen. Saa endnu engang befandt vi os midt i en boliviansk festlighed og da vi kom tilbage til Coroico maatte vi mase os vej gennem menneskerne for at kunne faa udsigtspladser til stadium, hvor kampen stadig var i gang. Da vi spurgte en forbipasserende, hvem praesidenten var, fik vi at vide, at han sad paa baenken. Han blev dog skiftet ind igen, og vi holdt noeje oeje med nr 10. Evo Morales er den foerste praesident af indiansk oprindelse i Bolivia og er populaer i hoejlandet hos de fattige, og jeg tror ikke, at kampens dommer er blevet doemt efterfoelgende for at give ham et gult kort.
Hvis vi syntes, La Paz var kaotisk, var det intet i mod, hvad der moedte os i Cochabamba. Her koerer gamle skolebusser rundt som bybusser med en intern konkurrence om, hvem der har pyntet sin bus flottest. Det er derfor ikke unormalt at stoede paa en bus med teksten "beijing tours" samt et mindre lysshow paa taget. Man blev helt nervoes for, om chauffoererne overhovedet kunne se ud af forruden. Flere gange aergrede jeg mig over, at jeg havde ladet kameraet blive hjemme paa vaerelset, da vi jo ikke skulle noget saerligt, for gang paa gang stoedte man paa syn, der fik en til at traekke paa smilebaandet. For det foerste er der trafikken. Den er et virvar af busser, taxaer, pick up-trucks, motorcykler, knallerter.. der alle dytter om kap og tager det saa som saa med trafiklysene. Bevaeger man sig ned i markedsomraadet, der er et af de stoerste i Bolivia, kan man tilfoeje fodgaengere paa baade fortov og vej til billedet ovenfor. Midt i alt dette bliver der saa solgt alt mellem himmel og jord - fx var der tre unge fyre med et helt bagagerum fyldt af hvide tennissko, en trailer laesset med kaempe laenestole i fire etager, alle Pink Floyds album for B$10 (8kr), friske ferskner, en pige der tilbyder at veje dig for 1 kr, ammende moedre, der saelger haarelastikker, gamle damer saa smaa som boern der saelger sandwich og en dvaerg der danser og spiller mundharpe. Bolivia er intens.
Vi har nydt at spise frokost paa markederne, da det er superbilligt (B$7-10) og samtidig er det, de lokale goer. Foerst skal man vaelge stedet - det er oftest en lang gang paa markedet, der er fyldt med smaabitte koekkener, og naar man gaar forbi lyder det fra et helt kor af kokke "pasa amiga, pasa amiga, hay almuerzo", "que estas buscando - hay sopa, hay lentejas, hay lomito hay milanesa...." Det er bare med at vaelge, for de serverer naesten det samme allesammen, og det er for det meste godt. Naar man saa har valgt, sidder man baenket side om side med alle de andre, der spiser samme sted, og der bliver oensket god appetit hen over bordene.
Grunden til, vi var taget til Cochabamba, der ligger lidt uden for den normale "gringo" vej, var, at der derfra er adgang til en nationalpark, hvor man kan se dinosaurfodspor. Vi taenkte, at det var et oplagt sted at soege lidt fred fra byerne, og samtidig se en masse flot natur, som er det, vi nyder mest. Vi havde snakket med et turistkontor i Cochabamba, som havde informeret os om, at det var nemt at tage dertil selv uden en organiseret tur, og samtidig havde de et kort, der viste, at der var adskillige spaendende steder derude. Foruden fodsporene var der vandfald, grotter, stalakitter, hulemalerier og mange andre ting. Vi tog derud med en god portion oplevelyst og havde givet vandreskoene en ekstra omgang goretex, men vi blev slemt skuffede, da vi kom derud. Vi blev inviteret med paa en tur af tre israelere, da de gerne ville have en guide, og han kostede det samme uanset stoerrelsen paa gruppen, saa paa denne maade kunne vi goere det lidt billigere, og samtidig naa en af ruterne samme eftermiddag som vi ankom. Egentlig ville vi hellere af sted uden guide, men det var alligevel et godt tilbud, og vi traengte til at roere os. Og selvom det betoed, at vi havde tre lidt sloeve israelere, der hoerte musik hele vejen paa deres mobiltelefon og snakkede i munden paa guiden, saa det var det enormt heldigt, at vi var med. Det viste sig nemlig, at man skulle have en guide med paa alle turene, og han kostede B$200 pr dag. Det var vi virkelig skuffede over, da guiden ikke var saerlig meget mere end en mand, der gik foran for at vise vejen, og desuden er B$200 hele vores dagsbudget. Vi havde glaedet os til bare at gaa af sted selv med vores nyerhvervede telt og godt med mad i rygsaekken, men det kunne vi godt glemme alt om igen. Der er en bus fra Torotoro til Cochabamba, og den gaar kl. 6 om morgenen, og den gaar ikke hver dag, saa vi havde en dag til at surmule lidt. Det blev ikke bedre af, at det var den mest ugaestfri lokalbefolkning vi har moedt indtil nu - man skulle vaere heldig, hvis de gad dukke op i deres butik for at tage i mod betaling. Vi fik spillet en masse kort og grinet lidt af hvor aandssvagt det hele var. Vi var glade for den tur vi fik, men overvejede ogsaa, om det havde vaeret 12 timers bus vaerd.
Nu er vi i Sucre, som sammenlignet med Cochabamba, er utrolig rolig og paen. Jeg har gaaet med mit kamera hele tiden, men der har ikke vaeret noget saerlig bemaerkelsesvaerdigt. I dag har byen fejret fars dag, saa der er blevet solgt lagkager til den store guldmedalje. Vi har nydt solen og spist is, vandret gade op og gade ned mellem store gamle hvide bygninger, og nu laver Lau (igen igen) pasta med tomatsovs til aftensmad. I morgen saetter vi kursen mod Potosi - engang Sydamerikas stoerste by og paa den tid stoerre end baade London og Paris. Hjemsted for en kaempe soelvmine, som spanierne udnyttede groft sammen med den lokale befolkning. I dag en by med fattige minearbejdere. Vi skal paa minetur, saa der bliver sikkert meget at fortaelle om senere, hvis vi kommer op igen.
mandag den 5. marts 2012
Et glaedeligt gensyn, et vemodigt farvel og et nyt bekendtskab
Jeg havde en dejlig uge i Huraz' bjerge, men tiden gik nu alligevel en smule langsomt, og da jeg torsdag aften satte mig i natbussen mod Lima, var det med mange sommerfugle i maven, og samtidig var det meget underligt, at den foerste lange del af rejsen, hvor jeg bare var mig i Peru, nu var slut. Men alligevel var det nu endnu dejligere, at Lau endelig kom frem, og det skete heldigvis uden de store problemer - den stoerste gene havde vist vaeret en tyk sidekammerat paa den ene flyvetur, men det skal man jo heller ikke undervurdere paa en 10 timers tur.
Vi satte hurtigt naesen mod Cuzco - 26 timer i bus fra Lima. Vi blev forsinkede mange gange, bl.a. da en lille pige blev syg og maatte koeres paa hospitalet. Hvor hun saa blev behandlet mens hele bussen ventede...
Men vi naaede frem og maatte hurtigt indse, at vi havde sagt farvel til kystens sol, og nu i stedet var i regnvaade bjergomgivelser. Det regnede dog aldrig nok til at oedelaegge vores udflugter, og da vi begge havde medbragt rigeligt goretex, kunne vi bare nyde godt af den rigtige paaklaedning.
Og nu maa jeg saa gaa til bekendelse og indroemme, at vi ikke har besoegt Machu Picchu - Sydamerikas stoerste turistattraktion og en af verdens vidundere har vi altsaa sprunget over, og vi har det faktisk slet ikke skidt med det. Det er nemlig hammerdyrt at besoege stedet, og samtidig er der mere end 2000, der besoeger det hver dag. Et besoeg ville betyde et ordenligt hak i budgettet, hvilket vi nok ville overleve, men efter at have rejst i de mindre turistede dele af landet, kunne jeg simpelthen ikke overskue at rende rundt sammen med 2000 andre farvede regnjakker. Jeg er sikker paa, at Machu Picchu er fantastisk og magisk, men for mig ryger meget af magien naar guider farer paa kryds og tvaers med hver deres hale af turister.
I stedet koebte vi billet til alle de andre ruiner, der ligger i Cuzco og den hellige dal, og de skuffede bestemt ikke. Lau var isaer imponeret af Pisac, der er et kaempe fort hoejt oppe i bjergene - han maatte tage turen alene, da jeg havde faaet en smule influenza, og han kom tilbage fyldt af oplevelyst, og havde endda produceret nogle smaa videoer til mig, saa jeg kunne aergre mig over ikke at vaere med. Om aftenen fejrede vi Lau og hans 23 aar paa en lille restaurant, der gerne serverede kage med lys og foedselsdagssang for en lille fordobling af regningen. Men skidt, han var glad og vi fik oevet den spanske foedselsdagssang.
Et andet hoejdepunkt var i Ollantaytambo, hvor spanierne faktisk tabte et slag mod Inkaerne. I dag er bygningerne stadig imponerende, og en lokal arbejder fortalte os, at alle stenene var blevet bragt fra bjerget paa den modsatte side - det kan man stadig se spor af i dag, da det ikke var alle stenene, der naaede hele vejen, og et spor af "traette sten" som de bliver kaldt, ligger tilbage.
Vi var taget tidligt af sted med rygsaekken pakket, og kunne derfor spise morgenmad paa en inkaterrasse med udsigt over paa endnu flere ruiner paa den modsatte bjergside. Man kan godt forstaa, at Inkaerne har holdt til i den hellige dal - der er helt utrolig smukt med groenne bloede bjerge og vilde floder.
Vi naaede ikke at se alle ruinerne i omraadet, da mit visa ligesaa langsomt rendt ud, og vi derfor maatte rejse videre til Bolivia. Det var noget maerkeligt og vemodigt at skulle sige farvel til Peru, som jeg er kommet til at holde meget af paa trods af alle sine maerkvaerdigheder og utilregneligheder. Men samtidig var det ogsaa tid til at komme videre, da jeg nu langt om laenge faktisk har en flybillet hjem, og uret tikker hurtigere og hurtigere foeles det som. Og med en rejselysten Lau ved min side var det ikke kun trist at sige farvel, men ogsaa spaendende at rejse videre, og efter en direkte bustur, der viste sig ikke at vaere saa direkte alligevel (typisk Peru!) endte vi i Copacabana ved bredden af Titicacasoeen, hvor det hele ligner Peru meget, men saa alligevel ikke, Bolivia er helt sig selv. Vi har tilbragt et par dejlige dage paa Isla del Sol, hvor vi har nydt solen, vandreture og friske oerreder. Flere gange har vi under den straalende sol kigget paa hinanden og sagt "skide regntid", men den er der altsaa regnen, og hver nat har jeg prist mig lykkelig over, at vi ikke laa i et lille telt, naar regnen har styrtet ned, vinden har blaest en halv pelikan og tordenbragene har lydt ud over soeen. Men i dag, paa min foedselsdag, skinner solen fra en skyfri himmel saa baade himlen og soeen er lysende blaa, solen varmer og Lau har en gave med fra Danmark, som han naesten ikke har afsloeret endnu. Saa kan man ikke klage...
Vi satte hurtigt naesen mod Cuzco - 26 timer i bus fra Lima. Vi blev forsinkede mange gange, bl.a. da en lille pige blev syg og maatte koeres paa hospitalet. Hvor hun saa blev behandlet mens hele bussen ventede...
Men vi naaede frem og maatte hurtigt indse, at vi havde sagt farvel til kystens sol, og nu i stedet var i regnvaade bjergomgivelser. Det regnede dog aldrig nok til at oedelaegge vores udflugter, og da vi begge havde medbragt rigeligt goretex, kunne vi bare nyde godt af den rigtige paaklaedning.
Og nu maa jeg saa gaa til bekendelse og indroemme, at vi ikke har besoegt Machu Picchu - Sydamerikas stoerste turistattraktion og en af verdens vidundere har vi altsaa sprunget over, og vi har det faktisk slet ikke skidt med det. Det er nemlig hammerdyrt at besoege stedet, og samtidig er der mere end 2000, der besoeger det hver dag. Et besoeg ville betyde et ordenligt hak i budgettet, hvilket vi nok ville overleve, men efter at have rejst i de mindre turistede dele af landet, kunne jeg simpelthen ikke overskue at rende rundt sammen med 2000 andre farvede regnjakker. Jeg er sikker paa, at Machu Picchu er fantastisk og magisk, men for mig ryger meget af magien naar guider farer paa kryds og tvaers med hver deres hale af turister.
I stedet koebte vi billet til alle de andre ruiner, der ligger i Cuzco og den hellige dal, og de skuffede bestemt ikke. Lau var isaer imponeret af Pisac, der er et kaempe fort hoejt oppe i bjergene - han maatte tage turen alene, da jeg havde faaet en smule influenza, og han kom tilbage fyldt af oplevelyst, og havde endda produceret nogle smaa videoer til mig, saa jeg kunne aergre mig over ikke at vaere med. Om aftenen fejrede vi Lau og hans 23 aar paa en lille restaurant, der gerne serverede kage med lys og foedselsdagssang for en lille fordobling af regningen. Men skidt, han var glad og vi fik oevet den spanske foedselsdagssang.
Et andet hoejdepunkt var i Ollantaytambo, hvor spanierne faktisk tabte et slag mod Inkaerne. I dag er bygningerne stadig imponerende, og en lokal arbejder fortalte os, at alle stenene var blevet bragt fra bjerget paa den modsatte side - det kan man stadig se spor af i dag, da det ikke var alle stenene, der naaede hele vejen, og et spor af "traette sten" som de bliver kaldt, ligger tilbage.
Vi var taget tidligt af sted med rygsaekken pakket, og kunne derfor spise morgenmad paa en inkaterrasse med udsigt over paa endnu flere ruiner paa den modsatte bjergside. Man kan godt forstaa, at Inkaerne har holdt til i den hellige dal - der er helt utrolig smukt med groenne bloede bjerge og vilde floder.
Vi naaede ikke at se alle ruinerne i omraadet, da mit visa ligesaa langsomt rendt ud, og vi derfor maatte rejse videre til Bolivia. Det var noget maerkeligt og vemodigt at skulle sige farvel til Peru, som jeg er kommet til at holde meget af paa trods af alle sine maerkvaerdigheder og utilregneligheder. Men samtidig var det ogsaa tid til at komme videre, da jeg nu langt om laenge faktisk har en flybillet hjem, og uret tikker hurtigere og hurtigere foeles det som. Og med en rejselysten Lau ved min side var det ikke kun trist at sige farvel, men ogsaa spaendende at rejse videre, og efter en direkte bustur, der viste sig ikke at vaere saa direkte alligevel (typisk Peru!) endte vi i Copacabana ved bredden af Titicacasoeen, hvor det hele ligner Peru meget, men saa alligevel ikke, Bolivia er helt sig selv. Vi har tilbragt et par dejlige dage paa Isla del Sol, hvor vi har nydt solen, vandreture og friske oerreder. Flere gange har vi under den straalende sol kigget paa hinanden og sagt "skide regntid", men den er der altsaa regnen, og hver nat har jeg prist mig lykkelig over, at vi ikke laa i et lille telt, naar regnen har styrtet ned, vinden har blaest en halv pelikan og tordenbragene har lydt ud over soeen. Men i dag, paa min foedselsdag, skinner solen fra en skyfri himmel saa baade himlen og soeen er lysende blaa, solen varmer og Lau har en gave med fra Danmark, som han naesten ikke har afsloeret endnu. Saa kan man ikke klage...